Det er kedeligt at snakke om publikumstal, men da jeg drejer om hjørnet på Enghavevej 40 lidt i otte, drejer jeg ind i det, der virker som et tomt Store Vega. Jakke, billet, trapper … det er ikke bare en fornemmelse, det er en realitet. Den vanlige fede bræmme af fans foran scenen er reduceret til 10 mennesker. Både balkonen og den bagerste del af salen er lukket ned. For knap et år siden fik Shame et udsolgt Lille Vega til at koge over, og det er ikke overraskende, at de ovenpå den oplevelse samt udgivelsen af deres tredje album Food For Worms er blevet opgraderet til en større sal. Og det er da også sjældent, at Vega rammer forbi; Men selvom de små 700+ mennesker, der dog er til stede, er kommet for a blive, så er det svært ikke at tænke, om ikke både Shame og publikum havde fået mere ud af en koncert på et propfyldt Lille Vega end et på amputeret Store Vega – Mellem Vega kan man måske kalde det – med lidt for meget luft mellem de deltagende. Lad det stå hen i det uvisse.
Når det så er sagt, er det bestemt ikke fordi, at Shame ikke kan spille salen op. Inden de går på, har den amerikanske duo They Hate Change varmet publikum pænt op med deres beskidte mash-up af det bedste fra 80’ernes acid house og jungle med hurtige rap-flows henover. Det er en kombination, der fungerer påfaldende godt, og som også ligger så tilpas langt væk fra Shames ufiltrerede post-punk, at de to ikke kommer i karambolage med hinanden. På en lille halv time bliver vi godt blæst igennem og ja, varmet op til aftens hovedaktører – tak for det.
Da Shame går på, er det til tonerne af Electric Six’ udødelige og efterhånden 20 år gamle hit “Danger! High Voltage”. Om det er en høflig advarsel, eller fordi bandet udmærket er klar over, at størstedelen af deres publikum var unge og smukke, da det nummer var overalt i æteren, er ikke til at vide, men som en øjeblikkelig humørløfter virker det upåklageligt; jeg smiler allerede, og de har ikke spillet en eneste tone endnu. Og jeg smiler fortsat, da “Fingers of Steel”, åbningsnummeret fra Food For Worms, ruller over scenen. Egentlig er det en relativt stille åbner, men i aften er der virkelig sat strøm til bassen, så nummeret får en ekstra tung kant. Og Shame er i form; Bassist Josh Finerty står ikke stille i mere end et sekund ad gangen, og der går ikke mere end halvanden sang, før forsanger Charlie Steen smider sig ned til publikum under en tordnende tung og vred “Alibis”. Vi er i gang, og vi stopper ikke foreløbig.
Sætlisten nærmer sig perfektion. Man kunne snildt have valgt at bruge 80 procent af sin tid på at spille numre fra den nyeste plade, hvilket ville have været bandet forundt. I stedet kommer vi godt rundt i krogene af alle tre plader. Efter “Alibis” slår bandet over i “Alphabet” og “Concrete” fra henholdsvis andet og første album, og genkendelighedens glæde sender på et splitsekund publikums arme i vejret simultant. Begge numre er hurtigere, lettere og meget mere punkede end de to foregående, men bedst som man tror, man ved hvor Shame er på vej hen, skifter de brat gear med “The Lick” – en slæbende basmastodont af et spoken word-nummer fra første plade. At gå fra 150 km/t til cirka 10 så tidligt i et set er virkelig et sats. Det kunne snildt have hevet publikums humør med ned efter sig. I stedet får dette skift i tempo for alvor publikum til at rettet blikket mod scenen. Det er lidt af en genistreg. Og inden længe er Steen igen at finde blandt publikum, denne gang stående på hænderne af velvillige fans, mens han frådende brøler »Salutations! Are in order!« ud i salen. Hvis man ikke vidste det i forvejen, så lad det hermed være sagt én gang for alle: Steen er en af de bedste post-punk-forsangere i nyere tid. Hans energi er misundelsesværdig, hans stemme er rå og ægte, og så er han bare dødcharmerende, når han forsøger at redde i land, efter det er gået op for ham, at han er kommet til at kalde os Sverige, hvor de havde spillet dagen før.
Men de geniale sammenstillinger af numre stopper ikke her. Efter en intens udgave “Six Pack”, hvor Steens skjorte meget passende ryger af, springer vi endnu engang tilbage til første plade og “Tasteless”, og endnu engang er gearskiftet markant. Vi springer fra funky wah-wah-guitar til lige-ud-af-landevejen rock, men med et virkelig velspillende band, der har styr på deres instrumenter og setlistens flow, føler man sig godt holdt i hånden. Den knusende, kradsende “The Fall of Paul” bliver (ligesom den gør på Food For Worms i øvrigt) efterfulgt af den bidende smukke ballade “Orchid”. Og ingen Shame-koncert uden deres måske største hit “One Rizla” fra første plade, der med sit lækre guitarriff og fællessangsværdige omkvæd er og bliver et virkelig godt nummer. Og så bliver man så straks kastet hovedkulds ud i den enormt komplekse “Snow Day”, der med sin kraftfulde nerve og lynhurtige tempo rammer publikum lige i fjæset. Som sagt er den her setlistes opbygning lidt af et sats, men det fungerer præcist efter hensigten, og publikum er med dem hele vejen.
Der var bare ikke nok publikummer, og det var synd. Bandet lod ikke til at lade sig påvirke af det og musikken led heller ikke under det, men uanset hvad, er det en lidt mærkelig oplevelse at kunne bevæge sig så frit rundt mellem mennesker til en punkkoncert. Og i det store regnskab trækker det desværre ned, for selvom der blev spillet en tone forkert hist og her, så nærmer vi os en fejlfri optræden. Der var ikke en finger at sætte på hverken band, lyd eller setliste, og den treenighed burde belønnes med fuld plade. Men nogen har forregnet sig i forhold til Shames tiltrækningskraft, og det gik ud over den overordnede oplevelse.
Fotos af Daniel Nielsen.
