Sidste gang vi hørte fra Jeppe Brix (guitar) og Silas Tinglef (trommer) i formen Howl Baby Howl var for hele 10 år siden. Her udgav de sidste plade i deres anmelderroste EP-trilogi … og så blev der stille. Eller ikke helt stille; de her begge haft gang i et hav af projekter – de har produceret, de har turneret, de har indspillet – men ikke som Howl. Howl var død. Men heldigvis for den danske rockscene og dennes fans var der blot tale om skindød. De to har fundet sammen igen, og på Heavy on the Tongue har kemien har aldrig været bedre; der sker bare et eller andet helt særligt, når Brix og Tinglef går i studiet sammen.
Der er sket rigtig meget siden sidst. Da duoen gik af pladescenen i 2013, var det til lyden af velspillet rock tilsat rungende synthesizers og forvrængede vokalflader. Der var masser af støj, men trods det rå ydre lurede der en letflydende melodiøsitet lige under overfladen. I 2023 tager Howl Baby Howl fat et lidt andet sted; på Heavy on the Tongue har de skåret anderledes ind til benet og sat rockmusikkens måske vigtigste instrumenter – guitaren og trommesættet – i det absolutte centrum. Og det var en virkelig, virkelig god beslutning. Her er det råt hele vejen igennem. Så råt, at det får Howl Baby Howl anno 2013 til at lyde som et popband.
Den der fuldstændig ufiltrerede lyd af elektroniske strenge, der beherskes af fingre i total kontrol. Beherskes af en musiker, der har et gudsbenådet talent for at skabe riffs og melodier, der borer sig ind i din hjerne og bliver hængende. På én gang tungt, smadret, råt og alligevel fremført som om, det var det letteste i verden. “Get Back To You” – et simpelt, elegant og helt absurd ørehængende riff. Der vrænger og hviner og dominerer. “So Blind” endnu mere råt riff, endnu mere simpelt. Hvad er det, seks akkorder? Mere skal der ikke til for at få hver eneste af dine garagerockede nerveender til at sitre. “Do You Realize” – langsom, tung, mørk. Fræsende, dirrende af mol og så lige et frækt, lille guitarriff hen over hele herligheden. På singlen “Walking a lot” hypnotiseres der med et riff på to toner. Frem og tilbage, vuggende, som i en cool westernfilm. Cool er ordet, så klichefyldt som det er; den her guitar er legemliggørelsen af cool. Og det var kun guitaren.
Tinglef har lige så meget kontrol over trommer og andet slagtøj, som Brix har over strengene; På “So Blind” følger stikkerne sømløst det tunge tempo og giver det snerrende riff kam til sit hår med et tilfredsstillende overforbrug at bækkener. Den psykedeliske, pulserende “Wauwau” får et ekstra lag af musikalsk nuance med udfordrende trommer, der danser sin helt egen dans på tværs af det tredelte taktslag. Og på ”Wild Things” stikker det helt af på den bedst tænkelige måde, for her bliver trommerne sat i centrum. Man frydes over deres detaljerige kompleksitet, deres drilske og avancerede rytme, der snart følger et forudsigeligt beat, snart smadrer igennem i dobbelttempo, snart holder sig tilbage i en enkelt takt, før de tonser derudaf igen. Her føler man sig virkelig musikalsk forkælet.
Og det er netop i detaljen, at magien opstår. For selvom det er en bevist beslutning, at der skal være en overvægt af, hvad man vil kunne kalde ligefrem garagerockstøj på Heavy on the Tongue, så kan Brix og Tinglef alligevel ikke dy sig for at lege lidt med andre instrumenter. Dykker man lidt dybere ned i numrene, begynder man at ane de mange musikalske lag, der gemmer sig; den pirrende bas i baggrunden på “Walking A Lot”; de lavmælte tangenter på “Get Back To You”; en saxofon på psykedelisk afveje på “Do You Realize?”. Og så er der et nummer som “Lightning Zone”, der fuldstændig bryder med resten af pladens rytme. Støjen fjernes og en smuk og ganske sart melodi blotlægges. Trommerne sælsomme, guitaren harmonisk og graciøs. Et rytmeæg i baggrunden forfører med sin umiskendelige raslen. En xylofon også, her og der. Howl Baby Howl havde ikke behøvet det; her præcis på midten af pladen er man allerede overbevist om, at Brix og Tinglefs exceptionelle samspil er udmundet i en virkelig, virkelig god rockplade. Et veldrejet nummer som det her er blot en stor, fed prik over et allerede robust i.
Howl Baby Howl har begået en plade, der lyder af Københavns beskidte rendesten; af storbysromantik, af rå rock. Begrænsningens kunst kan være umådelig svær, men her balanceres den perfekt; garagestøjen i centrum, den musikalsk legesyge i baggrunden.
