2025 markerede sig som et gyldent år for dansk metal – en genre, som efter at have haft trange og kedelige kår op gennem 2010’erne har brugt dette årti på at ulme og boble for atter at slå til. Så hvad var det, der helt præcist gjorde 2025 til en ubestridt succeshistorie?
Udgivelsesmæssigt blev vi nemlig forgyldt med det ene højdepunkt efter det andet i løbet af det forgangne år. I flæng kan nævnes Afskys Faellesskab, Orms Guld, Morilds Disse fugle får ingen at se og Sunkens Lykke. Og det er bare inden for Black Metal. På den mere hårdtslående posthardcorescene udkom Eyes’ Spinner, Demersals Vi kunne ikke blive her for evigt, vel? samt Kollapse og Grava selvbetitlede fællesudgivelse. Af mere beskidte og deciderede crusty udgivelser kan nævnes Nyredolks Barndommens hjem, Katlas Scandinavian Pain og Gabestoks Alle dør i fremtiden og Heathes Control Your Soul’s Desire for Freedom. Og skal der i stedet løftes vægte i fitnesscenteret, kunne det meget vel gøres til Rot Away Weapon, Baests Colossal eller amagerkanske Splits to EP’er The King Is Back og 2300. Samtlige skiver nævnt ovenfor er udgivet i 2025, hvilket i sig selv er ret vildt og vildt imponerende.
På livescenen er der ikke nogen lige nu (på tværs af alle genrer i Danmark – ikke kun metal), som er hverken over eller ved siden af Neckbreakker. Bandet spillede i sommer opvarmning for Slayer (!) i Finsbury Park i London, foran 50.000 publikummer. De har netop afsluttet en arenaturné med Gojira, på hjemmebanen i Frankrig. Katla skulle have været på turné med ukrainske 1914 igennem hele Europa – en turné som er blevet udskudt til foråret for indeværende år i stedet. – Her kommer horder af centraleuropæiske publikummer, som præsenteres for dansk metal. Baest, Cabal og Vola har turneret rigtig pænt i USA og Canada, og virker til at bide sig mere og mere fast over Atlanten. Et forjættet territorium for dansk rock og metal.
Fortidens meritter
Den danske rock- og metalscene har alle tider stået i skyggen af vores skandinaviske naboer. Jovist, Disneyland After Dark skiftede navn og landede en pladekontrakt med Warner Bros. men fik omvendt også revet selv samme kontrakt over efter blot deres første udgivelse på pladeselskabet (Riskin’ It All fra 1990).
Pretty Maids havde i 1987 en (nok ikke engang) halvstor udgivelse i Future World, mens Lars Ulrich og Mike Tramp har haft succes med henholdsvis Metallica og White Lion, men disse kan på ingen måde kategoriseres som danske navne. Mercyful Fate og King Diamond er derfor nok det tætteste man kommer på navne, som virkelig har klaret den over there. Deres betydning for genren og udtrykket kan på ingen måde overvurderes eller negligeres, men Mercyful Fate var eksempelvis ikke specielt store i deres samtid og er jo først blevet berømte (og berygtede), efter det nærmest var slut.
Sidst dansk metal formåede at rykke udenfor landets grænser og samtidig agere en national samlingskraft, skete i midt-00’erne, hvor Volbeat, Mnemic og HateSphere alle spillede nogle pænt store turnéer i udlandet samt – for Volbeat og Mnemics vedkommende – også fik æren af at åbne Orange Scene i henholdsvis 2004 og 2007.
HateSphere spiller den dag i dag stadig med et enkelt originalmedlem; Peter ‘Pepe’ Lyse. De turnerer rimelig flittigt – også i udlandet – omend på nogle mindre scener og festivaler end for 20 år siden. Mnemic, der – med deres moderne og melodisk lyd – blev spået det helt store internationale gennembrud, gik i opløsning i 2013, inden de blev gendannet sidste år, hvor de blandt andet gæstede Copenhell. En ny udgivelse skulle desuden efter alt at dømme være på vej, og gendannelsen har da fået omtale, men interessen for Mnemic i det brede musiklandskab føles sparsom.
Og så er der Volbeat, der – grundet den bredere nyfundne interesse for dansk metal i midten af 00’erne – bestemt opnåede flittig airplay på P3, ligesom de over en pæn årrække sidenhen også har formået at udsælge den ene internationale arena efter den anden. Men de er jo samtidig “stadig” Volbeat: Et navn, der unægteligt er anerkendt blandt dets fans, men som langt fra udgyder den samme form for respekt i store dele af metalmiljøet.
Men succeshistorien havde som bekendt også en slutdato. I HateSpheres tilfælde er bandet jo notorisk kendt for at udskifte medlemmer, som Peter ‘Pepe’ Lyse skifter sine underbukser. Og når en forsanger og frontfigur udskiftes – i dette tilfælde Jacob Bredahl, som må noteres for at lægge den definerende vokal for bandet på svendestykket, Sickness Within – gør det uomtvisteligt noget ved den fremadrettede identifikation. Mnemic gennemgik på samme vis et hav af udskiftninger for til sidst at gå i sig selv, mens den overordnede fællesnævner for begge bands samtidig må være, at deres lyd nok var for ekstrem til at kunne vise sig holdbar for et ubefærdet metaløre. Og hvad angår Volbeat, der jo trods alt stadig nyder stor succes – også i udlandet – har deres lyd og identitet jo med tiden endt med at splitte metalmiljøet, mere end de har samlet det, hvilket på ingen måde er tilfældet for nogle af de bands, som er dukket frem over de senere år.
Bredere, vildere, større
Sætter man den danske metalscene lige her og nu op ved siden af mange af de førnævnte aktører, lægger man først og fremmest mærke til en enorm (og ikke mindst vigtig) udtryksmæssig udvikling. De bands, der stod som de dominerende kræfter på hver side af årtusindeskiftet, bevægede sig primært inden for dødsmetallen og alle dens afarter. Bands som Illdisposed, Mnemic, Dawn of Demise, HateSphere og Dominus (som senere blev til Volbeat) er ved første lyt (og øjekast) svære at adskille musikalsk såvel som visuelt – både gennem deres fysiske fremtoning, men også ud fra deres artwork, musikvideoer og pressefotos.
Her har scenen unægteligt gennemgået et stort skifte, for der er – selv for et utrænet øre og øje – immervæk stor variation i de visuelle såvel som de musikalske udtryk fra navne som Baest, Eyes, Morild, Konvent og Gabestok. Scenen rummer i dag en anden variation og åbenhed over for andre former end det typisk enormt maskulint prægede udtryk, og det får ganske enkelt udvalget til at fremstå mere indbydende, og som udefrakommende eller nytilkommen er der pludselig langt flere muligheder for at skabe identifikationer med de mange forskellige udtryk.
Derudover har udviklingen og etableringen af Copenhell ikke overraskende vist sig som en afgørende brik for at kunne samle og udvikle miljøet. Er der delte meninger om alt fra programmet til priserne(!) og de til tider latterlige gimmicks på festivalpladsen? Helt sikkert. Er der mange publikummer, som er sivet fra henover årene? Også det, ja. Men selvom Copenhell ikke er, hvad den måske har været, og programmet (i hvert fald på de største scener) har set umådeligt tyndt ud de seneste år, har festivalen haft en enorm betydning for at kunne samle scenen og dens uendelige afkroge. Efter Roskilde Festival, som ellers har haft tradition for at give sceneplads til store, internationale såvel som nationale metalnavne, fra de tidlige 2010’ere valgte at skalere ned på genren (ikke i forhold til den generelle mængde, men nærmere i forhold til mængden af egentlig hovednavne), har det været afgørende at få skabt et nyt, stort samlingspunkt. Og det må Copenhell siges at være lykkedes med. Måske endda i højere grad end Roskilde Festival.
Forhåbninger og fremtidssikringer
Men hvad er så næste skridt, hvis vi skal undgå risikoen for, at dansk metal går i sig selv igen?
Først og fremmest skal scenen bare klø på for at få interageret med resten af Musikdanmark. Dansk metal har tidligere haft en ærgerlig tendens til at været lukket om sig selv, og man må nok bare indse, at det generelle marked herhjemme bare ikke er et stort nok for metallen til at kunne tillade sig at stå alene. I Sverige og Norge har metalscenen længe været en helt naturlig aktør i musik- og kulturlivet, hvor det er langt fra sjældent, at rock- og metalnavne står side om side med pop- og hiphop-artister i det generelle mediebillede og til diverse awardshows – hvor de tilmed også løber med statuetter fra tid til anden. Kunne man forestille sig Neckbreakker tage prisen for ‘Årets Nye Danske Navn’ til Danish Music Awards? Nej, måske ikke. Men de er uden tvivl blandt de største nye navn herhjemme, når man måler ud fra deres bedrifter i 2025. Og når man eksempelvis også ser på, hvordan et band som Syl udgav singlen “Brænder” sammen med D1MA sidste sommer, eller at Myrkur var med som deltager i det netop afholdte Melodi Grand Prix, så er der jo trods alt noget, der tyder på, at man i det bredere musik- og kulturliv kan se en eller anden form for interesse for metallen som kunstform.
I det helt brede perspektiv ud over landets grænser skal der desuden stadig være tryk på eksporten af dansk metal – og nok også i endnu mere vidtrækkende skala end blot vores eget kontinent. Demersal nåede eksempelvis at være på turné i Asien sidste år, og de bands, som for nyligt også har formået at slå et lille, men vigtigt spadestik i USA, skal også bare fortsætte, såfremt de – set i lyset af det generelle politiske landskab og forholdet til Danmark – selvfølgelig selv kan stå inde for det.
Sidst men ikke mindst skal der stadigt flere kvindelige musikere til fadet, (ja, dette gælder i øvrigt hele musiklandskabet i Danmark). Kigger man på demografien blandt publikum, er der i hvert fald sket en betydelig ekspansion blandt kvinder over de seneste 10-15 år. Nu skal denne udvikling blot også afspejles af de udøvere, som står på scenen. Uanset hvad er det i hvert fald afgørende, at den åbenhed og kunstneriske bredde såvel som ambitioner, som scenen i Danmark har vist i løbet af den seneste årrække, forbliver intakt og udforskende, hvis alle de mange succeshistorier fra 2025 skal gentage sig i de kommende år.
