Den londonbaserede kvintet Ulrika Spacek debuterede i 2016 med The Album Paranoia. Det var guitarbåren alternativ rock uden så mange dikkedarer, med referencer til bl.a. Deerhunter, Sonic Youth og krautrock. De efterfølgende udgivelser kom slag i slag: Modern English Decoration i 2017 og Suggestive Listening EP i 2018. Sidstnævnte EP bekræftede deres forkærlighed for meta-titler, men markerede desuden et skift hen mod en mildere, mere indierocket lyd. Herefter kom der dog en kæp i hjulet på bandets produktivitet. Arbejdet på den tredje plade blev allerede påbegyndt i 2018, men en kombination af interne spændinger og ydre omstændigheder fik dem kort efter til at lægge projektet på hylden. Den globale pandemi hjalp ikke just på situationen. Da man endelig kunne smide mundbindene, fandt bandmedlemmerne dog sammen igen for at færdiggøre, hvad de havde startet fem år tidligere.
Compact Trauma er altså skrevet både før og efter Corona. Alligevel virker den forholdsvis sammenhængende i både lyd og tekst, om end på sin egen spraglede facon. Sangene følger sjældent den klassiske vers-omkvæd-form, og der bliver ofte sprunget mellem forskellige genrer, stemninger og stilarter, gerne inden for det samme nummer. Tag blot “Diskbänksrealism”, der starter med et kækt og ubekymret guitarriff, men ender med en intens og tungsindig outtro, hvor forsanger Rhys Edwards veksler mellem hvæsende falset og sin sædvanlige indadvendte quiet desperation-vokal.
Edwards’ lyrik er ligeledes som brudstykker, der konstant springer mellem det konkrete, poetiske og abstrakte. Som en poetisk dagbog der er blevet klippet i stykker og sat sammen på ny. Teksterne kredser om moderne desillusion, ambivalens og afsondrethed, men ofte med glimt af selvironi. Som på “Accidental Momentary Blur”: »A little something to cut the nerves / There’s no forthcoming enlightenment / But they say “write what you know” / Don’t know much at all«. Der opretholdes hele tiden en lethed eller distance i teksten, der på den ene side redder den fra at blive patetisk, men som også gør den svær at relatere til på et dybere plan.
Men til trods for at sangskrivningen er dynamisk og alternativ, virker det hele alligevel yderst bekendt. Størstedelen af sangene minder nemlig om den alternative rock, der blev produceret for et par årtier siden. Som om Compact Trauma i virkeligheden var en nyligt opstøvet indieplade, der har ligget gemt i en skuffe siden 00’erne. Titelnummeret kombinerer f.eks. skarp, hakkende rytmeguitar a la Mews “Circuitry Of The Wolf” med en lyd og sangskrivning, der kunne være taget ud af Deerhunters Microcastle. Desværre smelter sangens dele ikke rigtig sammen. Den indledende orgel-intro er lige lovligt lang, og i den afdæmpede outtro bliver den opbyggede intensitet fuldstændig tabt på gulvet. Der er intet i vejen med kontraster, men slutningen er for forsigtig og melodisk uinteressant til, at den pludselige ømhed bliver vedkommende og effektfuld.
Noget lignende gør sig gældende for det næsten 11 minutter lange nummer “Stuck at the Door”. Tidlig Mew og Deerhunter spøger igen i min bevidsthed, når jeg lytter til de første 3 minutter. Musikken er ingenlunde revolutionerende, men har egentlig en fed energi og en god fremdrift. Men også her vælger bandet at klistre ekstra formled på, der tynger sangen ned frem for at tilføje noget væsentligt. Den sidste, sfæriske del er i særdeleshed en kedsommelig, langtrukken affære. Jeg kan ikke lade være med at måle det op imod de ambiente numre på Deerhunters Why Hasn’t Everything Already Disappeared, der vil noget af det samme, men formår at gøre det langt mere overbevisende.
En lignende sammenligningsøvelse kunne jeg sikkert lave med bl.a. “Accidental Momentary Blur” og “It Will Come Sometime”. På Compact Trauma lyder Ulrika Spacek nemlig for det meste som alt muligt andet end bare sig selv. Men det er jo ikke i sig selv interessant at få oplistet en anmelders subjektive associationer. Derimod er det en kritisk pointe i sig selv, at dette hele tiden er min første indskydelse: At overveje hvem bandet lyder som, frem for at lade numrene tale for sig selv. Inspirationskilderne – eller i det mindste de musikalske slægtninge – bliver simpelthen ikke overskredet eller brudt på en måde, der er spændende nok til, at jeg holder op med at tænke på inspirationskilderne.
Det lykkes dog momentvis. Eksempelvis på albummets anden single og absolutte højdepunkt “If the Wheels Are Coming off, The Wheels Are Coming Off”. Sangen bjergtog mig fra første lyt med dens drilske taktart og stemningsfulde lydbillede, der balancerer mellem det mystiske og majestætiske, mellem drøm og mareridt. Den lakoniske lyrik understøtter en følelse af eksistentielt ubehag: »What a day to feel something / What a day to dream of something / With eyes wide and bleeding feet«. Forsanger Rhys Edwards leger desuden med et mørkt, post-punket udtryk, hvilket skaber en klædelig afveksling fra hans sædvanlige luftige, tilbageholdte klang.
Da jeg hørte de lovende singler, blev jeg faktisk fuld af forventning til Ulrika Spaceks nye plade. Og bandets bagkatalog understøttede blot det gode førstehåndsindtryk. Jeg håbede på at få benene slået væk under mig, men desværre formåede resten af albummet ikke at leve op til singlernes løfter. Sangene vokser aldrig sammen til et værk, hvor helheden er mere end summen af delene. Det samme kan måske siges om bandet selv: At det ikke er mere end dets medlemmer, men snarere er gået hen og blevet en kreativ spændetrøje. Sidste år udgav Rhys Edwards i hvert fald solopladen Flickering i under navnet Astrel K, der i mine ører er mere tidssvarende og fængende end Ulrika Spaceks nyeste kreation. Med enkelte undtagelser virker Ulrika Spacek slet og ret som et projekt, der er gået i tomgang. Og Compact Trauma bliver en lettere frustrerende lytteoplevelse, fordi albummet emmer af uforløst potentiale og manglende retning snarere end talentløshed.
