Papvinene vejrede i luften, og omkvædenes synthtoner blev for de fleste fremmødtes vedkommende gengivet med et højrøstet »lå lå lå«. Der var ingen tvivl om, at mange på Arena varmede op til Bossen, som gik på Orange en time senere, og M83 syntes at have tilrettelagt aftenens optræden derefter. En noget bizar præsentation af en alien med lange, lysende fingre skulle antageligt sende publikum på tankeflugt til de synthgalakser, hvor M83 opererer – og i høj grad udfoldede sig lørdag aften.
Trommerne dundrede en stadionrocket lyd frem over franskmændenes svulstige lydflader, og Morgan Kibby og Anthony Gonzalez matchede det pompøse udtryk med tilsvarende store armbevægelser ved tangenterne og mikrofonen. Et glimrende udgangspunkt for en catchy synthfest – og det var også, hvad M83’s koncert overordnet kan karakteriseres som.
Der var nemlig ikke afsat meget tid til at dvæle ved de opbyggelige eller tilbageholdende kompositioner, som især karakteriserer M83’s tidligere materiale. I stedet var det især numrene fra sidste års Hurry Up, We’re Dreaming, der var koncertens omdrejningspunk, og det gav selvfølgelig et par naturlige højdepunkter i “Reunion” og den obligatoriske afslutter og saxofon-klimakset “Midnight City” – som allerede indtraf efter 45 minutter, hvorefter franskmændene forlod scenen.
Dog var koncerten en af de få, hvor Roskilde Festival havde afsat tid til ekstranumre, selvom halvdelen af teltet på daværende tidspunkt var løbet over til Orange (nu havde bandet jo spillet det dér hit). Det var synd, for det var især ved disse afsluttende indslag, at M83 illustrerede, at deres palet rummer andre nuancer end fest-synth. Lydfladerne var her udforskende og optrappende og havde pludselig langt mindre travlt med at få publikum til at hoppe i takt. Et mere gennemgående fokus på dén side af M83’s virke havde givet koncerten et klædeligt løft fra sin status som opvarmningstjans for Bruce Springsteen til at være det overlegne synth-trip, som gruppen har potentiale til at levere.
