Egentlig burde det jo være en forholdsvis let opskrift på en succesfuld koncert: Dry Cleaning i Store Vega. Fundamentet var i hvert fald allerede lagt med først en sublim koncert på et propfyldt Loppen for godt og vel et år siden og sidenhen udgivelsen af gruppens anden fuldlængde, Stumpwork. Jeg var vild med pladen. Redaktionen var vild med pladen – endda over flere omgange. Ikke nødvendigvis fordi den signalerede noget nyt for bandet andet end et mærkbart løft i den samlede produktionsværdi, men fordi Dry Cleaning til alt held insisterede på at vedholde lige præcis de ingredienser, som skaber deres supersimplistiske kompositionstilgange og underligt distancerede aura. Det er slow burners; numre, der nærmest aldrig slår igennem ved første sekund af første gennemlyt, men som lige pludselig hænger ved, hvorefter fraser som »And I’m gonna see the otters / There aren’t any otters / There are« dukker op et eller andet sted i underbevidstheden en eller anden kold vintermorgen på Dybbølsbro Station.
Linjen er i øvrigt fra “Kwenchy Kups”, som meget passende åbnede aftenens koncert, hvor den sammen med “Gary Ashby” – fortællingen om den stakkels forsvundne skildpadde – blev brugt som prøveballoner for at fintune dét lydbillede, der mere end noget andet centraliserer sig om frontkvinde, Florence Shaw. Shaw er en enigmatisk størrelse på en britisk postpunk/post-Brexit-scene, som ikke ligefrem mangler særegne karakterer, og meget er allerede blev skrevet om hendes stream of consciousness-lyrik, monoton/lakoniske vokal og dybt fascinerende fremtoning. Ved bandets første besøg herhjemme var hun gemt i gulvhøjde, så man skulle stå på tæer og svaje hovedet rastløs fra side til side for blot at snuppe et glimt af hende (og bandkollegaerne), såfremt man ikke stod klos op ad scenekanten. Der var med andre ord en nævneværdig intimitet, hvor man som publikum kom lige præcis så tæt på, som numrenes (og i særdeleshed Shaws) underliggende introverthed påkræver. En intimitet, som en sal og en scene som Store Vegas – foruden da jeg senest oplevede bandet i fuld dagslys på Primavera Sound tilbage i juni – aldrig vil kunne være i stand til at levere.
I stedet lod omstændighederne i højere grad til at gøre bandet en bjørnetjeneste ved at smide dem op til offentlig skue, hvor hele seancen aldrig undgik at føles underligt distanceret. Denne aften var det desuden også, som om Dry Cleaning fortsat er en (om ikke andet) velbevaret hemmelighed. Der var hængt et sort backdrop op, hvor balkonen starter, og selv det forkortede lokale var langt fra fyldt, hvilket jo i sidste ende også må passe Shaw glimrende, for som hun jo siger på Stumpworks vuggende titelnummer: »What I really love is to not use something to its full capacity / Not full power / Half its potential.« Det nummer fik vi også serveret undervejs – ja, rent faktisk var det kun pladens afsluttende “Icebergs”, som ikke havde fundet vej til aftenens sætliste, der i sin Stumpwork-tunge helhed stadig også formåede at byde på ældre og mere obligatoriske indslag.
For Dry Cleaning handler det dog først og fremmest om groovene, hvilket det ikke ligefrem ville være en underdrivelse at sige, at de har mange af. Fra den fyldige og funky bas på “Hot Penny Day” til det insisterende tromme- og guitar-motif i omkvædet på “Viking Hair” fra kvartettens anden EP, Boundary Road Snacks and Drinks, og den indledningsvist sløve, drømmende instrumentering på “Her Hippo” fra debutfuldlængden, New Long Leg – Shaws rolle ville i hvert fald næppe fremstå tilnærmelsesvist lige så effektfuld uden de ofte underspillede melodier, som hendes tekster læner sig opad. Forholdet mellem de fire individer (samt femte tour-medlem i form af The Wytches’ Dan Rumsey) lader i hvert fald også til at passe de involverede ganske fint. Guitarist Tom Dowse kunne eksempelvis unægteligt have været rockstjerne i mere ligegyldige bands, men nøjes i stedet med at skeje lettere tilbageholdent ud og spille sine helt igennem uovertrufne riffs som på førnævnte “Viking Hair”, Stumpworks højdepunkt “Liberty Log” samt Dry Cleanings ubestridt bedste nummer, “Magic of Meghan” fra debut-EP’en, “Sweet Princess”. Imens må det være noget nær umuligt for alle groove-fetischisterne derude at fjerne øjne såvel som ører fra bassist Lewis Maynard, der fremstod som den mest essentielle bidragsyder på “Scratchcard Lanyard” og “Strong Feelings” (begge fra New Long Leg) foruden dagens afsluttende “Anna Calls from the Arctic”, hvor trommeslager Nick Buxton også indledningsvist bidrog på saxofon.
Derfor burde det – for at gentage min indledning – have været en smal sag også at gøre denne aften i selskab med Dry Cleaning til en ganske gennemført koncertoplevelse. Men det blev det aldrig, og i stedet fremstod briterne som et band, der bare var der; deroppe på scenen. Vi var der også bare, mens man brugte det meste af aftenen på observere og aldrig for alvor lod sig rive med, fordi distancen mellem publikum og band aldrig indbød én til at blive mere fortrolig med deres reserverede lydunivers. Min umiddelbare frygt går derfor på, at Dry Cleaning er ikke længere vil kunne opleves i det format, der klæder dem og deres musik bedst. Dukker bandet op på en eller flere danske festivaler i løbet af de kommende somre? Sandsynligvis. Vil det blive i de rammer, de dybest set fortjener? Vi krydser fingre og håber på det bedste.






Fotos af Mathias Kristensen