Plader

Leizure: Heaven Is Full of Rotten Fruit

Skrevet af Jacob Hansen

Leizure har været en tur i himlen og hentet rådne frugter. Men på vejen tilbage, fandt de noget så unikt, at de begynder at skille sig ud i det musikalske punklandskab.

Måske du har oplevet at være så frustreret, at følelserne banker på indersiden af dit bryst for at bryde ud i raseri. Og måske du så har fyret op for lidt oprørsk punkmusik for at få det hele ud. Den slags musik, hvor forsangeren brøler side om side med frygtindgydende dommedagstrommer og en rødglødende smadderguitar, der sætter ild til rummet. Sådan en vredesforløsning kunne man finde på københavnske Leizures debutalbum, Primal Hymns fra 2020, som kort sagt er kvalitetsstøj for de indebrændte sjæle. Tre år er gået, og nu står punk-kvartetten med deres anden plade Heaven Is Full of Rotten Fruit en musikalsk mavepuster i orkanstyrke, der rammer de helt rigtige steder. Med bæltet en tand mere stramt, tager de lytteren hen til et åbenbarende sted i lydlandskabet.

»I’ve been to heaven and back again!,« to metalliske koklokkeslag og så er der ellers inviteret til svingom under et country-halbal fra helvede. Hvis du ikke har rejst dig fra din stol, er det i hvert fald garanteret på åbningsnummeret “Heaven and Back (Again)”, hvor lynhurtige bluesriffs og spjættende lilletrommeslag sætter gang i festen i noget, der fører tankerne hen på en amerikansk trælade. Det er et svært medrivende nummer, der også får saxofonen frem i billedet med et tema, der ligger let og improviseret over det ellers folk-rockede fundament. Før første gang udnytter de saxofonens potentiale til fulde, og det klæder dem virkelig godt.

Alt i alt en rigtig god start, men det er lang fra slut. Næste i rækken står nemlig “Gunshots in the House of God” bevæbnet og klar til at foretage et bagholdsangreb på kirken med et overlegent folklore-tema og en bloddryppende plekter-bas i lommen. De er et nummer, der beviser, at de kan udarbejde nogle vel-sammenstøbte postpunk-kompositioner med en tilbagelænet attitude. Og så oven i købet kaste det ned i en pose med bland-selv-slik, så det skaber en musikalsk veltempereret eftersmag af folkblues og indierock. Alt imens forsanger, Zakarias Sanderson, smider sin hvæsende punkstemme ud over scenekanten med et ekspressivt og råt udtryk. Især når han mod enden bryder ud i forløsning med ordene »gunshots in the house of God.« Det er virkelig til at mærke, at han er alt andet end genert, så snart musikken spiller.

Som man lige tror, at det høje tempo og den umættelige energi får en pause for en stund, så sparker “Feathers on Fire” døren ind med samme vibe som åbningsnummeret blandt halmballer og cowboyhatte. Ja, faktisk nærmest instrumentalt identisk med deres tur til himlen og tilbage igen. Denne gang med en mere funky guitarrytme, der nærmest er så energisk, at man skulle tro, den var på speed. Det her nummer er virkelig en party-starter, som vil høste gode point fra publikum til deres fremtidige livekoncerter.

Og pludselig er det, som om at de har flippet mønten 180 grader i den sidste halvdel af albummet. Både tempoet og udtrykket har i hvert fald fået nye boller på suppen, og sange som “Whip of Love” og ”Howling Night” viser en mere melankolsk og inderlig side frem i de fem fyre. Det er en maske, der på udmærket vis matcher deres lyd, men som mangler at få lytteren rent følelsesmæssigt trukket med.

Altså savner jeg, at de går lige så all-in på det dybfølte, som de ellers gør på det energiske niveau. Men hvorom alting er, får de vist nogle nye retninger og formår at skabe nogle nakke-vippende opbygninger som på førstnævnte “Whip of Love” med et solidt vrængende guitartema i forening med en hurtig hi-hat, der ændrer stemningen på forment vis. Men hvis jeg nu alligevel skulle sætte en finger på den korte liste over ting, jeg savner på deres anden skive, så vil jeg tillade mig at trække en tråd til åbningsnummeret “Caveman” fra debutalbummet. På det nummer tager de nogle flere chancer og fastholder den mere underlige nuance i deres lyd, som forenes af punkede undertoner og skæve jazzede afvigelser. Den fornemmelse savner jeg her i pladens afslutning.

Men hvad fandt de så deroppe i himlen? Altså ud over rådne frugter. Svaret kan du måske tyde fra iagttagelserne ovenover. De har nemlig fundet et hul i det genre-konventionelle punkmarked med en lyd, som afviger sig fra bunken af andre punkinspirerede bands. Med denne udgivelse formår de at skabe en unik lyd, der forener postpunk med et touch af jazzet countryfolk. Heaven is Full of Rotten Fruit er en kreativ sammenstøbning, der ikke bare viser nye sider af bandet, men også hvor mange ansigter punkgenren i virkeligheden har. Især når den kommer fra Leizure.

★★★★★☆

Leave a Reply