Chicago-bandet FACS har hidtil ikke fået meget opmærksomhed i den danske musikpresse. Det er en skam, for bandet har en særlig evne til at udfolde støjens nuancer med en behersket præcision, der balancerer elegant mellem det melodiøse og det disharmoniske. Der er en minimalisme og ro i bandets hårdtslående sange, så deres lyd på én og samme tid fremstår abstrakt og industriel, krystalklar og tilsodet.
Før FACS blev til, spillede de tre nuværende bandmedlemmer i det alternative rockband Disappears, der udgav hele fem plader mellem 2010 og 2015. Da bandet mistede sin bassist, formede de i stedet FACS. De beskriver selv deres fjerde plade Still Life In Decay som et addendum eller tillæg til 2021’s Present Tense. Men den kan skam sagtens stå på egne ben. Selvom pladen måske er en tematisk eftertanke til deres seneste album, er den musikalsk fuldt på højde med forgængeren.
Albummet lægger stærkt fra land med “Constellation”, hvor hvid støj leder over i et dystert groove, der bevæger sig fremover med tunge, slæbende skridt. Efter et break halvvejs inde i nummeret, hvor tempoet sættes i vejret, vokser nummeret stille og roligt, indtil det kulminerer i en mur af forvrængede guitarakkorder i bedste My Bloody Valentine-stil. Selvom sangen er præget af repetition, føles det aldrig repetitivt. FACS trækker ikke tingene i langdrag, men formår hele tiden at afbalancere gentagelserne med organiske variationer og fremdrift.
Still Life In Decay er Alianna Kalabas svanesang som bassist i FACS. Svanesang er måske så meget sagt, for bassen er tungere og mere forvrænget end nogensinde. Dens maskinelle snerren og buldren fungerer som et gennemgående fundament, der binder pladens seks forskelligartede numre sammen. Et andet gennemgående element er Noah Legers markante trommespil, der er stramt og muskuløst uden at blive dominerende.
Rytmesektionens centrale rolle er tydelig på et nummer som “When You Say”. Det intense trommespil og den tilbagelænede bas udgør singlens dynamiske skelet, som Brian Case bygger oven på med sine skæve, repetitive guitarfraseringer og punkede, atonale vokal. Gennem hele nummeret veksles der mellem to tilstødende akkorder i et lettere spændingsfyldt forhold, alt imens bassen og guitaren kæmper om, hvorvidt grundakkorden er i dur eller mol. Sangen eksemplificerer FACS’ musikalske metode, hvor instrumenterne kredser om et relativt simpelt melodisk tema, som udforskes tålmodigt. Som en sonisk skulptur, der løbende hugges til, så nye aspekter træder frem.
Guitarsoloen halvvejs inde i “When You Say” er et godt eksempel på FACS’ kontrollerede, beherskede tilgang til støjrocken. Case lægger an med forvrængede, hakkende toner. Men forventningen om en hård og eksplosiv solo undergraves, idet guitaren pludselig skifter over i en åben og ren klang. Vi går fra et tæt, klaustrofobisk lydbillede til en vidtstrakt ødemark, hvor der er plads til at ånde. Derfra stiger intensiteten, indtil vi havner tilbage ved intro-temaet, der nu forvrænges, så nye, disharmoniske klangfarver træder frem.
Selvom FACS spiller med distortion-musklerne, går de aldrig amok. Larmen og vildskaben holdes i kort snor, og selv deres mest eksplosive energiudladninger har en introspektiv, indadvendt karakter. Cases lyrik bidrager til sangenes meditative udtryk. Teksterne virker mindre interesserede i den krasse, samfundsmæssige dystopi end i egoets foranderlighed og skrøbelighed.
I en note til sangen “Still Life” skriver Case: »I’m obsessed with memory and how people remember things«. Hukommelsen er på den ene side det, der holder identiteten sammen, og på den anden side en gråzone, hvor selvets grænser bliver udflydende. Og det er dette ingenmandsland mellem identitet og opløsning, der udforskes på Still Life In Decay. På den tranceagtige “Still Life” lyder det således: »The street names have changed / And so has yours / The warp of everyday / Feels like someone else’s memory / Do you remember? / A house always empty / Do you remember? / My other name«. Identitetsforvirringen akkompagneres af, hvad der lyder som forvrængede guitarakkorder spillet med violinbue. Sangen munder ud i et længere, ambient instrumentalstykke med sitrende droner, der danner en effektfuld kontrast til det tunge groove på afslutningsnummeret “New Flag”.
Selv på “Class Spectre”, hvor det umiddelbart er klassekamp og coronapandemi, der er på tapetet, er Cases lyriske tilgang dunkel og underfundig: »Cancelled future / Written out of history / Language in vain / You can come back / But not the same«. Det er befriende langt fra ideologiske paroler eller naiv undergangspoesi. Det er abstrakt, men alligevel prægnant og vedkommende.
Det kan dog diskuteres, om Cases vokal kan bære at ligge så langt fremme i mixet, som den gør på det nye album. Hans vokal har en flabet, arrogant kvalitet, der ikke altid harmonerer med teksternes sårbarhed og instrumenternes monumentale lyd. Desuden fremstår den decideret spinkel og skinger visse steder. Når han midt i “Class Spectre” råber »turn away!«, falder den intenderede dramatik eksempelvis lidt til jorden.
Dette laver dog ikke om på, at FACS har leveret et bundsolidt album uden slinger i valsen. Der er ikke et eneste svagt moment på Still Life In Decay. Og selvom Cases vokal kan være lidt kantet til tider, opvejes det til fulde af de åbne, suggestive tekster og musikkens beherskede vildskab. Det er et album med en dystopisk skønhed, der vokser på mig for hver gennemlytning, og som er en af årets helt store positive overraskelser.
