Skræp: Radio Free Mermaid
»En havnerundfart med koncerter langs kaj og moler.«
Det er grundlæggende, hvad udgivelsen Radio Free Mermaid, der er født af Skræp, er. Skræp er en sammenslutning af musikere og komponister, der i deres musikalske virke har bevæget sig i den noget mere eksperimenterende og avantgarde del af den danske musikscene.
Siden 1988 har sammenslutningen eksperimenteret med musik- og koncertformer, og mange af kunstnerne i Skræp har været en del af den eksperimenterende musikscene endnu længere tilbage.
Pladens bidragydere tæller Irene Becker, Aviaja Lumholt, Henning Frimann, Olga Magieres, Tomomi Adachi, Pierre Dørge, P.O. Jørgens, Per Buhl Acs og Jørgen Teller. Navnlig de tre sidstnævnte herrer er nogle af den eksperimenterende musikscenes grand old men. Trommeslageren P.O. Jørgens har spillet med freejazzikoner, såsom svenske Mats Gustafson og tyske Peter Brötzman. Derudover har han spillet med Jørgen Teller, der har mere end 50 udgivelser på CV’et, i bandet Cockpit Music. Per Buhl Acs er en af dansk punks pionerer, som var med til at kickstarte dansk punk og støjrock i gruppen No Knox.
Disse mange forskellige kunstnere, der hver især har udforsket musikkens form og udtryk forskelligt, indgår dog i en samlet forståelse på Radio Free Mermaid. Fælles for kompositionerne er, at de er skabt som en del af et overordnet koncept. Dette koncept er en udforskning af Københavns havn. En udforskning af dens akustik, dens puls og dens univers.
Optagelserne på pladen er taget fra en liveopførelse af disse otte kompositioner, som blev transmitteret til en kanalrundfartsbåd med et specielt lydsystem, mens de blev fremført på havnen. Der er derfor tale om musik, der på sin vis er skabt til lejligheden – til den konkrete tids- og stedslighed. Det er derfor en vanskelig ting at bedømme en udgivelse som Radio Free Mermaid, fordi præmissen for musikken som sådan ikke kan opfyldes, når den opleves på anlægget derhjemme. Men konceptet og helheden styrker kompositionernes autenticitet, når man lytter til denne dobbelte LP.
Hver komposition er, trods deres forskellighed, bærere af den sammen kolde og hårde grundtone. Med to undtagelser formår de forskellige bidragsydere at ramme en mikstur af industrial, ambient og freejazz, der både rummer skønhed og vildskab. Dette bidrager på positiv vis til, at man kan forestille sig, hvilken helhedsoplevelse passagererne i den kanalrundfartsbåd fik under disse koncerter.
Den skramlende og kolde lyd, der går igen på de fleste af pladens numre, skabes med metalliske slagtøjsskulpturer. På et nummer som ”Havmandens Hawaii” af Jørgen Teller danner lapsteel og elektrisk guitar en vekselvirkning mellem skønhed og fræsende feedback. Derudover krydres ”En fri havn” af Per Buhl Acs og ”Håbets vartegn” af Henning Frimann på en noget lemfældig vis med keyboardmønstre. Det er som om, at grundessensen – den metalliske stemning med slagtøj og dronende loops – er det, der fungerer mest hos undertegnede, hvor brugen af glockenspiel og violin ofte virker som et kærkomment supplement til den ellers så mekaniske stemning.
Modsat er Olga Magieres’ ”Metropolitan 2015” decideret malplaceret i konceptet med et sammensurium af tilfældig anslag på keyboardet, der så bliver forvrænget og sat i ekko, som virker underligt digitalt. De boblende bib-lyde minder om danske Baduns debut, uden dog at have disses mere velovervejede lydforløb. Nummeret passer dog en smule ind i stemningen ved at tilføje et grundspor af minimaltechno, der køres sammen med en mumlende og diskuterende vokaleffekt.
Radio Free Mermaid er virkelig forbundet med det sted, den er blevet til. På godt og ondt påvirker det lytteoplevelsen, når nålen rammer vinylpladen. Grundlæggende må musikken, kompositionernes udtryk, bedømmes på, om det kan stå for sig selv. Kan udgivelsen noget, uden man var tilstede ved eventen? Svaret er efter min mening, ja. Man kan godt fanges af den mekaniske og pulserende energi, der helt klart er til stede på det meste af udgivelsen. Man forstår så at sige hvor og hvad, de fortolker musikalsk. Udgivelsens svage elementer er til gengæld mærkeligt malplacerede og meget fortænkte i deres kompositoriske udtryk. Forvrængede lyde fra keyboard og sampling er ikke interessant i sig selv, men skal tilføje noget til helheden.
Jørgen Teller: Levin Takes
Mens Radio Free Mermaid er en musikalsk fortolkning af den industrielle havn, så er Jørgen Tellers nyeste soloudgivelse en mere romantisk tolkning af havets kraft og ensomhed.
Levin Takes er et album udgivet digitalt via Bandcamp og diverse streamingtjenester. Det er en samling af 13 numre, der hver især bærer titler af maritim karakter.
En dansk musiker med en svensk akustisk guitar i et fyrtårn i Norge. Det er, hvad Jørgen Teller præsenterer for os på Levin Takes. Teller improviserer på sin akustiske guitar, som er det eneste instrument på udgivelsen. Og dog, guitarens klangflader og resonans reflekteres i rummets akustik, som derfor også kan tilføjes som en del af instrumenteringen. Der er en skarp kontrast til den rå lyd på Radio Free Mermaid. Den akustiske guitar rummer på grund af dens lyd en større varme, som ikke kan undertrykkes. Men Teller bringer alligevel en mekanisk stemning ind på grund af hans nørklede spillestil i mange af numrene på udgivelsen.
Når varmen titter frem, på grund af Jørgen Tellers forståelse for hvad den akustiske guitar kan, så fungerer den simple improvisatoriske tilgang godt. Måden at arbejde med den akustiske guitar på, er meget lig den, man kan høre hos den amerikanske musiker Bill Orcutt, men hvor Bill Orcutts spillestil er meget mere desperat og febrilsk, så er den hos Teller kontrolleret.
Overordnet set fungerer musikken fornuftig som stemningsskaber, men er ikke videre nyskabende. Den måde, de mange facetter af den akustiske guitar afdækkes på, er dog med til at gøre den interessant.