Bedst som man troede at Haim-søstrene havde leveret 2020’ernes definitivt bedste albumtitel med Women in Music Pt. III – (fnis) – er der en ny sherif i byen: For Melancholy Brunettes (& sad women), som Japanese Breakfasts aktuelle udspil så passende hedder. Titlen indrammer albummet som en slags hjælp til selvhjælp, men først og fremmest er den skarp, vittig og præcist formuleret – præcis som Michelle Zauner selv, den amerikanske sangerinde, guitarist og kreative drivkraft bag indiepop-projektet. Med risiko for at gentage min indledning fra den gang, jeg anmeldte Zauners optræden på Roskilde Festival 2023, har det nemlig ikke altid været de letsindige ordkløverier, der har drevet værket.
Japanese Breakfasts debutalbum, Psychopomp (2016), handlede om sangerindens sorg over sin mors bortgang, Soft Sounds from Another Planet (2017) bød på sci-fi-tonet drømmepop, mens Jubilee (2021), Zauners tredje album, trådte ud af sorgen og ind i et virvar af glædefyldt gakkede fortællinger. Zauners storsælgende memoir, Crying in H Mart – fra samme år som Jubilee udkom– tog igen fat på sorgen, denne gang med en spiddende afklarethed. For at toppe Zauners alsidighed komponerede hun også musikken til indie-videospillet Sable – det var så tre succeser i rap i 2021. Før jeg sværmer helt væk: Kalenderen siger 2025, og Japanese Breakfast er klar med en ny plade.
Der skal ikke mange gennemlytninger til før, jeg må konstatere, at Zauner igen har skiftet stemningsmæssig palet. Melankolien i titlen er sigende, men det er mere en stille sårbarhed end det er en grufuld fortvivlelse. På det overraskende artrockede nummer ”Honey Water” er det parforholdets genvordigheder, der sættes billeder på: »The lure of honey water draws you from my arms so needy / You follow in colonies to sip it from the bank«, synger Zauner med en guddommelig selvfølgelighed.
Med myrens hungren efter sukkervand skaber Zauner et finurlig og metaforisk sprog for en mands omkostningsfrie utroskab. Jeg’et i nummeret lader sig ikke mærke med så sværmerisk og hensynsløs en opførsel – det er bare sådan det er. Og så kan man spørge: Falder Zauner på knæ for hjernedød og privilegieblind maskulinitet? Næh, nej. ”Honey Water” toner ud i et brus af konfrontatoriske My Bloody Valentine-guitarer. Manden står for skud; En mand, der cruiser rundt på sin ATV, en mand, der venter på at en Venus skal skyde op af havskummet – en håbløs romantiker.
På ”Mega Circuit” begiver Zauner sig ud i den giftige maskulinitets territorium. Hasarderet ATV-kørsel, »incel eunuchs« (som kan oversættes til ‘kastererede mænd, der ser sig selv svigtet af kvinder’) og en kvinde, der står klar med moderlig omsorg. Et ensomt klaver-motiv skaber en modløs, melankolsk modvægt til trommeslager-legenden Jim Keltners energiske shuffle. Et nummer som dette har samme sprudlende, lidt gakkede udstråling som ”Savage Good Boy” fra Jubilee. Zauner excellerer i at få de små hverdagssituationer til at eskalere. Manden får meget plads på undertegnede album, men det er ikke ensbetydende med, at alt er rosenrødt.
Hvis man skal ind til kernen af pladens melankoli, kan det være en god idé at lytte til instrumenteringen. Sammen med producer Blake Mills (Perfume Genius, Laura Marling) har Zauner konstrueret et lydtapet af akustiske guitarer, Wurlitzer, piano og varme synths. En form for ambient americana, der iøvrigt er indspillet i legendariske Sound City Studios i Los Angeles. Zauner og Mills har skabt en forunderlig verden, hvor albummets sange kan udfolde sig. Af og til kan man høre spor af Phil Spectors svulstige Wall of Sound-teknik, mens også start-70’ernes singer/songwriter-dyder er intakte.
Japanese Breakfast har til syvende og sidst altid handlet om at skubbe blidt til den udvidede popform. ”Leda” får på elegant, simpel og rørende facon flettet græske guder og gordiske knuder ind i en stærk fortælling om ugengældt medfølelse. Zauner synger med en forbilledlig ro, og hverken hendes stemme eller de drømme-akustiske guitarer signalerer konflikt. Det er nærmere følelsen af at være ude af trit med et menneske, man har så uendeligt kært.
Jeg har stor respekt for Zauners vilje til at gå udenom det åbenlyse. For Melancholy… er ikke den oplagte opfølger til et gennembruds-album som foregående plade, Jubilee. Hvor Jubilee fik placeret Japanese Breakfast i indiepoppens superliga og blev bemærket af selveste Grammy-komitéen, så er For Melancholy… en mere langsom lytteoplevelse. Melodierne spirer frem, men formår ikke at udmunde i et de facto omkvæd. Ved de første par gennemlytninger, er det nemt at fare vild i sangene – også selvom det stadig er pop – for Zauners tilgang tager mere afsæt i førnævnte videospil-soundtrack til Sable end det fortsætter strømninger fra hendes tidligere plader.
Jeg føler mig hensat til en ny og uudforsket verden på åbningsnummeret ”Here Is Someone”. De indledende klimpre-lyde kunne for min skyld loopes i en uendelighed. Spændingen mellem det sagte folk-guitarspil og de ekspansive partier er stort og mægtigt, men samtidig helt tøjret. »Life is sad, but here is someone / Someone / Someone / Someone«. Det stiller smerten – »Everyday annihilation«, som det lyder på ”Little Girl”, i et nyt lys. Det kan godt være, det hele går ned og magtfulde mænd tromler hensynsløst derudaf – for der er nogen, der virkelig betyder noget.
Jeg er godt klar over, at det er store ord – nogle ville måske endda kalde dem pladderromantiske – at bruge om en indiepop-plade, men Zauner iscenesætter sine iagttagelser med stor oprigtighed og en evigt smittende optimisme. På det mest uventede sted med den countryklingende ballade ”Men in Bars”, der stammer fra et af Zauners tidligere projekter, åbnes et overrumplende følelsesmæssigt rum, hvor Zauner og skuespilleren Jeff Bridges i smuk samklang reflekterer over et brud – som den sørgmodige ”Islands in the Stream”, 2025 har savnet.
Når Japanese Breakfast rammer rigtigt, tilgiver jeg, at ikke alle de langsommere numre på pladens sidste halvdel står lige skarpt. Stemningerne går nemlig til slut rent ind. Melankolsk, filmisk, malerisk, sværmerisk, akustisk. For Melancoly Brunettes (& sad women) er – foruden at være en skæppeskøn titel – svær ikke at lade sig forføre af.
