Plader

Tigeroak: Stay Close

Skrevet af Søren Hansen

Den danske jazzduo Tigeroak drømmer videre på en EP’en Stay Close, der både byder på sommerlig melankoli, ømt nærvær og lyrik, der rammer lige i hjertekulen. På enkelte skæringer mangler der dog nok kant til at holde de flygtige stemninger skakmat.

Tigeroak er en Aarhus-baseret duo, der består af Anna Prinds og Laurits Steen Møberg. Med debutalbummet Living and Living fra begyndelsen af sidste år skabte de deres egen niche i den danske undergrund med en lyd et sted mellem neo-soul, trip-hop og moderne britisk jazz med balance mellem elektronisk og organisk. Og vigtigst af alt sans for at frembringe de øjeblikke, der kan bære en hel sang. Derfor er de uden tvivl blandt de mest lovende navne i den jazzede del af den danske musikscene.

Deres nye EP Stay Close begynder som en anden true crime-podcast med skridt i en indkørsel, raslen af nøgler og en dør der låses op. Bag døren gemmer sig heldigvis blide og længselsfulde Rhodes-toner og abstrakte trommer. En akustisk guitar åbner op mod synthflader og blæsere. Det er brisen, der strømmer gennem falmede gardiner ind i et rum kun oplyst af solen. Midt i den sommerlige melankoli høres lyden af et opkald og introen flyder ind i ”Call”, en bedrøvet og bebrejdende sang om forgæves forsøg på at komme igennem til et menneske, der engang betød meget. Det er den type sang, hvor verset fungerer som omkvæd og omkvædet som en stemningsfuld kontrast. Og så er den kendetegnende for duoens styrker. Prinds’ efterhånden umiskendelige stemme er underspillet og kontrolleret, men stadig med et ømt nærvær. Den passer så godt til musikken, at de til tider går i ét, hvilket giver en hypnotisk drømmende lyd.

Og med hensyn til produktionen er den tilsyneladende simpel, men lytter man efter, er den snarere kompleks og fuld af nøje udvalgte og placerede detaljer. Bassen får lov at leve sit eget liv, guitaren har masser af båndstøj og Martine Toldam på keys binder det hele sammen. Men det mest imponerende eksempel er trommerne. Selvom jeg ville have elsket livetrommer, må jeg sige at Møberg har lagt så meget kærlighed i at variere og nuancere de programmerede grooves, at man nogle gange bliver i tvivl. Hi-hat-slag der ofte ville være helt ens og døde at lytte til bringes til live gennem accentueringer og brug af forskellige samples. Rytmen holdes konstant frisk og komplimenterer resten af instrumenterne, så det ikke bare bliver ren vibe herfra og ud i evigheden. Sangen slutter med en coda, hvor temaet genoptages, men nu i en mere klassisk jazz-opsætning med kontrabas og klaver. Som en lille note for enden af sangen er det sin egen ø i det mere syntetiske lydbillede.

Det bedste nummer er singlen ”Alone a Lot”. Her føles teksten mere nærværende end noget andet sted på EP’en, og den ensomme og almindelige tristesse mærkes og suppleres af en reference til Joni Mitchells klassiske album Blue, et af de ultimative feel bad-albums. Men i omkvædet trænger Prinds ind i et nyt terræn, nemlig det dansksprogede, som jeg ikke har hørt fra hende før. Og når nu det er sket, forstår jeg ikke hvorfor hun ikke gør det mere, for selvom det kun er de to linjer ”Jeg ser dig i mit spejl / Jeg vinker, siger jeg savner dig,” rammer det bare dybere. Arrangementsmæssigt minder det mig lidt om den glimrende ”Morning Vitamin” fra debutalbummet, idet verset lægger op til forløsning i omkvædet, der dog lige udskydes en takt eller to før den kommer. Og igen er trommeprogrammeringen udsøgt, især i det nu skamroste omkvæd, som med dem løftes til nye højder.

Men som al musik, der kan karakteriseres som drømmende eller stemningsfuld risikerer det konstant at drive helt ud af bevidstheden og opløse spændingen mellem for- og baggrund. Og det er det, der sker på de mindre mindeværdige sange såsom titelnummeret og i mindre grad på ”Absent Angel”. Det er udmærkede sange, men de har bare ikke de detaljer, som de her numre skal leve af. De har deres bedste plade foran sig, måske endda et lille mesterværk, men det kræver, at de bevæger sig ud over viben. Det hele er enormt lækkert, men der er desværre for lidt der stikker ud til, at jeg synes de forløser deres potentiale, men heldigvis er de jo kun lige begyndt.

Som et lille appendiks vil jeg lige smide en anbefaling ind af dem som liveband. Forleden spillede de i Byhaven i København med deres liveband. Selv de numre jeg er mindre begejstret for på indspilningerne, havde den energi og friskhed der skulle til for at løfte dem. Bandet var en sand oplevelse, som alle bør unde sig selv at høre.

★★★★☆☆

Leave a Reply