Tag til et hvilket som helst gruppeterapiforløb og spørg om, hvad det bedste ved forløbet er, og du vil nok høre en del afarter af frasen: ”Jeg føler, jeg ikke er alene”. At indgå i et følelsesmæssigt fællesskab er noget særligt. Emotioner får mening, når de får lov at give genklang. Det er ikke for sjov, at forskningen betegner ”varme relationer” som en af det vigtigste veje til et lykkeligt liv. På Keep Up the Good Work chipper Lowly ind i disse forbundne følelser og inviterer i deres 14-numre lange album hinanden og os lyttere ind i en ømmere, større fællesterapeutisk samtalecirkel. Nu må det hele ud.
Det må ikke altid være helt nemt at blive hyldet som en af landets mest spændende musikalske eksportvarer: At være på (Simon Raymondes) label med internationale sværvægtere som Beach House og Father John Misty, at få et debutalbum anmeldt i Pitchfork, at få flyvende cadeau af typer som Brian Eno. Men det er, som om at lige meget hvor meget forventningspres man har smidt i hovedet på Lowly, har de altid modstået det; de har trukket lidt aarhusiansk på skuldrene og udstrålet en slags: »Det er lige meget, for vi har hinanden«. Det kollektivistiske sarte har da også altid ligget i kvintetten, men mens det på debutalbummet og efterfølgeren, Heba og Hifalutin, var mere latent, er det på Keep Up the Good Work blevet mere direkte. Albummet er skrevet gennem coronapandemiens nedlukningstid og er en samling af diverse refleksioner, kvaler og glæder, der har mærket dem i disse tider.
Der er flere steder, hvor man som lytter mærkes af Lowly. I numre som ”Nothing Much”, ”Happen”, ”Mouth og ”Took A Day Off Feeling Sad” bliver Soffie Viemoses og Nanna Schannongs vokaler næsten kvalmende, så gode er de. Beskrivelser af dagligdagsseancer bliver båret af en konstant introspektiv mærken efter. En tematisk balance af forsigtig optimisme, hengivenhed og en dunkel sorg giver en mavekolbøttende kompleks tyngde. I en linje som: »We took care of the children / Didn’t want to die alone« emmes der spor af en næsten Lars Skinnebachsk måde at sidestille småtterierne og det store, konkret dagligdag og menneskets omstændighed. Det er smukt. Man ser næsten for sig, hvordan Keep Up the Good Work spiller ind som den følsomme, sansende forsættelse af konceptet Lowly.
Som den gode terapimakker er bandet flere steder gået fra en drivende rolle til en langt mere understøttende rolle og tillader især Viemose at skinne igennem. En akustisk guitar her, et klaver der og produktionerne er mere subtile og konventionelle. Mange sange følger en eller anden form for anticipationsstruktur, og der er sørget for færre overraskelser. De overraskelser der så måtte være, ligger som en foring af subtile blæsere, dybe synths og stemmeforvrængning.
Subtilitet er én ting, men nogle gange savner man Hifalutins store, men stadigt stramme dreampop-slør, fordi det ubesværet indlemmede alle kuriøse, eksperimenterende facetter ind under et større sonisk punch. Man sanser det på et nummer som ”Happen”, men ellers er det singlerne ” Seasons”, ”Keep Up the Good Work” og ”You Are Good And I Love You”, der får rollen af virkelig at give albummet karakter. I teorien bør sangenes mere bramfrie og eksperimenterende karakter give liv, men i praksis lider de ofte under et leveringsproblem.
Det er ikke fordi, Lowly er uklare i, hvordan deres nye album rent konceptuelt skruet sammen. Et kig på det visuelle udtryk i artworket på de tre singletracks, forvrængede lilla-orange billeder med en overdreven stiliseret skråskrift, viser et Lowly, der er fuldt bevidste: Der er noget ekstra eklektisk, næsten lidt kitsch og selvironisk over deres nye albumsats. Men det bliver overbevisende af, at der altid er en dybere, moden varme, der binder det hele sammen. Det bliver næsten præmissen for det overdrevne kitsch.
Nogle gange rammer Lowly plet. Man forstår det hele: Dybden, altings forbundethed. Men når kvintettens nye balancegang mellem det oprigtige og det tilforladelige virkelig tryktestes, i et ømt nummer som ”Keep Up the Good Work”, ender mantraer og stemmeoptagelser med at leveres dumpt og for direkte. Et track som ”You Are Good And I Love You” drukner stemmeforvrængning og overdreven »do-do-do«-naivitet. Førstnævnte bliver for performativt og sidstnævnte tarveligt plat. Måske er min studentikose forståelsesramme ikke gearet til at forstå sådan noget som storbyforældreskabets stille sejre, eller måske har jeg bare ikke særligt meget til overs for den måde, det bliver leveret.
I en æra hvor nogle har væsentlig mere åndelig og materiel velfærd end andre – en tendens der blev understreget under netop COVID-pandemien – må man gå omhyggeligt til værks, når man skal skabe sådan en slags fælles terapicirkel slash emotionel scrapbog. Der hvor Keep Up The Good Work er mest opsat på at få os til at føle noget større, ender det til tider med at blive for opslugt i sig selv, i gimmicks, i lyttere, i livets finurlighed og i selve idéen om at skabe følelse til at kommunikere det på en overbevisende måde. Det bliver for overmodigt i dets evne til at skabe magi, og det bliver endvidere ikke hjulpet på vej af, at albummets klippe/klistre-tilgang, den konstante variation af følelser og udtryk, ofte føles drænende.
Hvis Keep Up the Good Work var en farve, ville den være samme termiske orange tinte, som ligger i kursivteksten på deres albumcover; ofte dyb og varm, men til tider også forstyrrende og kitsch. Der er flere steder, hvor man som lytter føler sig seriøst rørt, men der hvor albummet virker ivrigst efter at gøre et indtryk, falder det ofte til jorden.
