Alex G – Headlights
udgivet 18. juli via RCA Records
Med albummet God Save The Animals fra 2022 nåede Alex G alias Alex Giannascoli tidligere kendt som (Sandy) Alex G karrierens kommercielle højdepunkt. Den hovedsageligt indierockede lyd på Headlights er en naturlig forlængelse og fortsættelse af forgængerens linje. Giannascoli er kommet på major label hos RCA og har velsagtens kurs mod stjernerne, kunne man fristes til at tro. Det kan meget vel være, men det lader ikke til at være den 32-årige amerikaners førsteprioritet. Som den evige DYI-musiker, han er, har Giannascoli indspillet langt størstedelen af pladen på egen hånd. Ikke fordi, produktionerne mangler liv. Visse steder er udtrykket så lyst og lifligt, at det er ret uimodståeligt. Andre steder flirtes der med grunge-agtigt mørke og mærkværdige vokaleffekter. Et mærværdigt kor kommer på et tidspunkt ind og spørger stacatto: »Is there nothing left between the world and you?« Ja, Alex G kan virkelig skrive fængende popmelodier, men han tager sig stadig nogle friheder, som giver projektet en psykedelisk undertone. Headlights kræver flere gennemlytninger, før man rigtigt føler sig hjemme i det musikalske univers. Alligevel synes jeg, man skal give det en chance, for det er et sammenhængende værk, der bevæger sig fra solbelyste guitarer og mod mere dystre lydflader, hele tiden med Giannascolis rolige vokal som sikker guide.
Bisse – Familiealbummet
udgivet 28. november via Showbisse Inc.
Det er aldrig helt til at vide, om man vil blive strøget med eller mod hårene i selskab med Thorbjørn Radisch Bredkjær alias Bisse. Hans magt over det danske sprog og hans evne til lige at tvinge et par ekstra takter ind i en strofe er uovertrufne, men også sommetider lidt rablende. Med Familiealbummet, som er hans første soloprojekt i over to år (siden forgængeren, Traumecentret), formår Bisse at tøjle galmandsværket og omsætte idérigdommen til et poprockalbum, der er både tankevækkende og rørende.
”Familien” er mere en slags universalfamilie end det er Bisses nære familie. For efterhånden 10 år siden måtte han »krydse kirkegården / for at komme til børnehaven.« Nu krydser han den »om ikke for at komme til børnehaven så i hvert fald for at komme til dagen og vejen.« Teksterne på Familiealbummet er proppet med den slags sprudlende og gennemmenneskelige observationer. Det er okay bare at være en lille salamander en gang i mellem, det er okay at praktisere sådan helt casual dating. Nogle gange er det bare helt, som det skal være. Bisse gør de små ting ved menneskelivet til noget enormt stort, og samtlige numre har også storhedsvanvittige tendenser. Der er indfølt piano, svulmende synths og elegante stryger- og blæserarrangementer; alt sammen er det med til at gøre Bisses sange om den udvidede menneskefamilie til et monumentalt bekendtskab.
David Byrne – Who Is The Sky?
udgivet 5. september via Matador Records
Man kan dele David Byrnes karriere op i to dele. Først var der den neurotisk og evigt observerende artrocker – ham, der var med i Talking Heads. De seneste par år har verden dog fået lov til at opleve en anden udgave af den legendariske newyorker. David Byrne virker som en, der har fundet ro i sig selv, og det er inspirerende at høre ham synge af fuld hals om alle de ting, vi alle sammen praktiser: vi ler, vi lever, vi dør, vi spiser, vi stirrer op i loftet. Byrne lancerede for et par år siden det positive nyhedsmedie Reasons to be Cheerful. Det er den samme tilgang til livet, der gennemsyrer Who Is The Sky? Byrne vil have os til at hoppe på hans humørekspres og finde de små, underfundige øjeblikke i menneskelivet, som kan være svære at se i en tid, hvor kriser og (digital) polarisering truer. Der er ingen løftede pegefingre, men tværtimod masser af forundring, når lytteren blandt andet hører Byrnes benovelse over partnerens evne til at forstå og forklare tv-serie-karakterers handlinger. Musikalsk såvel som tematisk befinder Who Is The Sky? sig godt i dur, og det smitter.
Elias Rønnenfelt – Speak Daggers
udgivet 17. oktober via Escho
Kun et år efter Rønnenfelts overskudsagtige solodebut, Heavy Glory, er den danske postpunker og rockpoet par excellence klar med en opfølger, der tør at begive sig ud i helt andre stilretninger end de countryfornemmelser, han flirtede med på debuten. For Speak Daggers er mørk. Ikke som mørkemanden Nick Cave – Rønnenfelt er mere flabet i sine leveringer. En attitude, som gennemsyrer pladens 12 regulære skæringer. Selvom countryrocken klædte ham, så har Rønnenfelt skabt en meget mere interessant ”svær toer” ved at søge nye græsgange. Selvom rockstjerne-attituden stadig er en del af hans brand, så er det efter flere gennemlytninger klart, at inspirationen til Speak Daggers lige så meget er fundet i hiphoppens verden: mellem tunge beats og bars.
Der er nærmest noget helt Gorillaz’sk ved pladens markante features som tæller reggaelegenderne fra The Congos, R&B-fænomenet Erika de Casier og indiepopsangeren FINE. Rønnenfelt holder sine musikalske legekammerater under kontrol og hans stemme står hele tiden klarest i mikset, men han formår at forme hver sang så feature-artistens DNA får lov til at smitte af. Da de sidste toner fra Speak Daggers er klinget af, er det svært ikke at blive imponeret over Rønnenfelts kompromisløshed og hans allerede eklektiske karriere, som nu har fået tilført endnu et bemærkelsesværdigt kapitel.
Florist – Jellywish
udgivet 4. april via Double Double Whammy
Egentlig en mærkelig skabning; vandmanden. Det synes Brooklyn-indiefolkbandet Florists sangskriver, Emily Sprague, tilsyneladende også: »Some things just don’t make any sense like the jellywish.« Og Sprague er stærk udi kunsten at observere de små ting og få dem til at tale sammen med det monumentalt uoverskuelige; livet, døden, universet og alt det.
Jellywish er efterfølgeren til Florists mere spraglede selvbetitlede lydværk fra 2022, et album, der spillede en central rolle, da bandet tryllebandt publikum på Roskilde Festival for et par år siden. Produktionsmæssigt er Jellywish mere simpel, men det betyder til gengæld at Spragues underfundige og dybsindige observationer får den fornødne plads. De sagte guitarballader står smukt sammen med mere spraglede/psykedeliske bandoptrædener. Af og til bliver det – godt hjulpet på vej af den frit svævende vokal – helt hallucinerende, men det virker konstant som om materialet kommer fra et ægte sted. Et andet Brooklyn-band, Big Thief, har fået masser af opmærksomhed de seneste par år, men Florist mestrer i den grad også at skabe eftertænksom indie-folk til tiden.
Japanese Breakfast – For Melancholy Brunettes (& Sad Women)
udgivet 21. marts via Dead Oceans
Efter et fænomenalt år 2021, der bød på det storroste album Jubilee, et storsælgende memoir og et videospil-soundtrack, er det ikke svært at forestille sig, at Michelle Zauner aka Japanese Breakfast har været godt og grundigt træt. For Melancholy Brunettes (& sad women) lyder som en ny morgen, der gryer. Nye horisonter, men også udfordringer og bekymringer.
Zauner har altid haft en legende lethed i sin vokal. Den fjerlette tilgang til musikken har hun også når strygerarrangementer får sange om gordiske knuder og græske guder til at svæve over vandene. Det er en lille smule rosenrødt, men aldrig i en grad så det kammer over. Zauner synger om nærvær og hengivenhed, men krænger elegant sangene i retningen af den titulære melankoli. Netop fordi hun har en nysgerrig tilgang til livet, kan Zauner begive sig ud i alt fra beskrivelser af toksisk maskulinitet til parforholdsudfordringer og sågar en dybfølt duet med skuespilleren Jeff Bridges, uden at det virker for rodet. Det bliver nok ikke albummet, der gør Japanese Breakfast til en indie-superstjerne, men det virker som en plade, der har været nødvendigt for Zauner at lave. Man mærker, at hun trækker vejret roligt, og det er en fin appel til, at man som lytter skal gøre det samme.
Nausia – Finding a Circle
udgivet 14. marts via Vasen
Den danske jazz-rock-kvintet Nausia forstår sig på at lege med kontraster og vilde instrumentaler, der trækker lige dele på jazzens improvisation og støjrockens forvrængede lydflader. Det var der ikke nogen tvivl om allerede på bandets foregående album Good Intensions fra 2022. Med Finding a Circle fortsætter Nausia med at dyrke de elementer, der tidligere har kendetegnet deres lyd. Saxofonerne og den jazzede rytmesektion står stadig skarpt i lydbilledet, men guitaren, der før var mere i baggrunden, er nu kommet længere frem i lydbilledet, som det også kunne mærkes på albummets singler.
Der er noget ulmende ved Finding a Circle, som er et studie i motiver, der gradvist folder sig ud og bliver mere og mere omsluttende. Nausia har lagt meget af den kraut-indflydelse, der skinnede igennem på den foregående plade bag sig til fordel for et mere dynamisk udtryk. En stille guitarstrofe kan eksplodere i et inferno, for bagefter at blive helt mild igen. Dér ligger en stor del af appellen i Nausias nye udspil også. Det er ikke instrumentalmusik, man sætter på i baggrunden, men et virvar af idéer, som kalder på lytterens fulde opmærksomhed.
Robert Plant – Saving Grace
udgivet 26. september via Nonesuch Records
Det kan være ganske underligt svært at huske sig selv på, at 77-årige Robert Plant engang var forsanger i verdens mægtigste rockband, for Plant er ikke det brølende sexsymbol, han var for ca. 5 årtier siden. Plant laver det, han har lyst til, kan man mærke, når man hører hans seneste udgivelse, Saving Grace, som er blevet til sammen med backingbandet af samme navn. 10 sange indspillet i perioden 2019-2025, udelukkende covers af gamle travere. Viser det ikke bare, at den engang så virile Robert Plant selv er blevet lidt af en gammel rad? Jo, numrene ligger langt tilbage i tiden, men Plant, der på pladen bakkes op af Suzi Dian på kor og co-leadvokal, har særligt i de senere år vist sig som en stilsikker fortolker af traditionel folk- og bluesmusik.
Og den aldrende rockstjerne er stadig træfsikker. Stemmen er mere ru end tidligere, men Plant forstår at dosere; fordums intensitet dukker op, når der er brug for det, og ellers er vokalstilen tilbagelænet med et hint af mysticisme. I en tid hvor teknologien stikker af, og musikkulturen svømmer i et hav af retninger, er det en fornøjelse at høre Plant og co. fortolke sange fra en svunden tid.
Rosalía – Lux
udgivet 7. november via Columbia Records
Hvis det skulle være gået nogen forbi, at Rosalía er klassisk trænet, så sætter hun effektivt to streger under det på sit overrumplende fjerde album. Lux er fængende, melodisk og tematisk storladent, men der holder lighederne med traditionel moderne popmusik faktisk også op. Den catalanske verdensstjerne kaster genrer og stilarter op i luften for at se, hvordan de lander. Det lander, skulle jeg hilse og sige, generelt yndefuldt som få plader i musikåret 2025. Der er både katedralstore øjeblikke med korarrangementer på tysk og Björk, som proklamerer: »The only way to save us is through divine intervention.« Om det er jordens skabelse eller undergang, Rosalía har sat sig for at sætte musik til er ikke altid entydigt klart, men man er ikke – selv uden spanskkundskaber – i tvivl om den sensibilitet, der ligger bag ordene.
Selvom Lux er et storladent projekt, så har det en legende lethed i og med at stilarter og udtryk kommer og går i løbet af pladen. Det ene øjeblik synger Rosalía længselsfuldt over næsten barokt klaverspil, det næste klappes der synkoperet til avant-flamenco. Det er et svært album at dissekere, men kompromisløsheden er kærkommen i en tid hvor algoritmer favoriserer det hurtige og fængende over det besværlige og krævende.
Wednesday – Bleeds
udgivet 19. september via Dead Oceans
Jeg kom først med på Wednesday-vognen i år og med den kraftudladning bandets sjette album Bleeds er, var der faktisk 12 countrynoiserockende grunde til at dyrke det unge North Carolina-band. For bandet, hvis mest profilerede medlemmer er den ekspressive vokalist Karly Hartzman samt allestedsværende MJ Lenderman på leadguitar, har begået en plade, som står umådeligt stærkt både som helhed og på sangniveau.
Som velfærdsdansker kan det være svært at forestille sig præcis hvad der foregår i det North Carolina og omegn. Sangene på Bleeds er små skitser som giver indblik i forskellige menneskers liv. Der er ungdomsliv, rygter i et lille bysamfund, den perfekte kærlighed, der samtid føles enormt usikker og unge mennesker, som ryger hash fra Pepsi-dåser. Wednesday rammer en fornem balance mellem hverdagsliv og samfundsproblemer. Det er ikke en politisk plade, men den siger alligevel noget om en tid, et sted og de mennesker, man kan støde på. Det hele føles sømløst og forløsende når lap steel-guitar og lejrbålsstemning møder soniske frontalsammenstød med shoegaze-attitude. Wednesday har overskud til at befinde sig i begge ender af spekteret og Hartzman kan både skråle semi-atonalt og slå over i en skrøbelig folk-stil. Alt i alt et band, der får alting til at spille sammen.
