Canadiske Owen Pallett kunne åbenbart ikke finde et bedre alias end Final Fantasy. Sært? Han fandt det også nødvendigt at opstille regler for efterfølgeren til debuten Has a Good Home.
De lød:
1. En samling sange, der skal modernisere hver af de otte Dungeons & Dragons “magiskoler”
2. Alle sange skal være for vokal og strygerensemble.
3. Alle, der lytter til pladen, vil aldrig mere gå rundt med selvmordstanker.
Nok en gang sært? Tja, det vil ikke være at overdrive at betegne indgangen til plade nummer to et lidt excentrisk og specielt koncept. Til gengæld er det også svært ikke at blive draget af det lidt obskure og svævende univers, der ligger som en aura omkring He Poos Clouds. Og selv om Owen Pallett bevæger sig mellem himmel og helvede, lykkes det heldigvis for det meste at få skabt en kontakt til lytteren, og de smukke og elegante kompositioner er svære at ignorere.
Det er ikke sange om eventyr og rollespil, som Dungeons & Dragons-konceptet måske kunne antyde. I stedet handler sangene om menneskelige og halvdeprimerede temaer som selvbedrag, forvandling og død.
Trods Owen Palletts samarbejde med The Hidden Cameras, Patrick Wolf og The Arcade Fire ligger Final Fantasys musikalske univers et pænt stykke fra ovennævntes pop- og rock-tendenser, og de sære og næsten klassiske kompositioner ville sikkert være gøre sig godt som lydspor til film.
Indledningen “Arctic Circle” er et studie i, hvor afvekslende et strygerensembles udtryk kan være, og hvor eminente instrumenter strygerne virkeligheden er. Owen Palletts vokal er ikke det store sus i sig selv, men den lyse og lidt vage stemmeføring, der minder om en barok udgave af Belle & Sebastians vokaler, står helt fint til de milde og bølgende violiner.
I det hele taget er det, som dogme nr. 2 foreskrev, strygere, der præger lydbilledet. Ikke noget bulder og brag fra trommer eller blødende guitarflader. Derimod er klaveret på “This Lamb Sells Condos” endnu et klassisk tilsnit på en plade, der i uhørt grad gør brug af enkle og næsten umoderne instrumenter. Ikke desto mindre er det lykkedes Owen Pallett at gøre lyden let, luftig og mild, og det giver sangene et popagtigt strejf med visse folk-baserede nerver. Den mest udfarende sang er helt klart “Song Song Song”, der med et Stomp-lignende tema mikser percussion, slagtøj og historiefortælling med kreativitet og nerve. Et lidt heftigt nummer, men også elegant afstemt i komposition og udførelse.
Der er ikke mange svagheder på dette album. Jeg finder aldrig helt grundlag for den alt for korte “->”, men det er egentlig ikke en væsentlig anke, når man ser på helheden: et til tider lidt anstrengende og krævende album at forholde sig til, for det balancerer på et knivsæg mellem det sære og det charmerende.
He Poos Clouds er et umoderne værk pakket ind i særdeles ekstravagante klæder, og sjældent har strygermusik virket så betagende og berusende. Det er sange, der kræver pleje og afspilning på de rette tidspunkter. Formår man at tilpasse denne plade til de tidspunkter, hvor man ikke kun lytter, men også fornemmer, hviler og klamrer sig til sit eget selv, har Owen Pallett leveret en rigtig fin ledsager.
