Halvvejs igennem deres andet årti sammen som band fornemmer man, at Idles står ved en skillevej i karrieren. Efter at være slået igennem som et af de mest hårdtslående, intense og euforifremkaldende livebands på den britiske post-punkscene, nåede bandet nye højder med den kritikerroste 2021-plade Crawler.
En plade der på sin vis kan ses som kulminationen på den retning, som bandet udstak på debut-LP’en Brutalism – men som også rummede spredte tegn på en nyfunden lyst til at lege med de velkendte formler og prøve nye ting af. Eksempelvis på den afdæmpede og elektronisk-funderede åbner ”MTT 420 RR” eller den eminente bar-ballade ”The Beachland Ballroom”, der emmede af en sen aften med sing-along foran klaveret efter at have tømt en halv flaske whisky.
Lysten til at eksperimentere og gå nye veje er bestemt også tilstede på briternes seneste værk Tangk. Ja, faktisk virker åbningsnummeret ”Idea 01” nærmest specialfremstillet i et laboratorium som et eksperiment i at forvirre bandets traditionelle fanbase, der forventer punket vildskab og den velkendte rå energi fra Idles. Her er ingen store guitarhooks eller vrede råbevokaler. I stedet disker bandet op med diskret trommespil, sart klaverspil, perlende tapeloops og skønsang på det, der i al essens er en popsang.
På Tangk har Idles slået pjalterne sammen med Radiohead og Thom Yorkes faste samarbejdspartner og producer Nigel Goodrich – og det kommer til udtryk på adskillige af albummets sange, ikke mindst førnævnte åbner. Det lyder ikke decideret som et Radiohead-nummer, men produktionen giver umiskendeligt associationer dertil. En association der i øvrigt popper op igen på det In Rainbows-klingende nummer ”Jungle”.
Før vi når så langt brydes Radiohead-associationer dog af den efterfølgende ”Gift Horse”, der sammenlignet med åbningsnummeret virker som en sang, der har til formål at berolige de trofaste fans. Bare rolig, vi er stadig et farligt punkband, virker nærmest til at være budskabet. Her er vi tilbage i klassisk Idles-stil med brølende guitarer, et pulserende trommebeat og aggressivt spruttende vokaler fra forsanger Joe Talbot. Det føles lidt som at vende hjem til trygge rammer, men hvor mange også godt lidt ved på forhånd, hvor de velkendte virkemidler bærer hen og hvor de er hørt bedre på tidligere Idles-udgivelser.
Følelsen af musikalsk piskesmæld bliver dog total på pladens tredje nummer. ”Pop Pop Pop” er med sit dronende, tilbagelænede triphop-beat og nærmest snakkesyngende vokal endnu et eksperiment – og vi præsenteres altså for et helt tredje udtryk på lige så mange sange. Og sådan fortsætter det faktisk, for herefter serverer bandet både inderlig powerpop på ”Roy”, pianodrevet tristesse på balladen ”A Gospel” og introvert meditation på den afsluttende ”Monolith”.
Numrene fejler ikke noget som sådan, selvom de ikke alle er lige mindeværdige. Generelt er det – i min bog – også altid prisværdigt, når bands insisterer på at prøve at gå nye veje og ikke falder i fælden med at gentage sig selv. Men det er altid en svær kunst at genopfinde sig selv, og Tangk efterlader mig med følelsen af, at Idles har kastet alt mellem himmel og hav op mod væggen for at se, hvad der mon ville sætte sig fast. Resultatet er en dynamisk, men ikke altid helt sammenhængende, musikoplevelse, der er noget helt andet, end vi er vant til fra Idles.
Limen der skal binde de 11 sange sammen, er kærligheden. Det lille ord optræder 29 gange på tværs af det 40 minutter lange værk, nærmest som et mantra, der gentages i et hav af iterationer. »No god, no king, I said love is the thing,« synger Talbot med falsetto på nummeret “Grace”, mens han selvsikkert skråler »My baby is beautiful / All is love and love is all« på ”Gift Horse”.
I adskillige interviews bragt forud for udgivelsen af Tangk har Talbot igen og igen lagt vægt på, at han er »fikseret af kærlighed« og har ved samme lejlighed udtalt, at albummet udelukkende består af kærlighedssange i forskellige former.
Kærlighed er jo ikke ligefrem en uudforsket drivkraft, når det kommer til sangskrivning, men jeg tager mig selv i at savne de tidligere pladers arrige stikpiller til samfundets (u)orden. Det er lidt, som om 39-årige Joe Talbot med mottoet »alt er kærlighed, kærlighed er alt« har forvekslet oplevelsen af et midtlivskrise-induceret MDMA-trip med en særlig dyb form for spirituel åbenbaring, som verden pinedød skal gennemleve sammen med ham.
Køber man ind på præmissen og lader man det musikalske piskesmæld lægge sig efter flere gennemlytninger, så er der dog også højdepunkter undervejs på Tangk. Pladens førstesingle ”Dancer” – med de diskrete gæstevokaler fra LCD Soundsystems James Murphy og Nancy Whang – virker eksempelvis fuldkommen oplagt som en fremtidig publikumsfavorit ved bandets koncerter.
Det er et virkelig vellykket nummer, fordi det både favner de nye og eksperimenterende toner, men samtidig bevarer styrkerne ved det mere velkendte Idles. Joe Talbot emmer simpelthen af en rå, utæmmet og lettere nasty maskulin energi, der balancerer på en knivspids mellem at være af kærlig eller seksuel karakter. Der er dømt rene Rammstein på hoppeborg-vibes, når Talbot ruller med r’ene i »pirouette« eller på slesk facon synger: »My focus is on the cocoa butter / running down your neck / and the sweat.«
Den rå produktion og energien på ”Hall and Oates” er også værd at fremhæve, mens den nærmest jazzede, meditative afslutter ”Monolith” er noget af det mest stemningsmættede, som bandet hidtil har udgivet. Talbots egen kamp med sine personlige dæmoner og stofafhængighed bearbejdes også på rørende vis på den fængende ”Gratitude”, hvor han forestiller sig sin egen begravelse og det sparsomme, hvis han var fortsat ned af den samme, mørke vej, han befandt sig på tidligere i sit liv.
Nej, den musikalske kvalitet eller de fede øjeblikke er ikke en mangelvare på Tangk. Til gengæld er det også en noget ujævn oplevelse, hvor de mange eksperimenter stritter i vidt forskellige retninger, og hvor det centrale omdrejningspunkt omkring kærligheden er lidt for vagt til for alvor at binde de mange tråde sammen.
