Guitarsoloen er en truet dyreart. Ikke den lille, kække guitarsolo, der fungerer som ekstra lir på sættets sidste nummer, men den fuldbyrdede, uforsødede, søgende guitarsolo. Soloen, der bliver en attraktion i sig selv. Der er dog enkelte, der beskytter og dyrker den stigmatiserede strengebetvingning, herunder Built to Spill-bagmand Doug Martsch.
Igennem tredive år har Martsch, og de evigt omskiftelige bandmedlemmer, der udgør Built to Spill, leget med guitarrocken. Fra den ungdommeligt naive There’s Nothing Wrong with Love (1994), over den episk artrockede Perfect from Now On (1997), til Keep It Like a Secret’s (1999) arena-indierock, har Martsch skabt et ganske unikt udtryk, hvor guitarsoloen altså lever i bedste velgående.
Da den altid fåmælte Martsch og hans ganske lille band indtog et sommerhedt Loppen sent fredag aften, stod det hurtigt klart, at Built to Spill anno 2023 stadig kan levere varen. Det var et ret afslappet band, der gavmildt delte ud af numre fra samtlige af karrierens ni plader. Nærmest som vi skrev, da Built to Spill spillede i Pumpehuset for 10 år siden: ”Numrene sprang af bandet som svedperler fra forsanger Doug Martsch virrende isse.”
Efter Martsch uden videre omsvøb har sat guitaren til, lægges der fra land med ”Three Years Ago Today” fra bandets første plade. Vokalen virkede, af mangel på bedre betegnelse, ulden, og er noget begravet i mikset, men nummeret viser den side af Built to Spill, der er allermest melodisk og opløftende. Her får vi også den første af mange guitarsoloer, hyperprofessionelt eksekveret. Da vi efter den valsende ”Stab” går videre til ”Gonna Lose” fra bandets nyeste plade, When The Wind Forgets Your Name (2022) er det tydeligt, at der går en klar linje fra det tidlige halvfemsermateriale til de nye numre. Ikke forstået som at Martsch gentager sig selv, der er tværtimod en træfsikkerhed og en konsistens i materialet, som godt og grundigt blev mejslet fast i takt med at koncerten skred frem.
2023-udgaven af Built to Spill er en vaskeægte powertrio der, foruden Martsch på vokal og guitar, udgøres af bassist Melanie Radford og trommeslager Teresa Esguerra. Trioformatet fungerede fortrinligt – lyden blev meget direkte og fik et hint af garagerock, som klædte selvsagt alle numrene. Særligt Radford gav, nærmest Tina Weymouth-agtigt, numrene melodisk kant med slagkraftige baslinjer og en, særligt set i forhold til Martsch, meget udadvendt og synligt begejstret facon.
Der er mange mindeværdige numre at trække på, og de fremstod alle stærke denne aften, Den triumferende ”The Plan” blev spillet helt efter bogen, men undertegnede kan ikke andet end at være imponeret over, at den lille besætning kan lyde så stort. Og at Martsch kan bijobbe som lead -og rytmeguitarist og synge helt og aldeles hæderligt imens.
Noget af det, der også bar aftenen, var de meget kompetente covernumre. Daniel Johnstons afdæmpede ”Bloody Rainbow” skilte sig ud fra de storladne melodier, der prægede resten af settet, men Martsch viste sig som en dygtig fortolker, der med stor autoritet fremførte nummeret. Det samme gjorde sig gældende, da han, efter et kort »How y’all doin’«, gav sit take på Cate Le Bons ”Are You with Me Now?” (og på det tidspunkt var vi så sandeligt med ham). Nummerets kringlede guitarriff passer perfekt ind i Built to Spills univers, selvom det er svært at pege på den præcise årsag. Martsch forstår at finde sine artsfæller.
Med ”Randy Described Eternity” fra storværket Perfect from Now On indledtes koncertens sidste etape som bød på en tur ind i mørket, der ellers havde glimret ved sit fravær. Lyden var blevet rettet op og vokalen sad, hvor den skulle. Efter lidt forceret at være gået af scenen, kom Martsch og co. tilbage for at levere ”Broken Chairs”, der hurtigt udviklede sig til et ekstatisk støjinferno, komplet med ekvilibristiske guitareskapader. Simpelthen et fornemt punktum for en alsidig, der på trods af et lidt diffust lydbillede og enkelt ukoncentrerede publikummer, var indierock af fineste skuffe.
Fotos af Niclas Hawkesworth.
