Singlr

Fredagssinglr’: Tacobitch – Water/People

Roskilde-aktuelle Tacobitch tager dig med på et psykotisk, elektronisk syretrip på første single fra deres kommende debutalbum.

Hvis norske Tacobitch ikke allerede er din Roskilde-forelskelse i år, så er det på tide, at de bliver det nu. Det maskeklædte kunstkollektiv er måske gået under radaren herhjemme, men har på fire år opnået kultstatus i den norske undergrund med deres rablende blanding af punk, techno og noise. Bandets to første EP’er, Humami (2020) og Jumami (2022), er i hvert fald begge noget af et ridt gennem rent udsagt elektronisk ondskab, der nok bedst kan opsummeres som udfaldet af det hypotetiske scenarie, hvor Aphex Twin, The Knife og Death Grips har haft en lidt for syg aften sammen i et studie. 

Tacobitch vil absolut heller ikke tæmmes på “Water/People”, den første single fra deres kommende debutalbum. De gospel-agtige vokaler i introen kunne måske forlede én til at tro, at Tacobitch vil til at tage det roligt med dig, men der bliver altså lynhurtigt åbnet op for tasken med herlige ubehageligheder i form af pistolskud, uhyggelige syntetiske horn og rædselsskrig. Herfra drøner “Water/People” egentlig bare af sted mod techno-helvede – eller måske rettere himlen – med halsbrækkende rytmer, breaks og lyde, du ellers kun ville høre som soniske hallucinationer under et dårligt trip.

De elektroniske tæsk rammer for alvor, da nummeret glider over i hård moderne Wax Trax-esque industrial med et overkomprimeret motorcykelriff, for så blot at vende 180 grader tilbage ind i en bliktrommefyldt, ekstatisk dansefest. Det måske lidt ubekvemme, men fantastiske syretrip kammer helt over i manisk crescendo med psykedelisk sitar og en overflod af The Shamen-agtige “wooh”-samples som glasuren på space cookie’en. Der foregår simpelthen så meget, at det er til at blive sindssyg(t glad) af.

“Water/People” er et psykotisk, dansabelt, sjovt og dumt nummer, men ikke mindst også fantastisk håndværk. Nu kan jeg jo ikke spå, men jeg vil gerne lægge mine penge på, at Tacobitch kommer til at sætte ild til årets mest euforiske og underlige Roskilde-fest på Gaia under First Days.


Tacobitch spiller under Roskilde Festivals First Days på Gaia tirsdag den 27. juni klokken 23.00.

Leave a Reply