Vi skal kun tre år tilbage for at finde startskuddet på Neu Sierras musikalske rejse med debutsinglen, “Dirty Me,” som kulminerede i EP’en, Sulphur and Molasses fra 2021. Hendes første musikalske soloskridt blev mødt med rungende entusiasme fra medierne – og endda med god grund. I kølvandet på en så varm modtagelse har den københavnske sangerinde denne gang ladet sig inspirere af Tove Ditlevsens franske digte, som det udfolder sig i hendes seneste velklingende udspil, EP’en Paris.
Den nye EP er en dybsindig og medrivende sammenstøbning, der inviterer dig på en musikalsk svævetur gennem de gådefulde brostensbelagte gader i Paris, hvor regnen siler ned og skaber en magisk atmosfære. Når den sidste akkord klinger ud, vil du stå med håndfladerne i vejret og et blik der siger »er der ikke mere?«
Det er allerede på åbningsnummeret og singlen “Pour Toi Seul”, at den parisiske stemning bliver sat. Livlige håndslag mod et støvet honky-tonk-klaver, der på charmerende vis ikke er blevet stemt i årtier, fører tankerne hen på en late night-session i hjørnet af et bordeauxrødt brasserie – klistret til med avantgardistiske malerier, der naturligt flyder ind i musikken. Og på trods af en smule gebrokkent fransk, vækker frontsangerinden, Nana Nørgaard, en skrøbelighed frem i sin vokal, der på fornemt vis smelter ind i sangens indierockede og noir-kunstneriske udtryk. Det er et veldrevet intronummer, der lykkedes med at få lydbilledet til gradvist at kulminere i takt med et fasttømret hi-hat beat og støjende skrattelyde, der forsigtigt træder frem i kulissen.
Den tråd bliver ført selvsikkert videre til det umådelig smukke “Save Believe Forget”, som undertegnede omtalte her på Undertoner i forbindelse med singleudgivelsen. Det er et nummer, der skaber et intimt univers, og som beskrevet i omtalen »trækker os ind i en menneskeforladt storbygade, hvor en musikalsk tåge af melankoli omslutter vores depressive sind på smukkeste vis.« Tove Ditlevsens digte, der delvist er skrevet på engelsk og fransk, får på alle fire numre nyt liv gennem musikkens dunkle, afdæmpede og angstfyldte udtryk. Især i “Save Believe Forget” bliver Tove Ditlevsens digt “Det Sandeste” fra 1969 genfødt på engelsk med en smuk triol-fornemmelse og en enkel, følelsesmæssigt intens fremførelse – på samme måde som forfatterindens egen litterære stil udmærker sig.
EP’en byder også på to ikke tidligere udgivne sange, nemlig “L’ouvert Et Claire” og “The Most”. Disse numre fører os på en musikalsk rejse væk fra den idealiserede bykerne og dybt ind i undergrundsmiljøet, hvor rå og dystre guitarriffs tager kontrol. Især i førstnævnte, “L’ouvert Et Claire,” et nummer med en rå kant og en udpræget læderjakke-æstetik, er guitartemaet så stærkt, at det nærmest kan bære nummeret på egen hånd. Pludselig bryder forløsende powerakkorder igennem som bølger, mens vokalen stiger mod himmelen, for så at falde tilbage til et groovy beat og lyden af tunge slag på en cajon eller en trækasse, alt efter hvordan man hører det. Kontrasten mellem de kraftfulde slag og de himmelvendte akkorder giver en fantastisk effekt i musikken.
Tove Ditlevsen har altid været glad for katte og har skrevet flere digte om dem, men på “The Most” får hendes kat ligefrem frontmikrofonen og spinder sig ind i nummeret. Sangen gæstes også af Zakarias Sanderson kendt fra soloprojektet Sanderson & The Charabancs samt post punk-bandet Leizure. Han begiver sig brummende ind i en duet med Ned Sierra med ordene: »I love you, I love you, I love you, I love you / I love you the most / It’s not just because I’m diagnosed.« Med hendes skrøbelige vokal op mod et mørkt og afdæmpet lydbillede, der summer i baggrunden, har Neu Sierra og Zakarias Sanderson skabt en smuk og sjælefuld duet, der fremstår utrolig nærværende.
Selvom EP’en Paris ‘kun’ rummer fire numre, kommer lytteren vidt omkring mellem angstfyldte, mørke, rå og sjælefulde lydlandskaber, som alle matcher utrolig godt med Neu Sierras vokal og generelle stil. Det er en mere velproduceret EP end hendes foregående Sulphur and Molasses, og de lyriske fortolkninger af Tove Ditlevesens digte er et godt træk, som er balanceret med det musikalske udtryk.
Som lytter står jeg dog tilbage med en følelsen af, at udtrykket til tider kan blive for pænt og poleret. Neu Sierra rummer både det simple og følsomme, men kan også bryde ud i en punkeksplosion som for eksempel på “Darkness Fire You” fra debut-EP’en, som trækker den grungerockede og hårde kant ud til det absolut sidste. Med andre ord savner jeg, at hun bider mere fra sig og tør tage flere chancer. På trods af dette er det tydeligt, at hendes talent kunne fylde et helt album uden frygt for kedsomhed. Neu Sierra maler billeder i sort og hvidt med hendes musik og leverer enestående kunstneriske udtryk, samtidig med at hun forbliver forankret i jorden.
