Singlr

Fredagssinglr’: Snuggle – State of Mind

Snuggle forener de kælne vokaler, et godt popøre og let skramlet guitarspil på en single, der emmer af den døsige sommervarmes komme.

Andrea Thuesen fra Baby In Vain og Vilhelm Strange fra Liss har hver især udgivet nogle af de seneste års bedste danske plader inden for henholdsvis støjende alternativ rock og original R’n’B-pop. Fra hver deres ende af det musikalske spektrum – men begge med rødder i et af landets førende selskaber inden for banebrydende musik, Escho – samler de nu kræfterne på én forførende single. Den første under navnet Snuggle. 

Projektets navn virker som en meget passende beskrivelse af lyden: Kender man de to bagpersoner, giver det mening, at “State of Mind” er et møde mellem 90’ernes undergrundsrock, der får dig til at udsætte alt det vigtige i bytte for momentets rus, og den døsige popmusiks omtågede, men kærlighedsbetingede vrangforestillinger. Guitaren skramler, dobbeltvokalerne kærtegner hinanden, og den døsige, varme stemning trænger sig på i den soniske atmosfære – det er fyldigt, blødt og enormt lækkert.

Jeg forestiller mig, at duoen kommer til at tage projektet i mange retninger – deres musikalske kunnen og baggrunde taget i betragtning – men hvad, der bliver de næste skridt herfra, og om det nogensinde kommer til at udforme sig i koncerter og længere udgivelser, må tiden vise. Jeg glæder mig i hvert fald.


Leave a Reply