Et af de bedste tegn på, at en koncert er oppe i den høje ende af karakterskalaen, er for det meste, at man glemmer, at man anmelder. O/Days festivalplads, der ellers torsdag synes en smule tom, var fredag aften fyldt med mennesker og liv og luften summede af forventning i den i den kølige luft over Reffen, der skulle danne rammerne for – en vel næsten intim – koncertoplevelse med de britiske legender inden for elektronisk musik, Underworld.
Duoen der kan bryste sig med at være på toppen af den elektroniske musikscene på 4. årti, har nok været manges – inklusive min egen – første berøringsflade med elektronisk musik, hvilket resulterede i et publikum af alle aldre, men faktisk mest ungt, der afspejlede Underworlds musiks primære kvalitet fredag aften: De er absolut tidsløse.
Røgmaskinen havde fået sit at se til, da de tibetanske syngeskåle-samples på “Caliban’s Dream” fungerede som introsang, da de to nu modne herre, Karl Hyde og Rick Smith indfandt sig på scenen, afslappet klædt i sorte t-shirts og jeans, men uden at være blevet et gran mindre cool end i gruppens storhedstid i 90’erne.
»Where are you«, lød kvindestemmen der signalerede starten på “Jaunita 2022”, der for alvor åbnede festen, og allerede fra de første kor og trillende, trance-agtige synths var man flyvende under halvmånen på den københavnske nattehimmel. Hydes vokal er tilsyneladende totalt upåvirket af tidens tand, og hans hviskende, beroligende vokal formår stadig at gøre Underworlds abstrakte, samtale-lignende tekstunivers ligeså hypnotiserende som på studioudgaverne.
Sammen med de garvede guider Hyde og Smith svømmede vi gennem trance, techno og progressivt house på en sætliste, der både gav plads til nyt og til gruppens gamle hits, der ufortrødent flød sammen i den drømmende, svævende lyd, der tegner en råd tråd gennem hele Underworlds diskografi, hvor lyden af 90’erne og 10’erne ikke er til at skelne mellem og smelter sammen i et i Smiths produktioner.
Kærligheden var alligevel lidt større til de ældre numre. “Push Upstairs” fra 1999’s Beaucoup Fish tilføjede aftenen en hårdhed og kant med sin pumpende bas og distinkte, dissonante klaverhook, der for alvor satte bevægelse i publikum, mens Hyde med absolut lethed formåede at fylde hele scenen med sin udødelige karisma og vrissende vokal – jeg kan kun drømme om at være lige så sej, når jeg har rundet 66.
“Dark and Long – Dark Train” og “Jumbo” gav derimod rum til at fortabe sig i gruppens psykedeliske lysshow, hvor lasere og ringformede lys legede med hinanden på Omnis hvælvede teltdug. Alle sanser blev stimuleret på en behagelig måde, og man fortabe sig i en vågen drøm, hvor man glemte tid og sted og ens omgivelser. Man kunne være omgivet af blæste idioter og have en gedigen lortedag, og Underworld ville få det hele til at være ligemeget.
Min aftens absolutte højdepunkt var dog “Cowgirl”. Jeg beklager for alle i min nærhed mit meget jyske jubeludbrud, da “Rez” slog over i det eviggrønne »Everything, Everything«-hook, men det har været et af mine absolutte yndlingsnumre i snart 10 år og er det kun endnu mere efter fredagens afslappede technosceance – alt spiller bare ved det nummer, lige fra den banjo-agtige synthmelodi til de syrede vokallag. Jeg fællede måske endda en enkelt tåre, da Hyde lirede sangens midterstykke af til UG, kun akkompagneret af vokaloptagelser, men ellers helt uden andre musikalske virkemidler – det var perfekt.
Koncertens eneste lidt ligegyldige indslag var duoens nyeste single “And The Color Red”. Det er ikke et dårligt nummer, men heller ikke på niveau med resten af gruppens diskografi, og det føltes en anelse malplaceret i koncertens klimaks (Hyde reddede den dog lidt ved at stå og fyre basarm af bag Smith ved pulten – og på mystisk vis formåede han stadig at være verdens cooleste mand). Man blev dog belønnet for sin tålmodighed med det nye materiale. Hyde og Smith lukkede – naturligvis – med Trainspotting-hittet “Born Slippy.Nuxx”. På det her tidspunkt havde jeg næsten totalt glemt, at jeg var på arbejde og overgav mig til total ekstase over endelig at få lov til at stå at trampe med på det karakteristiske hårde Drum’n’Bass-agtige beat, synge »mega, mega white thing« og råbe »lager, lager, lager!«.
Underworld er tidløse og evigt unge og beviste absolut på O/Days, at de om nogen fortjener deres legendestatus i den elektroniske kanon.
Fotos af Mathias Kristensen
