De fire indiegutter fra I Got You On Tape har rejst sig fra deres ti-årige lange vinterhi. Det viste de på Heartland Festivals sidste dag, hvor de satte et musikalsk nostalgi-anker foran et loyalt publikum, som levede højt på at opleve gruppens første festivalkoncert i over ti år. Anledningen for deres tilbagevenden skyldes udgivelsen af bandets forsvundne album, 0, som blev indspillet helt tilbage fra deres spæde start i 2004 og nu har fået luft under vingerne.
Da de fire bandmedlemmer blev klappet højlydt ind på scenen, slaskede de frem foran et sort backscreen som var det deres egen dagligstue. Kun det absolut nødvendige var stillet op, og der var intet flamboyant over noget som helst. Forsanger og pianist, Jacob Bellens, havde også tilpasset sig udtrykket med orange Aladdinbukser og en gamerhoodie. Sløset vil nogle kalde det, men det er lige som det skal være. For I Got You On Tape handler nemlig ikke om showet, men kærligheden til musikken. Og den blev også leveret på de mest kvalitative manér.
Alligevel skulle de lige gnide sig i øjnene et par gange efter deres tornerosesøvn med en smule mistanke om mangel på engegement. Især virkede det til at starte med som om, at Bellens havde trådt i en omgang cement, imens attituden var mere elle mindre apatisk. Men så snart gruppen for alvor viste sig for folk, gik det op for alle, at Bellens og kompagni ikke var sløsede, men i stedet følte sig hjemme blandt publikum og ikke havde behov for at skulle bevise noget ekstra. Det er i bund og grund et ærligt kollektiv, der ikke skjuler, hvordan de har det, og hvad de har lyst til.
Som sagt handlede det nemlig om musikken og øjeblikke som den mørke støjflade på “Cabaret” og den oktaverede diskokugle af et nummer “Truth and Solitude” satte en tyk streg under deres stadig velfungerende sammenspil og måde at lyde som en helhed. Ikke nok med det, så gav “Cream” fra gruppens nyeste-ældste udspil anledning til at lukke øjnene og drømme sig væk for en stund imens “Sommersault” skinnede nostalgiske indiestråler ud over hovederne, så både festivalsgæster og gruppen glemte alt om, hvad tid var. Det bliver bare smukkere og smukkere, og de få plastikfans, der havde forladt koncerten for at stå i kø til Robbie Williams gik glip af en eksponentiel koncert, der fik proppet mere og mere kærlighed ind i sig.
Flere cirkler blev dannet i publikumsmængden for at give plads til hippiebevægende danceoffs og begejstringen for musikken blev ved med at stige indtil forsangeren udbrød i ren overvældelse »Wauw, hvor er I fede! Vi kan bare alle sammen godt lide musik og hvor er det fantastisk«. Til sidst kulminerede koncerten i den rene frihedsfølelse og fællessang på den funkbassede “Run from the Rain” imens kærlige kram blev delt ud til bekendte såvel som fremmede. Ingen havde hverken travlt eller manglede et ekstravagant show, da det handlede om musikken. I Got You On Tape er på lykkelig vis tilbage, og fik os til at huske, hvor meget vi har savnet dem.
