Det er ikke alle og enhver, der lige kan bede sådan nogle som Duff McKagan (Guns N’ Roses) Chad Smith og Josh Klinghoffer (Red Hot Chili Peppers) om at agere backingband på ens soloplade. Ikke supergruppe – backingband. Men det kan Iggy Pop. Punkens gudfar indgyder stadig respekt, og således er han og The Losers, som de så smukt kalder sig, klar med pladen Every Loser. Og der bliver lagt i kakkelovnen til den helt store tur i punkrock-manegen helt fra start. Åbneren ”Frenzy” er lige så vild, som titlen antyder; Andrew Watt, der også har produceret pladen, slår tonen hårdt an med et giftigt guitarriff, mens Smith pisker en stemning op på trommerne, og så er vi afsted i hidsigt tempo. »I’m in a frenzy, you fucking prick«, og det stopper ikke før efter præcis tre minutters rasende rock. ”Modern Day Ripoff” sætter den ædle guitarsolo i centrum. Watt mere end lever op til forventninger til en punkers backingband og får god plads til at folde sig ud. ”Neo Punk” lyder som noget, Blink-182 kunne have skrevet, og sjovt nok er det trommeslager Travis Barker, der svinger med stikkerne på pladens hurtigste og mest intense punknummer. Men Pop er nu ikke bange for at skrue ned for tempoet: På den klaverdrevne rockballade ”New Atlantis” ser vi ham fra en lidt anden side, når han levende beskriver sin adopterede hjemby på en (k)ærlig hyldest til Miami. ”Morning Show” triller melankolsk afsted med blå, akustiske toner, mens et nummer som ”Comments” med sin nærmest fjedrende, 80’er-postpunkede melodi (tænk ”Spellbound” med Siouxsie and the Banshees) og sit højaktuelle tema om kommentarsporene på de sociale medier stikker i en hel anden retning. ”Strung Out Johnny” har stjålet sit riff fra The Killers’ ”Smile Like You Mean it”; ingen klager herfra.
Men ingen Pop uden poesi, for en af Pops største forcer har altid været hans tekster, og det har heldigvis ikke ændret sig: Every Loser er spækket med uforfalsket anarki, sort sarkasme og en bramfrihed, der gør ham evigt interessant. Det er svært ikke smile skælmsk, når en snart 76-årig åbner sin 19. plade med ordene: »Got a dick and two balls, that’s more than you all« (”Frenzy”) eller når han raser over punken som moderne handelsvare på “Neo Punk”: »Got a custom Rolls-Royce, I’m a neo punk/ Got a spot on The Voice, I’m a neo punk/ Old ladies cum when I flash my junk«. Men bag den fandenivoldske attitude gemmer der sig en rå eftertænksomhed. Et tema som alder berøres flere gange, hvilket må siges at give mening, når man tager Hollywoods besættelse med ungdom og Pops alder i betragtning. På “Modern Day Ripoff” funderer han over sin alderdoms begrænsninger, selvfølgelig med et djævelsk glimt i øjet: »I ran out of blow a long time ago/ I can’t smoke a J or my guts fly away«. »My mind is on fire when I oughta retire« hvæser han på “Frenzy” og på ”Comments” begræder han det uundgåelige: »Thе problem with life is that it stops«.
Til tider er teksterne lige så kaotiske, som Pop er på en scene. Det er ikke helt tydeligt, hvilken farm Pop snakker om på ”Modern Day Ripoff”. Det kunne potentielt være Maggies, men hvem ved. På ”All The Way Down” udfordrer han med tekster som »Bats coming through the window/Camels coming through the needles/ Snakes coming up on ladders/ Weird gas in place of breath«. Men når han rammer plet, som på “Morning Show”, får han malet nogle meget levende billeder. På dette nummer fremmaner han den livstrætte kunstner, der må tvinge et smil frem: »I’ll fix my face and go/ Time to do the morning show/ Like a pro«; På ”Neo Punk”, midt i en tirade af hånende kommentarer, får han lige sat menneskets vilkår helt på spidsen: »I get fucked up so I won’t kill myself/ Like almost everybody else«.
Iggy Pop kunne højst sandsynligt gøre, skrive, spille, synge, sige hvad han ville, uden at det ville have den større indvirkning på hans rygte eller hans pengepung. Alligevel søger han stadig at udfordre, provokere og afsøge nye genrer og samarbejdspartnere. Det er en fornøjelse at lytte til en kunstner, der virker alt andet end træt af musik, sin lange karriere til trods.
