Idles på plade er mærkværdigvis aldrig blevet anmeldt her på siden, og nu er briterne ude med deres fjerde af slagsen. Live er de til gengæld gået helt til tops på både Roskilde Festival i 2017 og Northside Festival i 2019, ligesom deres forrige album, Ultra Mono, røg ind på vores top 20 over 2020’s udenlandske plader. Selv var jeg ret begejstret for Joy As An Act Of Resistance fra 2018 og skulle lige høre Ultra Mono nogle gange, før også den steg lidt op ad mit indre postpunk-barometer. Det nye Idles-album Crawler er en endnu sværere størrelse at have med at gøre.
»Vi vil have, at folk med traumer og knuste hjerter – folk som har lidt tab – skal føle, at de ikke er alene. Dette album viser de grimme sider af, hvor disse ting kommer fra, men også hvordan det stadig er muligt at genvinde glæden,« hedder det i pressematerialet. Sanger og sangskriver Joe Talbot bruger på dette album i langt højere grad sig selv som indhold i sangene, hvor han tidligere var mere politisk og fortællende og betragtede det at skrive sange lidt ligesom at male et billede og holde det op foran folk. Dette afsæt i selvet giver en suggestiv intensitet til Crawler, som man er nødt til at æde som præmis, hvorefter albummet kan rejse sig i al sin monstrøse vælde. For det er dælme ikke noget let liv, den gode Talbot har haft. Allerede som 12-årig begynder han at tage stoffer, har han fortalt – og selvfølgelig skal man ikke tro på alt, hvad man hører – men at der har været rigeligt af dem i hans 37-årige liv, hersker der ikke tvivl om efter at have lyttet til Crawler.
»Crawler er som en udgave af mig i det varme mørke i min afhængighed – en crawler, en night crawler nede på knæene. Der be’r, der overlever. Modet i det. Vægten af verden på dig. Alt dette er en crawler,« siger han om albummet. Det er tænkt som et rum, hvor lytteren kan: »reflektere over afhængighed på en tilgivende måde med empati og sympati og tillade sig selv plads til at trække vejret og tilgive,« som han udtrykker det, efter at have beskrevet sig selv på denne måde: »Jeg har været et car crash. At være afhængig har været en del af, hvem jeg var, igennem mange år«
Crawler starter med nummeret ”MTT 420 RR”, der er syret som ind i helvede og samtidig er navnet på verdens måske hurtigste motorcykel. »It was February / It was cold / And I was high,« åbner Talbots stenede stemme sangen hen over en guitar, der hurtigt bliver til mange i et lettere disharmonisk lydbillede, som meget fint understreger det undergangstema, der ligger og lurer i alle skæringer. »Are you ready for the storm,” messer han til sidst insisterende, og det skal jeg lige love for, at der kommer. En storm. Et ildevarslende konstant lavtryk gennemisner hele albummet, lige til der lukkes og slukkes med ”The End”, hvor Dane Cross fra blackmetalbandet Sacred Son gæstegrowler og tilføjer sangen et element af grandiositet.
”MTT 420 RR” følges op af ”Wheels”, som hentyder til livets gang; livets hjul, der drejer og altså ikke hjulene på motorcyklen i forrige nummers titel. På “Wheels” mindes Talbot sin mor, der var alkoholiker og desuden døde under indspilningerne af Brutalism, efter at Talbot havde passet hende den sidste tid. »I got on my knees, and I begged my mother / With the bottle in one hand, it’s one or the other / And so it turns, again and again / The Wheel.«
Som nævnt drog han to år senere selv ned ad dén vej, og som han synger: »I put up a poster, saying where’s my dog / My friends, my family, my job / Nobody turned back now, except for my man / With a mournful pious grin, and a bag in his hand,« og så et mere og mere desperat omkvæd »Can I get a hallelujah?« og senere erkendelsen »A narcissist on a cucking stool.« En cucking stool er mere præcist dén stol, man som synder i samfundets øjne blev sat til udstilling på for nogle århundreder siden – uden en trævl på kroppen og med ordet cucking som et andet ord for at skide. Det er stærke sager, for er man en narcissist, der sidder dér til skue, må man – hvor ambivalent det end lyder – tænkes også næsten at nyde at sidde der.
Og det er også det, der hele tiden prikker til én, som pladen skrider frem: At Talbot finder en vis portion glæde i at være den, han er. Hele tiden denne insisteren på, at livet er fedt, samtidig med at det er så pokkers smertefuldt. Det bliver helt tydeligt på førnævnte “The End”, hvor han eksalteret synger »God damn / In spite of it all / Life is beautiful,« som en udgangsbøn eller en påberåbelse af, at livet skal være smukt, for fanden. Ellers giver det ikke mening, og så er al smerten meningsløs.
Det siger selvfølgelig noget om graden af glæde og måske også et og andet om, hvordan ens opfattelse af, hvad der er normalt, ændrer sig i takt med, at man selv gennemgår alt muligt lort i livet. Og at glæde i et Idles/Talbot-univers er bundet op på stoffer, suset af kokain og i en brandert at danse med spanske mænd på en bar downtown (som på “When the Light Comes On”). Det er både stærkt underholdende, men også med en vis portion tristhed at man nyder albummets sange. Både de tunge og afhængighedsfikserede, men også de opløftende sange. Glædessangene. De sange, der ifølge Talbot skulle give indblik i den glæde, man trods alt kan genvinde – også i et liv hvor afhængighed af stoffer er normalen.
Der er altså også disse andre toner på Crawler med opture og besyngelsen af glæden. Førstesinglen, ”The Beachland Ballroom”er – lidt misvisende for den fulde plade – meget melodisk og viser Talbot i en helt ny rolle som skønsanger. Det slipper han overraskende godt fra i en hyldest til et navnkundigt spillested i Ohio, hvor især C-stykket, som han synger acapella, står utroligt smukt. Historien går, at Talbot siden bandets begyndelse har drømt om at skrive sin version af ”Be My Baby”, men hadet tanken om at være »punkfyren i Motown-klæderne.« Nu har han så skrevet ”The Beachland Ballroom” i stedet, som ifølge ham selv er albummets vigtigste sang med dens tematik om de mange bands der spiller rundt omkring på små steder og drømmer om at spille de store spillesteder. Nøjagtig dér hvor Idles står nu.
Dette fokus på Talbot selv i sangskrivningen giver også en ny lyd og en stil, der især lykkes på ”Progress”, som flankeres af to halvminutters-vignetter og er et uregerligt, sindsoprivende nummer. Ret skal være ret; vignetten efter ”Progress” er i virkeligheden ikke en vignet, men et ordentlig kokainsus af et nummer i sig selv, der går ultrastærkt, men leverer sit budskab tydeligt nok og skal nok gøre lykke ved fremtidige koncerter. Teksten, der vrænges ud, lyder i al sin bastante kortfattethed: »P! Rocket Fuel / Bang Bang off the train / Peruvian Flake / Hmmm, Pink Champagne.« Altså referencer til både amfetamin, stærk sprut, kokain samt noget, der formodentlig er rimeligt under bæltestedet, og som alt sammen bygger på tekstbeskeder fra Talbots tidligere dealer. Det syrede og skæve lykkes vanvittigt godt på “Progress” med en underspillet, sært drømme- eller tripagtig lyd og stemning, der lidt over halvvejs inde får en herlig rytme og løftes op som et stemningsskift i selve trippet.
Alene det, at albummet er så velkomponeret i sin helhed, er en kvalitet. Et langt trip, eller måske snarere én lang kold tyrker, der flere steder er ved at gå helt i opløsning og falde fra hinanden. Men også en kold tyrker med momenter af glæde. På den måde holder pladen, hvad den lover; at vise de grimme sider af, hvor al smerten og problemerne kommer fra. Men også at det stadig er muligt at genvinde en form for glæde. Albummet hænger med andre ord forbandet godt sammen og er samtidig et modigt bekendelsesskrift om afhængighed og stoffer.
Det er umiddelbart svært at forestille sig, at Crawler går nr. 1, som Ultra Mono gjorde – det er den næsten for vild og sær til, hvilket dog i min optik, gør den langt mere interessant end forgængeren. Men for fanden da, Herrens veje er uransalige, så måske gør den alligevel. Det burde den. På grund af kompromisløsheden og modet. Og musikken der bare vinder og vinder, jo mere man lytter!
