Plader

The Lemon Twigs: Everything Harmony

Skrevet af Dastan Marouf

Brødrene D’Addario går all-in på at genskabe behagelige og nostalgiske lyde i Everything Harmony. Deres evne til ubesværet at kanalisere indflydelser bliver også deres største hæmsko.

Brian og Michael D’Addario har hang til at optræde. Da broderparret fik deres start som børneskuespillere, i alt fra TV-serier til musicals, fik de formentlig også et solidt grundlag for at kanalisere artisterier teatralsk. Da de efterfølgende tog skridtet til musikken, var det som om, evnen til at skabe performativt image fulgte med.

Do Hollywood, deres første album, viste duoen i flamboyante jakkesæt og stramme læderbukser. Go To School, deres andet album, var en musicalhistorie om en abe, der levede et liv som menneskedreng. Songs for the General Public, deres tredje album, kanaliserede musikalsk pastiche en masse. The Lemon Twigs bærer i sin kerne noget kunstnerisk iscenesat.

Grundlaget for iscenesættelsen er en stilistisk tilbageskuen, og de er hurtigt blevet placeret i kategori med kunstnere, der skuer fem-seks årtier tilbage, når de skal finde deres musikalske inspiration. Tænk Foxygen, Whitney og Weyes Blood. At fremvise de gamle 1960’ere og 1970’ere er lidt D’Addario-brødrenes ting, må man forstå.

Everything Harmony er også dét. Coveret prydes af indramning og stiliseret blokskrift a la The Doors’ Morrison Hotel, beskuet distance a la The Beatles’ Rubber Soul, øm tomandsalliance a la Simon & Garfunkels Bridge Over Troubled Water. Det bliver The Lemon Twigs’ mest velspillede album til dato, men samtidigt også et af deres mest hæmmede.

»There’s a leaf that returns in the fall / That no one can recall / When winter comes around,« lyder det fra Brian D’Addario som noget af det første på indledningen, ”When Winter Comes Around”, inden nummeret går op i et rumklangscrescendo a la 70’ernes folk. The Lemon Twigs har noget på hjerte, og denne eksistentielle fortvivlelse er limen, der skal binde pluralismen af indflydelser sammen.

”In My Head” og dens desperation fremkalder det store skift fra barokpoppens lalleglæde til den senere dunkle følelsesmæssige flertydighed; det man kunne høre, da The Beach Boys i sin tid pludselig udkrængede: »Sometimes I get very sad«. ”What Were You Doing” og dens rockguitarer er power-pop, der smelter én med samme nonchalance som Big Star, de følsomme hjerteknusere, formåede. ”Still It’s Not Enough” og dets nøjsomme vokal føles ligesom at høre Nick Drakes sagte og let hermetiske musik.

Man skulle tro, de havde taget en tidsmaskine. Eller at de befinder i et evigt 60’er-rollespil. D’Addario-brødrene formår at ramme mange af de nerver, der var dengang og stykker dem skarpt sammen. Produktionerne er større, mere omhyggelige og mere ambitiøse end på et album som Songs for the General Public.

Trods – eller nærmere grundet – rækken af indflydelser, bliver Everything Harmony svær at sætte i bås. Vil man at se værket på niveau med 70’ernes introspektion, som førnævnte Simon & Garfunkel og Nick Drake, standser pladens større produktioner og bandets flamboyante attitude det hurtigt. Vil man i stedet sammenligne det med 60’ernes lette udtryk, som præ-Revolver The Beatles, bliver det derimod tydeligt, at D’Addario-brødrene er ude efter noget mere indadskuende.

Nej, Everything Harmony agerer snarere løs samling af 60’er- og 70’er-æstetik. Hele paletten udnyttes. På ”Any Time Of Day” befinder man sig, takket været produktion og vokalisering, i noget, der kunne minde om musik fra soul-bølgen, der dominerede i perioden. Det er her, albummet virkelig brillerer – i denne evne til at skabe en sød sammensmeltning af lydene fra disse tider. Men af næsten samme grund som det lykkes, udfordres pladen også.

Stort set alle kunstnere henter inspiration, men der er forskel på at emulere og at imitere. Det, der udmærker en kunstner som Weyes Blood eller et revivalalbum som Foxygens We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic, er i høj grad evnen til at emulere 70’ernes lyd ind i noget markeret eller selvstændigt. Foxygens album var så konceptuelt udtalt til at man følte, man var havnet hovedet først i bandets særegne univers. Weyes Blood inddrager sin person i sådan en grad, at hendes 70’er-indflydelser blot ender med at stå i baggrunden.

The Lemon Twigs’ nostalgiske opvisning bliver så dominerende, at de ender med at spænde ben for kunstnerisk identitet og substans. ”Everyday is The Worst Day Of My Life” tillader eksempelvis, takket være sin simple natur, ikke store soniske besnæringer. Jo flere gange duoen desperat synger titlen, jo mere blottes det, at Everything Harmony mangler kreativ tyngde. Det vildeste, D’Addario-brødrene formår, er til tider at snige en rumklanget indieguitar ind i albummet, men det er også dét.

Mens deres tidligere album måske manglede samme rige produktion, søde vokalisering og stilistiske skarphed, charmerede de takket være gejst og karakter. Nu har Everything Harmony løftet duoens musikalske kvalitet markant, men samtidigt også reduceret dem yderligere til retro-pastiche. Trods dette er det dog mærkbart, hvordan broderparret er tappet ind i deres indflydelser og har samlet deres lyd. Deres nyeste album er skåret godtBrian og Michael D’Addario er næsten gået så langt, det er muligt at gå med velspillede gengivelser, inden man for alvor er nødt til at træde i kreativ karakter. 

★★★★☆☆

Leave a Reply