Den 12. august 1738 griber godsejer Knud Ahasverus Becker efter sin pistol. Han har som så mange gange før allerede pryglet den ene af hovbønderne ude på marken nær Bækkeskov Gods med sin hasselkæp. “Bondeplageren” kalder bønderne ham, hvilket kan spores tilbage til flere års mistrivsel og afstraffelse fra godsejerens side mod sine bønder, efter han ni år forinden opkøbte godset samt dets dertilhørende jord og gårde. Men Becker er ikke hurtig nok, og kort efter ligger han livløs i den blodige muld; gennemspiddet af høtyve. Gerningsmændene – alle 11 – bliver i efterspillet dømt til døden, hængt og lagt på hjul og stejle, mens deres afhuggede hoveder sættes til skue på pæle langs vejen til Bækkeskov. Men hvem gjorde egentlig den største ugerning: Becker, bønderne eller det system, der lod de arbejdende og deres fremtidige generationer trælbinde sig til usle lensherrer og godsejere for bestandigt? Og er det hele i virkeligheden blot et mikroskopisk udsnit af en evig cyklus af menneskelig dårligdom?
Det her skal imidlertid ikke handle om mordet på Knud Ahasverus Becker, eller hvordan denne hændelse i det sydsjællandske sommerlandskab for snart 300 års siden tjente som en lille, men ikke ubetydelig brik i det store arbejde med at få gennemført omsiggribende landboreformer i løbet af 1700-tallet. Men det er alligevel et godt sted at starte i fortællingen om københavnske Stikkersvin, der er endelig klar til at albumdebutere, efter vi første gang blev trukket ned i deres kulsorte, kolde og morbide morads for et par år siden på demoen Kælderens barn. Her blev man ganske vist præsenteret for en forsmag på bandets egne skildringer af den førnævnte menneskelige dårligdom i form af fire, (fem hvis man opdeler lukkeren, “Kælderens barn/Jeg tilgiver dig aldrig”), hektiske blackmetalnumre, som først og fremmest vakte appetitten for noget endnu større; endnu vildere.
Til alt held er alt denne gang ikke bare blevet større og vildere, men også endnu værre, fordi …Og de levede ulykkeligt og alt for længe holder nemlig, lige præcis hvad den lover. Det er ikke for sjov, det her – og så alligevel – og i stedet varsles der »en tordenstorm af misbehag,« som det vræles på førstesinglen og plades korteste indslag, “Millimetermanden”. Og skulle man være yderligere i tvivl om, hvorvidt man har kastet sig ud i en overordentligt hæslig lytteoplevelse, cementeres det allerede fra allerførste færd, når åbningslinjen på “Voldsom trolddom” lyder: »Jeg har en kniv / Jeg stikker / Stikker dig ned!« Sådan er Stikkersvins agenda: Lige dele storslået og vulgær på grænsen til det parodierende, men aldrig hverken kliché eller kedelig.
Den tydeligste opgradering for Stikkersvin er dog uden tvivl, at deres debut føles langt mere voluminøs, end den i grunden har nogen ret til at gøre. Det skyldes ikke mindst postproduktionen fra Wolf Den Studios Steffen Saxtorph, som virkelig har formået at forene dette buldrende og aldeles grimme mix, der tilsammen danner Stikkersvins lydunivers, i et slutprodukt, som ofte lyder fjernt fra blackmetallens mere gængse udtryk. Det er mindre diskant og skurrer sjældnere i ørerne, hvilket især må være indbydende for dem, som ikke nødvendigvis har for vane at begive sig så langt væk fra den trygge midte af metallens genrespektrum. Det gør det derfor lettere at skelne riffs fra andre riffs, (og dem er der i forvejen mange af), og ligeledes spore sig ind på de finere detaljer, selvom bandet da også gør sit for at mudre poleringsgraden undervejs. “Hovmod” er eksempelvis dér, hvor Stikkersvin måske tydeligst nærmer sig den mere traditionelle blackmetalformular og lader lydbilledet domineres af et overvældende bombardement af blastbeats, som nærmest truer med at overdøve sig selv i processen. Dog formår bandet også at trække forsigtigt i håndbremsen og lade kompositionerne bliver mere jordbundne, selvom det ikke ligefrem er egentlige breakdowns, det ender med at transformere sig til.
Det er alligevel i kombinationen af netop disse passager, at …Og de levede ulykkeligt og alt for længe fungerer bedst efter bandets egen hensigt om ikke at være et true cult-blackmetalband. Den bliver sin helt egen bastard, når den på den måde fusioneres med noget tungere og mere håndgribeligt. Samtidig gavner variationen også Stikkersvins vokalist Skvat, som i de hurtige momenter kan fremstå helt manisk og hysterisk, men omvendt får ganske fin mulighed for at kunne gennemtrumfe pladens mere mindeværdige linjer, når tempoet skrues lidt ned. »Host op! / Giv mig alt, du har værd at gi’ / Ellers klapper fælden i,« skråles der blandt andet på “Forsvindingsnummer”, hvilket i sig selv indeholder en indbygget hyldest til landets lækreste longsleeve.
De bedste lyrikbidder – indkapslende for hele Stikkersvins i forvejen store affektion for feudalismen og dennes kulturelle og sproglige æstetik – finder vi ikke overraskende på “Bondekarl”, hvis seks minutter også lykkes med at markere sig som albummets mest medrivende. Vi låser os hurtigt fast i den rette sindsstemning med et ildevarslende kor om at famle blindt i mørket og Skvats klagende monolog om den myrdende antagonist fra nabobyen, der leveres udelukkende til Ingens insisterende trommer og lyden af hylende guitarsirener. Og lige så uklart som hans skrig og skrål fremstår i kamp med guitar og trommer, lige så direkte føles det også, når han retorisk spørgende, krystalklart og fuld af foragt bryder igennem med et hvæsende: »Er det virkelig sådan, du ikke forstår, hvad jeg står her og siger til dig?«
Krysterne, kujonerne, de eponyme stikkersvin og ophavsmændene til al den menneskelige dårligdom adresseres lige så kontant og ildeset, som de fortjener, for de må ikke tro, at vi ikke har gennemskuet dem alle sammen. Derfor virker det også kun passende, at vi lukker med en afsluttende påmindelse – til os såvel som salig Knud Ahasverus Becker – om, at »et stiksår er alt, der skal til for at dræbe dig.«
Glimrende!
