Koncerter

Shame, 06.06.24, Northside Festival, Aarhus

Foto: Rolf Meldgaard
Skrevet af Søren Jakobsen

Med en frontmand så hyperaktiv og kontaktsøgende som få andre i nyere rockmusik, spillede de engelske postpunkere op til en medrivende gang hat og briller på Northside Festivalens førstedag.

At London-bandet Shame har en forsanger ved navn Charlie Steen, der, i hvert fald hvad personlighed angår, fylder to og en halv mand på en scene er en stor del af, at bandet leverede et forrygende og medrivende show på Northside Festivals førstedag. Ikke at det var nogen overraskelse, for Shame virker unægteligt som et band, der er ude af stand til at have en off-day.

Som solskinnet afløste et noget trist, indledende festivalvejr, leverede Shame en mildest talt entusiastisk indsats bundet op på et set, der spændte bredt ud over samtlige udgivelser, og ikke bare den seneste, Food for Worms. I forbindelse med udgivelsen af sidstnævnte, som har over et år på bagen, gæstede bandet Store Vega sidste år.

Til lyden af “Apache Indians Boom Shack-A-Lack”, som mange måske vil huske fra filmen “Dum og Dummere” gik bandet på scenen i et på det tidspunkt blot halvfyldt Nova-telt. Så var scenen ligesom sat til en gang hat og briller. Og hat og briller, det fik man på en forrygende underholdende facon.

Steen er en frontmand som få andre i nyere rockmusik, og det ofte lidt reserverede Northside-publikum kunne pinedød blive nødt til at forholde sig til sangerens tilstedeværelse, når han i vanlig stil kylede sit korpus ned over de forreste rækker til koncerten. Som en Molotovcocktail med langsom lunte skulle man dog gennem åbningsnummeret “Fingers of Steel”, før Steen havde fået set sit publikum ordentligt an, og vi skulle kun kort ind i den følgende “Alibis”, før skjorten på frontmanden røg op, og han selv røg ned i armene på de forreste rækker. De fleste nåede vist at få armene op, før reality-tjekket fra scenen ramte dem. Samtidig påbegyndte bassisten Josh Finerty sine karakteristiske, højintense løb frem og tilbage over scenen, som er en lige så fast del af pakken under englændernes liveshows. 

Med “Sixpack” som soundtrack røg skjorten selvsagt helt af Steen, og afsmitningen på publikum var nu total. Shame har, trods manglen på deciderede sixpacks, spandevis af kinetisk energi i de relativt spinkle kroppe (OK, Steen har vel en slags ung dad-bod), og showstopperen “Tasteless” var som vanligt en udladning af de større.

Den noget mere dopede “Adderall” gav med sin Brian Jonestown Massacre-klingende kvaliteter en puster for både band og publikum, men Shame var ikke kommet for at kinddanse. Slackerrockeren “Quiet Life”, (der vist nok) er et cover, viste nogle af bandets andre inspirationer, men i hjertet er det stadig et postpunk-band om noget. Pothymnen “One Rizla” efterlod ingen tvivl om kærligheden til den evigt unge genre, med dens glasklare guitar-hug, drevet frem som et damplokomotiv af den hyperaktive Finerty. 

Ud over den turbotunede bassist var Charlie Steen stadig det konstante fikspunkt på scenen. Som en blanding af The Whos Roger Daltrey og frontsnøvleren fra de let beslægtede Sleaford Mods, Jason Williamson, drev han hvileløst på tværs af scenen med konstant opgejlende gorillabevægelser.

Den afsluttende “Gold Hole” opsummerede alt, der gør Shame til et ret formidabelt band, der hører til blandt de mest intense  inden for tidens postpunk. Stående (i hvert fald i starten) på folks udstrakte hænder, gik Steen spjættende under i menneskehavet, mens bandet gjorde, hvad de kunne, for ikke at smadre deres instrumenter. Det virkede dog som om, de havde lyst til det. Men bevares, rockmusik giver ikke så meget økonomisk overskud til den slags, som det har gjort. Penge kan til gengæld ikke købe den slags overskud, som Shame har til overflod. 

★★★★★☆

Leave a Reply