Når man skriver for et frivilligt musikmagasin, er der nogle koncerter, man gerne vil anmelde af den simple grund, at man bare gerne vil til koncerten. Ayas album Hexed! landede på min liste over favoritalbums fra 2025, så det giver måske sig selv, at denne reportage falder i denne lystdrevne bunke af anmeldelser. Af det følger, at vinklen på denne artikel måske ikke var lige så skarpt skåret ud i pap, inden jeg fik møvet mig ind i 5C på vej mod Alice.
Ayas musik er en god blanding af harsh noise, spoken word og dekonstrueret klubmusik, der sveder paranoia, og er derfor en god cocktail til tovlig torsdag, men måske mere utilgængelig end tilgængelig. Derfor var oplægget fra min redaktør at udforske, hvad der tiltrækker folk ved denne slags musik. Som noget nyt skal vi jo også være mere personlige her på sitet, så lige et hurtigt vibe check inden koncerten: Merkur er i retrograd, og jeg ved ikke med jer, venner, men jeg føler, at universet har haft gang i at projektilbrække en kavalkade af mine personlige worst of’s ud over mig i løbet af de seneste uger i en sådan grad, at jeg var tæt på at spendere 500 bobs på at få lov til at banke et TV med et baseballbat. Jeg lover, at det her giver mening til sidst.
Inde på Alice var jeg imidlertid tydeligvis ikke den eneste, som planeterne var ude efter – eller som måske bare havde haft en uheldig dag. Aftenens hovedaktør kravlede op bag et næsten skulpturelt set-up bestående af tre scenepodier i forskellig højde fyldt til randen med computere, effektpedaler og synthesizere og begyndte at skrue lidt på udstyret. Rungende, dronende bastoner flød ud gennem rummet, mens der misfornøjet blev kigget på computerskærmen – noget virkede ikke. »I’m usually on top of my shit,« blev der sagt med tør britisk humor. Frasen blev gentaget, men denne gang tilsat en effektpedal, der fik Ayas stemme til at lyde dæmonisk. Et kort brag kunne høres oppe fra scenen. »Me when I put in the mic at work,« lød det endnu engang tørt. Flere hylelyde og dissonant støj tilsluttede sig lydbilledet, og man begyndte at fornemme, at det tekniske uheld nok var iscenesat, inden vi pludselig var ført ind i introen til åbningsnummeret på Hexed!, “I Am the Pipe I Hit Myself With”. Intenst kastede Aya sig rundt på scenen, samtidig med at computerens lydkort græd højlydt gennem hele den seance, der også indeholdte skrigende og frådende synthesizere et sted i baggrunden. Den ufiltrerede udladning af rent destilleret sonisk selvhad fik dog en brat ende. Der var rent faktisk tekniske problemer.
En af de ting, der er så tiltalende ved eksperimenterende elektronisk musik, er, at hele smørrebrødsanretningen af alverdens lyde er tilgængelig, og det egentlig bare er fantasien, der sætter grænserne for, hvad man kan. Men af en eller anden grund har late stage-kapitalisme og kreativitet det ikke ligefrem med at gå hånd i hånd, og derfor er kunstnere desværre også nødt til at købe sådan noget som plugins på abonnement. I Ayas tilfælde skulle det abonnement så tilfældigvis fornyes mellem lydprøven og koncerten, så hvad fanden gør man så, når man står i musikkens svar på »hvor er HDMI-stikket?«-problematikken til et kontormøde og skal prøve at huske en managers kodeord? Svaret blev “impro-harsh noise-koncert“! Et trick, jeg fremover vil tage med mig i mit arbejdsliv. Hvis alting går galt, kan man altid bare stikke en mikrofon mod en monitor og så sende folk ud for at ryge, når de bliver for trætte af det. »I’m usually on top of my shit,« blev der igen gentaget fra scenen, men denne gang med en oprigtig nervøsitet og pinlighed. Et øjeblik, der kunne have dræbt stemningen, blev – i hvert fald for mig – meget menneskeligt, sårbart og relatérbart samt et vindue til det forventningspres og den selvkritiske stemme, der ligger bag musikken.
Jeg blev sådan set en smule forelsket i Aya, da hun fik styr på teknikken og bare som en slags pausemusik smækkede det mest cunty og bouncy mini-DJ-set på. Jeg havde regnet med at stå og se lidt tvær ud i mit eget lille hjørne, men nu var det pludselig sådan en aften, hvor vi dansede, før koncerten egentlig rigtig var begyndt, og jeg indså, at jeg i al min »universet-er-imod-mig«-selvynk havde brug for denne her påmindelse om, at dine fejltagelser af og til kan vendes til en sejr, hvis du tager dem i stiv arm.
Med plugins på plads fortsatte Aya sit støjende lydbad med en af Hexed!s måske største baskere “The Names of Faggot Chav Boys”, der intenst vekslede mellem næsten screamo-agtig vokalisering over raslende kæder og dyb bas af den slags, der bærer sådan en rytmik, hvor det – hvis man forsøger at bevæge sig til den – føles som at bremse hårdt i en bil og blive reddet af sikkerhedsselen. Hakket, smadret og skønherligt uregerligt indtil sangen skifter over i sit spoken word-hook: »If it’s gonna be vulpine features / Strangled with a paracord / The names of faggot chav boys / Then I don’t wanna dream anymore.«
Noget af det, der tiltaler mig mest ved Hexed!, er, hvordan albummet føles som en brutal skildring af både en brat opvågning fra års forsøg på at løbe væk fra sig selv samt af at se en afhængighed i øjnene. Over dens 10 numre nedstirrer Hexed! nemlig klubkulturen anno 2026 og vender et spejl mod den, så den kan se sin egen overfladiske natur, performative kultur og destruktive tendenser i øjnene. For det er for længst veletableret, hvordan unges mentale helbred halter, og samtidig er niveauet af unge, der bruger stoffer rekreationelt, også steget. Klubmiljøet er blevet en del af populærkulturen og samtidigt et rum, hvor mange outsidere trives og pludselig kan føle sig som en del af noget større, og hvor selvmedicinering er socialt acceptabelt. Som værk formår Hexed! at skildre den mur, som mange løber ind i, når man ikke længere kan løbe væk fra sig selv. Måden, hvorpå Aya lader det tilgængelige fade ind og ud af støjen og lader det dæmpes af rindende vand, sender en mentalt tilbage til alt for lange toiletkøer med tomme ansigter, hvor bassen fra gulvet stadig høres i baggrunden, mens du indser, at det ikke er musikken, der er grunden til, at folk er her. Hexed! vender klubben på vrangen og kæmper med næb, kløer og kontrolleret feed for at kaste lænkerne af sig fra et frirum, der nu er blevet et fængsel.
»Anybody ever had a panic attack? Looking around the room, I can see one or two who have definitely had one,« konstaterede Aya, og jeg havde aldrig følt mig så set.
Og så med ét gik humøret fra en helt jordnær kommunikation mellem publikum og artist til en tur lige lukt ned i helvedes dybder med “Heat Death”. Det er et nummer, der i sin studieversion føles klaustrofobisk og som ren ængstelighed på bånd, men i koncertrummet formåede Aya med sin menneskelighed og jordnære attitude at skabe et trygt rum, hvor man havde lyst til at gå ind i de grimme følelser. Ikke nødvendigvis med den vrede eller weltschmerz, som jeg måske havde forventet af koncerten, men tværtimod føltes det hele inkluderende og kærligt, hvilket medfødte en befriende følelse af ekstrem katarsis. Det var en lektion i at give livet en tiltrængt fuckfinger og tage en god, intensiv omgang kardiotræning til fem minutters hård gabber.
Der var dog også plads til de blødere øjeblikke, hvor man også fik mulighed for at trække vejret for en stund. Om det så var til trance à la telefonkømusik eller et mere stille nummer, hvor Aya bad lysteknikeren om fuldstændigt at mørklægge venuet, så vi i stedet for at dyrke den indadvendte vrede kunne bearbejde en sorg over verdenssituationen, som – lad os være ærlige – vel nok kunne være bedre. Og da sidste nummer, “Off to the ESSO”, ramte, føltes rummet næsten som en stor, fælles efterfest for den i forvejen brede diversitet blandt publikum, der lod til at være en god blanding af de nysgerrige kunsttyper, folk, der kom direkte fra klubmiljøet, samt en flok harsh noise-entusiaster. Vi sad ikke ikke i et falskt venskab på tankstationen ved solopgang, som technobasker-lukkenummeret ellers handlede om. Tværtimod var det et renset rum, hvor folk havde grinet, skreget eller danset deres aggressioner ud. Ens egne problemer ventede muligvis stadig på den anden side af dørene, der afgrænsede Alices blackbox, men for en aften fik jeg i hvert fald sparet 500 kroner på et rage room.
Jeg gætter på, at grunden til, at folk tiltrækkes af “utilgængelig” harsh noise, er den samme, (om det er tilsat klub-vibes eller ej): Det er ren, ufiltreret katarsis. Et iskoldt bad for sjælen. Musik behøver ikke være pæn for at være smuk – og for bare at smide den helt store kliché, så minder musikken os nok om, at det samme gælder for livet. Det er lamt, men sandt.
