Ale Hop & Titi Bakorta – Mapambazuko
udgivet 24. januar via Nyege Nyege Tapes
Man skulle ikke tro, at et af årets mest nyskabende album skulle komme fra nogen, der iklæder sig skibriller ved liveoptrædener. Og duoen Ale Hop & Titi Bakorta er tilmed også alt andet end alpine i deres ophav med rødder i henholdsvis Chile og Congo. Mindre overraskende er det, at udgivelsen kommer fra det Kinshasa-baserede pladeselskab Nyege Nyege Tapes, som først blev etableret som en showcase-festival for artister fra Østafrika og altså siden også blev til pladeselskab. Ale Hop og Titi Bakorta – bestående af peruvianske Alejandra Cádenas og congolesiske Titi Bakorta – er garvede fortolkere af både eksperimenterende og oprindelige genrer fra deres hjemegne, og derudover er Cádenas også lydforsker. Selvfølgelig, fristes man til at tilføje. Der er dog heldigvis ikke noget indstuderet over Mapambazuko, og pladen, der udgør Cadénas og Bakortas første formelle samarbejde, er et autentisk og fænomenalt bud på, hvordan det lyder, når der udveksles psykedeliske festtoner fra syd til syd. Måske illustreres dette bedst ved åbneren, “Una cumbia en Kinshasa”, der er en hæsblæsende, kosmisk cumbia. Flere af sangene – herunder titelnummeret og det glædessprudlende nytårsbrag “Bonne Année” – kan passende høres som et transatlantisk alternativ til Super Mario Brothers-soundtracket i form af en lykkelig dans gennem Mushroom Kingdom anført af et dødsens højt tempo og det, der lyder som rumpistolskud fra Bakortas syrede guitarspil. To ting må konkluderes: Cumbiaens vuggen og østafrikanske skalaer passer suspekt godt sammen. Og din lange, grå vinter er reddet af dette festfyrværkeri af et album.
Alex G – Headlights
udgivet 18. juli via RCA Records
Godt nok er Alex G’s musik belagt med motiver som amerikansk fodbold, kristen etik og landevejen, men der er aldrig langt til det smertelige; et tomt passagersæde, en kugle i baghovedet, revnet stof. Den 32-årige philadelphianer med det borgerlige navn Alex Giannascoli har i godt et årti bedrevet den som meget produktiv gør-det-selv-musikant med et dusin albums bag sig, som aldrig for alvor lader til at glide over i overflodskultur trods hyppig brug af hyperpoppede elementer, autotuner og et par udgivelser skrevet specifikt som underlægningsmusik til film. Med sin ligetil fortællerrock og skarpe produktion lægger Headlights sig i slipstrømmen af God Save the Animals. Der er de af pladens numre, som med fyndige, melankolske guitaranslag tilskynder lytteren til grave dybt i sig selv og gøre et eller andet drastisk følelsesmæssigt, som eksempelvis “Beam Me Up”, der er både dissonant og stadionrocket. Eller den ensomme titelsang, som er virkelig flot orkestreret, hvor mange forskellige instrumenter – herunder harmonika, synth, trommer, guitar – får lov til at træde frem og tilbage for hinanden i et dejligt, rummeligt mix, mens hovedpersonen spagt fremtoner: »Once, I rode a black horse / Headlights in my eyes / Dragging down a yellow moon / Just to bring it back to life«. Og så er der numre som den geniale, nærmest Phil Collins’sk, bongo-førte introsang, “June Guitar”, som er underligt forførende, trods et relativt letsindigt og konventionelt pop/rock set-up.
Geese – Getting Killed
udgivet 26. september via Partisan Records
Ja, du havde gættet det: Det her er endnu et vanvittigt album fra Geese. Som det lader til altid at være tilfældet med alt, hvad alt-rockerne fra Brooklyn rører ved, så er Getting Killed et sandt galleri af udstillingsvinduer indeholdende meget forskelligartedt, rock-glinsende indhold. “Glinser” er velvalgt her, for man kan ikke komme uden om, at Geese leger med overflade, ironi og kitsch – en hang, de deler med andre navnkyndige bands i deres genreklasse såsom Dry Cleaning, Black Midi, Squid m.fl. Det kræver kun en enkelt gennemlytning af Getting Killed, før den klæber til én som et stramt og spraglet, men glamourøst outfit, man ikke troede, man kunne passe ned i, og den er helt gal fra første færd. “Trinidad” er nemlig en dreven, larmende prærie-jam, hvor frontmand Cameron Winter er ved at blive revet væk i en trompet-storm, mens han skriger: »There’s a bomb in my car!« Der er (som altid, fristes man til at sige) et tema på spil på albummet, hvilket bedst kan beskrives som cowboy/lovløs. En lovløs cowboy gider eksempelvis ikke ret gerne betale skat, (som der kækt synges på “Taxes”). Nogle gange lader temaet dog til at være mest for syns skyld, og ikke fordi det tilfører mening, herunder på den fine ballade “Au Pays du Cocaine”, hvor der altså er mere fløde end kokain i indholdet. Der er i det hele taget vokset oprigtig følsomhed frem i forhold til Geeses tidligere udgivelser, og det klæder bandet at træde et skridt ud af ironiens garage. Uanset hvad er der så mange bangers på den her plade, at det er imponerende: “Bow Down”, “Long Island City Here I Come”, “Cobra”, “Husbands” er alle energiudladninger af dimensioner, vævet ind og ud af rock ’n’ roll og dekonstrueret syrerock ved hjælp af Cameron Winters tryllebindende skrigen, beden, rablen og overtalen.
Jerskin Fendrix – Once Upon a Time… in Shropshire
udgivet 10. oktober via Untitled Records
Jeg troede, Shropshire var et navn opfundet til lejligheden. Det lyder for akavet til at være sandt. Men det er i sandhed en landkommune i England, hvor artisten bag Jerskin Fendrix har boet. Pladen med den herlige titel kommer fra en kunstner, som for nogle vil være kendt fra samarbejde med Black Midi eller som komponisten bag soundtracks til flere film af den feterede græske weirdo Yorgos Lanthimos. Der er også klare referencer til Black Country, New Roads ligeledes teatralske orkesterrock. Hvis du har det svært med højt pitchede herrevokaler i minimalistiske opsætninger – jeg tænker selv intuitivt på Mika og Gotye flere steder på pladen – så bringes her en advarsel. Pladen bæres af Jerskins glasklare stemme, der dog også kan nå vibrerende, cohenske dybder, og som dirigerer et æterisk, velspillende orkester henover 10 smukke numre, der bevæger sig mellem elektroniske stemmelege, dramatiske violiner og fine klaverstykker. “Beth’s Farm” – en fabelagtig ballade om livet på, ja, Beths gård – brænder sig ind i nethinden med et musicalagtigt hook. »Nobody dies on Beth’s farm,« synger Jerskin om og om igen, og stedets livsforlængende effekt skyldes noget så selvfølgeligt som frisk luft: »Look closely and there’s milk underneath everything you see / Every rock, every pine tree.« Der findes flere af disse skabede, fantasifulde øjeblikke, hvor hovedpersonen er iført juvelbesatte kjoler, og vokalen danser højt mellem syntetiske violiner. Og så er der en del numre, der med stor følelse og filmisk præcision iscenesætter FEndrix’ minder om barndom og tab. Once Upon a Time… in Shropshire levendegør en tilværelse i det midtvestlige England for selv en fremmed.
Lavinia Blackwall – The Making
udgivet 30. maj via The Barne Society
Den skotske kvinde med det eventyrlige navn Lavinia Blackwall har med The Making skabt en form for miniatureudgave af et musikalsk Bayeux-tapet, hvor den engelske invasion er skiftet ud med trængslerne i et moderne menneskes liv (såsom planetære kriser og det britiske skraldesystem). Min indre kelter bliver lykkelig af den så hovedet-på-sømmet-revivalistiske guitarkaskade, der gentages igennem ”The Damage We Have Done”, og som Blackwall unisont stemmer i i omkvæddet. Nummeret indeholder i øvrigt også mindst én anden genialitet, for ved uopmærksom lytning virker teksten som en tæt gengivelse af stilen fra gamle viser med reference til konger, bøger med tusind sider, bjerge skabt af sand og så videre. Men egentlig er det klimakritik elegant forklædt som vise: »From dust we have come / And to sand we will run / And the only thing behind us / Is the damage we have done.« Sådan er der flere – indimellem ret vittige – skabede moraler, som på den The Kinks-inspirerede ”Morning to Remember”. Ifølge pladens biografi er teksterne da også skrevet af Blackwalls gamle historielærer. Musikalsk passer The Making overordnet ganske præcist ned i en kasse for 1970’er-folkrock sammen med andre lignende artefakter som Fairport Convention og Joni Mitchell, mens der enkelte steder også er hint til Kate Bush. Men det føles absolut ikke uddateret, for der er masser af humor, nerve samt slet og ret utroligt fængende sangskrivning at finde på The Making.
Perfume Genius – Glory
udgivet 28. marts via Matador Records
Glory er Perfume Genius’ syvende album, og det er fyldt med dragende kontraster mellem lys og mørke. Mike Hadreas forlader her popkammerets ensomhed og åbner døren for et mere organisk samspil med sit band. Resultatet er både teatralsk og råt, fyldt med rumklang, nærvær og masser af krop, og så er den store produktion en absolut vellyd. Førstesinglen, “It’s a Mirror”, åbner pladen med pulserende keyboards og hypnotiske guitarer, hvor selvoptagethed og selvindsigt smelter sammen i et glitrende popkollaps. På “No Front Teeth” vælter støjen ind med punket energi og gæstevokal fra Aldous Harding, mens “Full On” og “Capezio” viser en svævende, nærmest spirituel side af Hadreas’ univers. Vokalen er sårbar, spøgelsesagtig og vibrerende, og den bærer hele Glory gennem et landskab af skiftevis sorg og ekstase hen imod en slags potentiel forvandling. »Isn’t that something?« synger han på den fine ”In a Row” som en tør kommentar til de voldsomme trængsler, han oplever. Og det opsummerer meget godt, hvordan Perfume Genius ydmygt balancerer kontraster både musikalsk og tekstmæssigt. Det er dét, som gør, at Glory er en både storslået og intim oplevelse, hvor Hadreas beviser, at han stadig er en af tidens mest visionære artpopkunstnere – en mester i at finde vej midt i sammenbruddet.
S. G. Goodman – Planting by the Signs
udgivet 20. juni via Slough Water Records
På sit andet album, Planting by the Signs, graver S.G. Goodman sig både geografisk og følelsesmæssigt dybere ned i det amerikanske landskab. Hun skriver sange som små fortællinger fra udkanten – “Paris – Paris, Tennessee”, som det lyder på et af numrene – hvor støvet hænger i luften, og hjertet prøver at finde vej gennem et somme tider ubehjælpsomt landskab af ulykker og mobbere. Albummet kredser om sorg, kærlighed og overlevelse, og det er særligt Goodmans flotte, hæse stemme og sydstatsaccent, der giver albummet en oprigtig nerve. Goodmans vokal balancerer nemlig mellem det rå og det rørende, og med et simpelt, støvet arrangement af guitar, trommer og elektriske skygger skaber hun et rum, hvor hvert ord får lov at bæve. Singlen “Michael Told Me”, der er en afdæmpet og dragende fortælling om døden og den kærlighed, der kan vokse frem af ruiner, står især som albummets følelsesmæssige akse. Genren ligger mellem country, americana og indie i skøn forening med referencer til både Kurt Vile, The War on Drugs og Margo Price, men er helt sit eget i sin nøgternhed. Planting by the Signs er ikke en plade, der lover forsoning, men den tror på forbindelsen. Goodman synger om at rydde op i ruinerne, selv når hænderne ryster, og netop dér ligger albummets styrke. Det er musik som en stille hånd på skulderen – en påmindelse om lykkens efterklang selv midt i sorgen.
Sanam – Sametou Sawtan
udgivet 19. september via Constellation Records
På den ene side er libanesiske Sanam perfekt castet til at udfylde en plads i det genrespænd, der de senere år er tilfaldet ikke-vestlige bands, som tager noget af deres egen musikkultur ind i en såkaldt moderne ramme i form af eksempelvis psych og elektronisk musik. Man kunne let tilskrive Sanam denne tendens, men noget af det, der gør deres lyd så appellerende, er nok, at de på den anden side bare laver virkelig god postrock i deres egen ret, hvilket blandt andet også indebærer, at de synger på arabisk. Var det ikke for sproget (samt lidt oud hist og her), kunne Sanam lyde ganske universelt. Sametou Sawtan er gruppens tredje udspil, og det er et råt, mørkt ridt igennem byens og livets baggader. Selv for en ikke-arabisktalende kan det mærkes, at der er stor poesi i deres sprog, som bygger på moderne egyptisk og libanesisk digterkunst. Sangerinde Sandy Chamoun har en utrolig dynamik i sin vokalføring, og hun kan både hviske, skrige og pruste ordene ud, så det flyder sammen med instrumenteringen på en meget kropslig, besnærende måde. At musikken langt hen ad vejen bygger på improvisation kan desuden mærkes i numrenes opbygning, som i bedste postrockstil er dekonstruerede blokke af skiftevis hårde støjmure, hvinende guitarer, og en synth der summende krauter sig afsted. Det er særligt deres evne til på den måde at skrue op og ned for intensiteten og nerven i Chamouns orstrøm, der gør Sametou Sawtan til en særdeles stemningsskabende plade.
Snuggle – Goodbyehouse
udgivet 12. september via Escho
Den danske duo Snuggle – bestående af Andrea Thuesen (også Baby in Vain) og Vilhelm Strange (også Liss) – har med deres første og virkeligt gode album skabt en lyd, som er lige dele dasende og alarmerende. Selvom det næppe har været intentionen, så kan den modsætning på en måde også ses afspejlet i henholdsvis albumtitlen, Goodbyehouse, som på den ene side melder en afsked med noget familiært, og så navnet Snuggle på den anden. Sig farvel, læn dig ind mod et kram, søg trøst. Det er da også de tematikker, som er på spil i de korte 30 minutter, pladen varer. Der er mange højdepunkter, deriblandt en apokalypse på ”Dust”, hvor krisen i form af en sjettemasseuddøen besynges og kontrasteres af en døsig tilbagelænethed fra udsvævende shoegazeguitar og Thuesens luftige vokal. ”Playthings” er i et anderledes kropsligt tema en sexet ode til den hovedløse forbindelse til én, man ikke kan slippe: »We’re each others playthings / Wind you up and watch you dancing / To my beat heartbeat baby / I’ll do anything you ask me«. Det er triphop med et organisk strejf, hvor breakbeatet i omkvæddet bakkes op af nogle dybe, nærmest fatalistiske klavernoter, der får det hele til at føles, som om noget skrider. På “Carsick” bliver Thuesens hæse stemme akkompagneret af nogle enkle, gentagende anslag fra en guitar, der lyder ustemt. Der er en nærmest ørkenagtig dovenskab over nummeret, som på en skarptskåret, minimalistisk måde genskabe elementer af grunge, mens ”Woman Lake” i stedet starter som en døsig sommeraffære, men senere melder sig med et omkvæd, der støver stilen af med et ret episk, post-break up-helingspotentiale.
Stereolab – Instant Holograms on Metal Film
udgivet 23. maj via Duophonic UHF Disks / Warp Records
I en kultur, der hædrer underhunden, kan det være et upopulært synspunkt at glædes, når det er helten, der vinder. Helten i denne fortælling er Stereolab, og de indkapsler måske ikke den klassiske heltefortælling, men gruppen har da efterladt sig et kejserligt aftryk i tomatketchup siden deres episke 1996-udgivelse Emperor Tomato Ketchup. På Instant Holograms on Metal Film kan de sagtens stadig efterleve dét aftryk og gør det med en lyd, der på sin vis fløes ubrudt, siden vi for femten år senest mødte de gakkede fransk/engelske artpop-rockere, hvilket man også næsten kan fornemme ud fra pladens umiskendelige, kubistisk-retro covergrafik, der følger linjen fra tidligere. Der gives stadig fransk coolness og kant til den skiftevis genreudvidende støj og modulære pop, og vi befinder os stadig i en slags 1960’er-sci-fi-drøm om fremtiden. Men måske gør Instant Holograms on Metal Film også Stereolab mere tilgængelige end nogensinde før. Det høres blandt andet på kapitalismekritikkeren ”Aerial Troubles”, hvor vores franske heltinde Laetitia Saddler hen over et nærmest muntert, vrikkende beat synger duet med sig selv om et (flyve)system, der er holdt op med at virke. Eller på ”Transmuted Matter”, der har en varmtonet, jazzet fornemmelse ved sig, hvilket vil fortrylle både lyttere af Sault og Broadcast. Heldigvis er der stadig plads til moog-smadder og mærkelige, syntetiske indslag – og selvfølgelig gruppens karakteristiske, mærkværdige navne (”Electrified Teenybop!”, sikken titel). Helten ligner sig selv, og det kan man glæde sig stærkt over.
