De seneste par år har Frankie Rose optrådt i flere musikalske sammenhænge. Hun har siddet bag trommerne i Vivian Girls, som hun var med til at danne i sin tid, og har efterfølgende haft kortvarige trommetjanser i både Crystal Stilts og Dum Dum Girls. Nu har hun smidt trommestikkerne og stillet sig i front for sit eget band, the Outs. Den position er hun desværre ikke helt klart til at indtage. Selvom den selvbetitlede debutplade rummer løfterige momenter, fremstår Frankie Rose hverken som den store sangskriver eller sanger.
Pladen er i USA udgivet af Slumberland Records, som tidligere på året udgav en kompilation med selskabets allerførste band, Black Tambourine, som Frankie Rose and the Outs deler visse fællestræk med. Begge bands kan ikke undsige sig inspirationen fra Phil Spectors reverb-indhyllede girl group-produktioner fra 60’erne, og de har også begge skelet til den støjpoppede del af den britiske 80’er-scene (f.eks. Jesus and Mary Chains og flere C86-bands). Frankie Rose and the Outs’ debut er bare ikke så gennemgribende stærk en lytteoplevelse som Black Tambourines output.
Den åbenlyse årsag til forskellen er produktionen. Ifølge Frankie Rose selv er pladen så vidt muligt en hi-fi-produktion. Det har resulteret i en relativt pæn produktion (det småstøjer en anelse) og en luftig instrumentering, der udstiller pladens melodisvage numre frem for at styrke dem med tiltrængte, lydmæssige modhager. En klar modsætning til Black Tambourines beskidt skurrende og varieret spillede tweepop-sange.
Frankie Rose har i sine sange lagt vægten på at frembringe et atmosfærisk udtryk. Det forekommer desværre distanceret og uvedkommende, fordi hendes sagte stemme er karakterløs og bliver akkompagneret af et uinspireret backingband, der spiller uden de store variationer. Sangene har en tendens til at gå retningsløst i rundgang, fordi vægten lægges på en gyngende, variationsløs rytme. Resultatet er så luftigt, at melodien er forduftet, før den har sat sig i éns bevidsthed.
Videre til de gode momenter: Åbneren ”Hollow Life” og lukkeren ”Save Me”, der begge er lavmælte og nedbarberede sange, bliver begge formidlet med en æterisk ynde af Roses vokal. ”Must Be Nice” er varieret og har en særdeles smittende melodilinje, som gør en ellers monotont drivende rytme dragende. “Girlfriend Island” og “Don’t Tread” er ligeledes veldrejede støjpopsange, der viser løfter for næste udgivelse fra Frankie Rose. Begge har et fængende guitarriff og rummer dermed den essentielle krog, som er en generel mangelvare på en plade, der, trods sit atmosfæriske udtryk, efterlader lytteren upåvirket.
