Skandinoir, skumle smålandske skovlandskaber og ensomhed er tilbage på menuen. Det dansk/svenske orkester Pale Rider er tilbage med ny musik, der får den svenske ødegård til at lyde som kulissen til en socialrealistisk, moderne westernfilm.
Tilbage i 2021 kvitterede vi her på sitet med fem flotte U’er til gruppens overbevisende debutskive Only Shelter to Give, der også fandt vej til listen over årets bedste danske udgivelser. Med den stemningsmættede single ”Cellbration” er nedtællingen skudt i gang til gruppens opfølger her tre år efter debuten.
Country-punk referencerne er tonet en anelse ned, men skinner stadig igennem i de (ulve?)skrig, der hjemsøger den sidste halvdel af nummeret. De resterende ingredienser trækker stadig på postpunk-ophavet, men fremstår ligeledes nedtonede og afdæmpede. Det er mere gråvejr og desperat tristesse end det er arrig afreaktion – mere forpint end den fejring, som titlen ellers refererer til.
Forsanger Jarl Schultz snøvler stadig på tryllebindende vis over de hypnotiserende guitarrytmer, men har tilføjet noget nær en dommedags-crooner-tilgang til repertoiret. Det gør sangen til et perfekt soundtrack til din tur gennem det regnvåde og tågede efterårsvejr, der har lagt sig over landet – en perfekt lille cocktail, der smager lige tilpas længselsfuldt og ildevarslende.
Det lover godt for bandets kommende plade, som dog i skrivende stund ikke er bekræftet. Det forlyder dog, at Pale Rider er klar til at følge op med endnu en ny sang til oktober, så et eller andet brygges der altså på hos et af Øresundsregionens mest undervurderede orkestre.
“Cellbration” blev udgivet d. 22. september via Minor Detail Records og er første forsmag på bandets kommende udgivelse.
