På papiret har det eksperimenterende psykedeliske thai-funkorkester Khruangbin og grammy-vindende neo-soulsanger Leon Bridges ikke nødvendigvis det vilde at gøre med hinanden – det skulle da lige være en solid forståelse for et godt, slibrigt groove. Det, der i sidste ende skulle forene de to, var deres texanske ophav, hvilket i 2020 resulterede i EP’en Texas Sun, der lød både solskinsagtig og melankolsk i sin blanding af soul, funk, psych og country. Nu er samarbejdet så tilbage med en opfølger: Texas Moon. Solen er gået ned, og Khruangbin og Bridges har skruet op for varmen og de natlige fornøjelser.
Først og fremmest skal jeg måske lige nå at nævne, at jeg ofte har det lidt svært med musik, der giver mig soveværelsesøjne på den der sleske, fløde-funkede facon. Jeg synes aldrig rigtig, at det rammer sexet, men det ender ofte for mig i en eller anden lidt creepy fornemmelse, hvor musikken bliver lidt for nærgående uden at være nærværende.
Hvorom alting er, så åbner Texas Moon med den tilbagelænede ”Doris”, der med slæbende bas og mere wah-pedal end soundtracket til en erotisk film fra 70’erne får etableret, at vi altså skal en tur i det smålumre hjørne. Det bliver bekræftet af Bridges’ soulede stemme: »Doris, I’ll be right here holding your hand / You taught me how to be a real man.« Det er omtrent så klistret, som man kan få det – en psykedelisk, blød mellemvare-Bobby Womack.
70’er funk/soul’en er da også den absolutte overskrift for EP’ens fem numre. Hvorvidt det så formår at charmere sig ind på lytteren er i hvert fald lidt i øst og vest for mig. Guitar-riffet på ”B-Side” må have sat brand i dansegulve, siden Bee Gees var en ting, og i kombination med Bridges’ velour-agtige vokal og de intrikate lag af baggrundsvokaler går nummeret rent ind. Omvendt fremkalder ”Chocolate Hills” til gengæld min førnævnte fløde-frastødelse i næsten uudholdelig grad, og det hjælper overhovedet ikke, at vokalmelodien er stjålet fra radio-pop af værste skuffe, (og jeg tror næsten, at jeg kan genkende den fra et nyere Justin Bieber-nummer). Men mest af alt glider størstedelen af numrene ind ad mit ene øre og ud af mit andet grundet sangenes nærmest dronende opbygning, hvor der ikke rigtig er nogen kontrast eller stærkt nok hook til, at de bliver andet end lunken baggrundsstøj.
Man mærker dog tydeligt, at der har været Grammy-penge bag pladen, for hvis der er en ting, man ikke kan løbe fra, er det, at Texas Moon er vanvittigt dejligt produceret. Speers guitartone er sprød og varm på den der helt rigtige, retrofunkede måde, og rumklangen på den – formodentlig programmerede – lilletromme er justeret til millimeterpræcision. Man kan næsten mærke luften blive varmere omkring ens øre, når Bridges sensuelt hvisker »come back« på ”B-side”. Lækkert lyder det altså!
Der er ingen tvivl om, at både Bridges og Khruangbin igen viser, at de er habile musikere med en fælles musikalsk vision på Texas Moon. Men hvor der er kapitalen til at købe den gode produktion, ja, så er det bare, som om det hele bliver lidt for generisk og poleret til, at jeg rigtig har nogen stærk holdning til albummet. Måske føler jeg bare ikke funken, men både småkådt og småkedeligt er altså bare lidt et uheldigt sted at lande. Jeg er dog sikker på, at der også sidder andre derude, der vil få mere ud af det her album end jeg.
Kort sagt: Texas Moon er 22 minutter, der nok ikke kommer til at ændre nogens verden, men det er da en meget velproduceret og småfræk sag af en EP.
