Har du nogensinde oplevet at se et bandnavn og øjeblikkeligt have en ide om, hvordan deres musik lyder? Navnet Pale Rider får mig til at tænke på uendelige ørkener og ensomme, triste cowboys – nok grundet Clint Eastwood-filmen fra 1985 af samme navn. Man kommer unægtelig også til at tænke dommedagstanker om de apokalyptiske ryttere. Og så er der bare et eller andet indforstået forladt og hjemsøgt over de to ord. Sjovt nok er alle de tanker ikke en dårlig beskrivelse for dansk/smålandske Pale Riders debutalbum Only Shelter to Give.
Only Shelter to Give er et post-punket album, hvor hovklappende kastagnetter og twangy guitarer får lov til at gnubbe skuldre med ildevarslende blæsere, klaustrofobiske tangenttryk og længselsfulde harmonikatoner. Det er et vildt, men også meget cinematisk lydunivers, der trækker tråde til western og film noir. Pladens tilblivelsessted – et afsondret hus i Småland fjernt fra al civilisation – afspejles meget klart i æstetikken. Man kan næsten forestille sig selv at sidde bag en tilregnet rude ude i det svenske ingenting og drømme om storbyens Leben på den anden side af sundet.
Stærkest står nok pladens anden skæring, der, så snart den rammer dine øregange, også vil ramme din Spotify-rotation. Med en rygrad af et solidt rytmearrangement med masser af schwung danser ”Swallow the Pillow” rundt mellem sektioner af hektisk guitar, tonstung bas og ond, sexet saxofon, mens Jarl Viktor Schultz synger for med sin lidende falset. Resultatet bliver en dyster countrypunk-banger, der lyder som The Gun Club på valium. Det er forskruet og forpint, men samtidig forførende.
På Bandcamp kalder Pale Rider sig for et »country-punk contraband«, og kontra må her være nøgleordet, da Pale Riders referencer spænder bredt. Selvom overskriften nok er post-punk, gennemsyres Only Shelter to Give også af dark jazz-referencer og nik til indie-rock og alternativ country fra 90’erne i stil med Tindersticks og Giant Sand. ”Minor Details” står ud som en ballade med store armbevægelser, der bygges op over en klavermelodi trippende mellem trist og triumferende. Et par af numrene er fulde af melodiøs guitar, der leder tankerne hen på The Smiths eller måske endda endnu mere janglede Felt. Midt på pladen er der endda indlagt en voldsomt smuk ambient-folk skæring ”August Ames”, som drypper af både afmagt og håb.
Man kunne fristes til at gruppere Pale Rider med andet dansk støvet postpunk som Iceage og Leizure. Jarl Viktor Schultz’ snøvlende vokallevering og sammenspil, der med fuldt overlæg føles på kanten til at gå i opløsning, er da også en fællesnævner, men Pale Rider føles dog som et noget mere kontrolleret og kaos, der med et roligere tempo og meget diverse musikalske referencer får skabt sin egen niche. Det er ikke aggressivt, men snarere en sløv kniv i hjertet.
Den røde tråd er den vemod, ensomhed og indadvendte vildskab, der hjemsøger pladens numre. Der er noget storladent og klaustrofobisk over den måde, de stærke melodier møder den jazzede rytmesektion på. Only Shelter to Give’s store armbevægelser ligger i et interessant spænd mellem selvsikkerhed og vildfarelse.
Guitarfigurerne på f.eks. ”Wedding Bells” og ”After the Owls” har dog også glimt af optimisme, der sammen med den opgivende lyrik giver en bittersød eftersmag. Teksterne er generelt plaget af anger, længsel efter kærlighed og til tider en form for hård selverkendelse, som når Schultz næsten tørt på ”When I Get to Your House” erindrer: »I thought a girl was gonna save me/ I can’t remember what her name was/ She said I was like a pair of hands around her throat«.
Schultz’ stemme er dog en af dem, der kræver lidt tilvænning. Specielt på nogle af de mere rolige passager, hvor Schultz går op i krængende falset, kan det hele godt blive så skrøbeligt og fraktureret, at jeg bliver lidt utålmodig. På ”Time” og ”Can You Hear Them Chime?” opbygges stemningen simpelthen så længe og subtilt, at jeg næsten når at kede mig. Omend det kræver lidt tid og tålmodighed på nogle skæringer, er de malstrømske crescendoer på de fleste af pladens numre vellykkede. Det er ikke en plade, der overbenytter de gængse tricks som omkvæd og hooks til at fastholde lytterens opmærksomhed – og gud ske tak og lov for det.
Udover måske at være en af de stærkere danske rockudgivelser i år, så er Only Shelter to Give i hvert fald albummet, du skal trække frem på en klam og kold vinterdag. Træk i et par udtrådte cowboy-støvler, smut ud i regnen, sæt noget Pale Rider på, og lad dig selv marinere i det skandinaviske vintermørke. Det er brutalt, men sårbart og smukt på sin egen dystre og fortabte måde. Only Shelter to Give er bare en af de plader, som gør ondt alle de rigtige steder.
