Gennem de sidste ti år har københavnske Shiny Darkly bidraget med dyster postpunk til den danske musikscene. Vi har fulgt med lige fra den første udgivelse udkom for over 10 år siden og til sidste års Heavyy, der fik fem flotte U’er med på vejen. Shiny Darkly, som i dag består af sanger og guitarist Kristoffer Bech samt trommeslager Mads Lassen, er efterhånden blevet et erfarent band, men kan de så stadig overraske musikalsk?
Ligesom det gjaldt Heavyy, er der på II skåret helt ind til kernen. Både hvad angår spilletid, men så sandeligt også når det kommer til det produktionsmæssige. Heavyy arbejdede med en udvidet bandbesætning, som blandt andet inkluderede violin, cello og trompet. Hvis du har de tilbøjeligheder, vil jeg med det samme afsløre, at II har en endnu mere spartansk, velsagtens puritansk, tilgang. Det er Bech og Lassen i et rum. Det er et band i et rum. Der er ikke skruet ned for attituden; projektet oser stadig af attitude med antydningen af det fandenivoldske.
Selve starten på EP’en, ”Crazy Smile”, driller mine ører. Bechs vokal kommer tumlende ind akkurat før, instrumenterne når at finde deres plads i mixet. Det lyder som en happy accident og tvinger mig til at bruge en takt eller to på at finde hoved og hale i det hele. Vokal og instrumenter er ligeværdige på en måde, der mere appellerer til, at man dykker ned i lyden og energien i sig selv, mere end det tekstuelle univers. Man tror dog fuldt ud på Bech, da han langtrukkent i refrænet synger: »It’s a gamble.« En omskiftelig shuffle-rytme, en tilbagelænet og tilbagetrukket vokal. Læg dertil en omgang guitar-feedback, der støjer om kap med det hele. Der spilles højt, og der spilles højt spil.
På ”Cynical” er nogle yderst karakterfyldte marchtrommer det ru element i mixet. »This dedication / we always try to show«, lyder det. Det klinger selvsagt hult. Det er punkerens afsigelse af alt, hvad der er punk. Det er forstillet, ligesom guitarerne og trommerne, som bygger op til en stor finale, som aldrig indfinder sig. »Cynical, cynical, cynical«, vrænger Bech indestængt, som om det er mig, der er den skyldige.
II spiller sig i allerhøjeste grad hjem på attituden. Lyden er mørk, og vokalen er dyster. Det er ikke særligt eventyrlystent udover tusmørkestemningen, men den begrænsede spilletid taget i betragtning er der alligevel noget interessant i at bruge et lille kvarter på at grave sig ned i det dybeste hul.
Allerdybest nede støder man ind i ”Punch”, der, med katedralstor rumklang, inciterende hi-hat-arbejde og udstrakte subbastoner, stiller det retoriske spørgsmål »Will it punch you back?« Hvad der præcis refereres til, er ikke så vigtigt, for der kommer helt sikkert et tilbageslag, da nummeret skifter gear og bliver herligt tungt rockende. Guitaren, der før var ornamenteret og travl, er nu intet mindre end frygtindgydende. Nummeret skifter umærkeligt tilbage i den mere uvisse stemning fra før. Faren er øjensynligt drevet over, men uroen har ikke sluppet sit faste tag.
Vi har tidligere skrevet om førstesinglen ”Letter”, som runder II af. ”Letter” er, fuldstændigt på sine egne præmisser, et rigtig godt nummer. Riffet minder i sin simplicitet lidt om The Breeders ”Cannonball”, der har været en tur i en tørretumbler. »A letter in the making / no one will receive it.« Var der nogen, der sagde nihilisme? Stemningen er tæt på at være noget, vi har hørt og oplevet før, men en diskret akustisk guitar i bunden af mixet sørger for, at nummeret har en ”balance”. Som om der til sidst kan sættes system i tingene, selvom alting sejler.
Er der så en mening med galskaben. Jeg vil være tilbøjelig til at svare “ja”. Shiny Darkly overspiller ikke deres kort; nærmest tværtimod. De viser sig som rendyrket duo, uden for megen udenomssnak. Troen på det basale gør II til et kærkomment intermezzo, her mens året går på hæld, og dagene bliver kortere. Med de her sange bliver mørket en tand mørkere.
