Deirdre er navnet på en tragisk sagnheltinde indenfor irsk mytologi. Uden at gå for meget i detaljer døde hun, da hun sprang fra en stridsvogn i sorg over ulykkelig kærlighed som følge af sin udkårnes død. Helt så stort et melodrama er der ikke tændt op for på Joakim Johnsens (blandt andet kendt som bassist i Trader) første fuldlængdealbum, Heart Work, udgivet under kunstnernavnet Deirdre. Men jeg skal dog love for, at man bliver præsenteret for et personligt indre drama på pladens ti skæringer. Det her er en tænkeplade, en utilsigtet nervøs tankestrøm. Det er hårdt arbejde, det er hjertearbejde.
Ligesom singleforløberen, ”Only You”, som vi omtalte for nogle måneder siden, er der et usikkert jeg i centrum for sangene. Det er ikke decideret tragisk, men der er kærlighed og drømme, som endnu ikke er blevet indfriet: »Just passing time / Waiting for a change in your mind.« Kombineret med en instrumentaldel, der ikke helt kan vælge mellem 4/4 og 3/4, udstilles en rastløshed og en fastlåshed, som, hvor modsætningsfyldt det end lyder, er en grundfølelse på pladen. Det er dér, vi starter, det er dér, vi befinder os, og dér vi runder af.
Åbningsnummeret ”Keep Still” toner roligt ind med trommer, akustiske guitarer, lidt synthlinjer og en vokal med en knivspids Auto-Tune. Det er meget lo-fi i sin simplicitet og upolerede ligefremhed og lyder, fra et musikalsk synspunkt, ikke så langt fra noget, den amerikanske sadboi-indiemaestro Alex G kunne have kreeret. »‘Cause I don’t really know where I wanna go / All that I know, I’m going on my own / Sit around and watch another talkshow / Like you and I did until a while ago.« Teksten placerer nummeret i breakup-genren, men albummet er overordnet set ikke drevet af hjerteskærende bekendelser. Langt mere påfaldende er, som jeg ser det, følelsen af ikke rigtigt at komme nogen vegne; ikke rigtigt at kunne få hul igennem. Lidt som at kigge ud på et træ, der bøjer sig for vinden og indse, at man måske er ude af trit med sig selv.
Selvom der ikke er nogen store overraskelser på Heart Work, flyder numrene ganske stilbevidst. Det er gyngende, langsom slackerrock, som trækker på halvfemsernes indiedyder, uden man kommer til at tænke unødvendigt meget på genrens koryfæer. ”Helpless” lykkes rigtig godt med at give dynamikken et nøk op. Fra en fodslæbende intro går nummeret over i et omkvæd, som kan se nogle perspektiver i tilværelsen: »I tap out / Hide my helplessness away.« Det er ikke noget kvantespring, men der antydes en udvikling og et ”bagefter” den nuværende hjælpeløshed. Selvom Johnsen ikke arbejder med en stor musikalsk palet eller en avanceret dannelsesrejse, giver Heart Work en åbenhjertig lytteoplevelse.
Noget, jeg ikke har været nærmere omkring, men som er en integreret del af albummets udtryk, er brugen af Auto-Tune. Stemmen er noget af det mest personlige ved et menneske, og når den bliver delvist assisteret af en maskine, kan man ikke undgå en fremmedgørelseseffekt. Johnsens vokal bliver indelukket, lettere fragmenteret og afkoblet. Om det skal illustrere sangenes tematisering af at sidde lidt fast, skal jeg ikke kunne sige, men det havde været rart at høre en sang med en clean vokal, så man kunne få en bedre fornemmelse for intonationen og de følelser, den gemmer på.
Intermezzoet ”Shelf Life” begynder at løsne en smule op for det polerede. En susende effektlyd træder prominent frem i mikset og renser på en måde luften. Tekstens mantralignende enkelthed udstikker en ny retning: »Some said, you’re better on your own / Place it on a shelf and help yourself.« Det er grundlæggende et mood track, en flygtig, musikalsk strøtanke, men sat op mod de relativt velopdragne indienumre, som udgør resten af pladen, sker der noget nyt.
Den samme spænding kan siges at gå igen på ”Find Me a Cure” hvor Johnsen synger om et brændende ønske om at komme ind i en anden persons liv. I takt med oplistningen af alle de ting, der er fantastisk ved personens livsførelse (duften af grøn te i hjemmet, det rodede, men ordentlige hjem etc.), stiger nummerets tempo. Som om jeget overvældes af eufori og frygt og alt det midt i mellem og må holde inde, tage en dyb indånding, og samle mod til sig igen.
Jeg kan godt lide Heart Work for de her små detaljer og usikkerheder, som får lov til at eksistere mellem lyrik og komposition. Isoleret set fungerer numrene godt qua deres fælles udgangspunkt i den afventende usikkerhed. Træder jeg et skridt tilbage og kigger på albummet som helhed, ender jeg dog med at stå tilbage med følelsen af, at det forholdsvist hurtigt har ”sat sig”. Musikalsk såvel som lyrisk er der ikke den store vilje til forandring. Det afsluttende nummer, ”Panic”, fortsætter stimen af roligt gyngende indierock. Det er bundsolidt, men den groover i den samme rille. Man dagdrømmer lidt. Hvor skal vi hen herfra? Men så kommer en lille eksplosion i form af en guitarmelodi, der river sig løs og tør at give lidt gas. Det kunne meget vel lyde som en mental genstart.
Der lukkes hårdt og rumsterende af, og selvom pladen ikke er et festfyrværkeri af idéer og indtryk, er grundstemningen vældigt overbevisende skruet sammen. Man ledes ind i en omtumlet tankevirksomhed som understøttes af musikkens rolige gemyt. Johnsen kommer aldrig for alvor ud af sin skal, men Deirdre leverer en indieskive med ambitionerne i orden og hjertet på det rette sted.
