Skribent - Camilla Grausen

Koncerter

Pétur Ben, 03.10.07, Lille Vega, København

6. oktober 2007
Camilla Grausen

Det var islændingenes aften i Vega, men forhåbentlig blev også danske øjne, og ører, åbnet for Pétur Ben. Hans store talent er en fornøjelse, der bør være et større publikum forundt. Som start på den lille Danmarksturné gav han en flot koncert med plads til både de stille toner og til at rocke igennem. (05.10.07)Det var islændingenes aften i Vega, men forhåbentlig blev også danske øjne, og ører, åbnet for Pétur Ben. Hans store talent er en fornøjelse, der bør være et større publikum forundt. Som start på den lille Danmarksturné gav han en flot koncert med plads til både de stille toner og til at rocke igennem. Ólöf Arnald. Foto: Mathias Laurvig/LiveShot.dk Der ringer ikke mange klokker hos folk når man nævner navnet Pétur Ben – heller ikke selvom man forsøger sig med flere forskellige bud på udtalen. Nogle kender ham fra hans samarbejde med Mugison, men udbredt er kendskabet til Pétur Ben bestemt ikke. Det vil formentlig snart ændre sig. Efter en aften i selskab med den sprælske islænding, spår nærværende anmelder i hvert fald, at Pétur Ben er på vej til at slå rigtigt igennem uden for Island. Denne afslappede onsdag aften var der imidlertid godt fyldt op af islændinge, der hujede begejstret op til Pétur Ben, der svarede igen på en blanding af dansk og islandsk indtil han efterhånden slog over i engelsk. Aftenens opvarmning var den ligeledes islandske sangerinde Ólöf Arnald, der med akustisk guitar og ukulele spillede et set med nogenlunde enslydende numre. En krystalklar stemme og rigeligt med krøller på tonerne henover de islandske gloser, fik hendes sange til at lyde som en blanding af japansk skønsang og vuggeviser. Det var en særpræget affære, men efterhånden noget langtrukkent, og settet kunne med fordel have være kortere. Pétur Ben. Foto: Mathias Laurvig/LiveShot.dk Publikum var lullet ind i en meget afslappet tilstand og sad rundt omkring på gulvet i salen. De blev siddende da Pétur Ben gik på scenen, men han vækkede alle da han lagde ud i en skarp tone og sang hele lokalet op. Efter et enkelt roligt nummer, begyndte Pétur Ben med bassist og trommeslager at rocke. Koncerten var i det hele taget i fin balance mellem de stille numre, bl.a. den smukke “I’ll Be Here” – og så de numre, hvor Pétur Ben fik lov til at ryste den moderigtige frisure godt og grundigt i brudstykker fra en larmende enmands-rockkoncert. Begge yderligheder mestrede han, og Pétur Ben var yderst nærværende og stolede tydeligvis på sine egne sange og ikke mindst stemme. Han har en stærk vokal, og gik helt ud på scenekanten og sang afdæmpede passager uden mikrofon direkte til publikum. Efter et lidt kluntet intermezzo, hvor trommeslageren underholdt med en lang røverhistorie, og Pétur Ben ledte forgæves efter nye strenge til din guitar, kom ekstranumrene. Herfra er det værd at fremhæve hans solo-cover af Michael Jacksons “Billie Jean”, der blev leveret med stor intensitet. Man kan ikke lave et godt cover af en dårlig sang, og nummeret mindede både om “Billie Jean”s kvaliteter og Pétur Bens talent for at levere et nummer med perfekt afstemt vokal og guitarspil. Pétur Ben kan formentlig præstere en bedre og mere sammensat koncert. Men med et godt musikalsk greb og et stort nærvær, gjorde Pétur Ben det i løbet af aftenen klart, at han har talentet og spændvidden til at nå langt. Karakter:       Bedømmelseskriterier

Plader

Julie Maria: På kanten af virkeligheden

5. oktober 2007
Camilla Grausen

Siden den poppede jazzdebut Beautiful Minor fra 2004 har den nu 26-årige sangerinde Julie Maria taget nogle skarpe drejninger. I dag er hun langt fra jazzen og lægger sig mere op ad singer/songwriter-traditionen. Den største fornyelse hos Julie Maria er dog, at hun har skrottet det engelske til fordel for modersmålet. Inspirationen hertil kom fra TV-2’s Steffen Brandt, der efter Julie Marias debut fik ørene op for sangerinden og inviterede hende til at deltage i en koncert. Senere tog de på turné med fortolkninger af hinandens numre. Det blev også til en duet på TV-2’s album De første kærester på månen. Julie Maria lægger ikke skjul på betydningen af mødet med Steffen Brandt og den danske lyrik. Når man lytter til På kanten af virkeligheden, kan man da også kun rose Julie Marias sprogvalg. Ordene rammer dybt, når modersmålet mestres som her. En engelsksproget udgave af denne plade, kan jeg kun forestille mig ville være mindre vedkommende. Det er langtfra kun teksterne, hvis intensitet øges på dansk. Det er også selve den måde, Julie Maria synger sine tekster på – med sjæl og kraft. Det kan høres, at hun mener, hvad hun synger, og at ordene flyder direkte fra hjertet over læberne. Julie Maria siger tak for sidst til Steffen Brandt med duetten “At elske dig”, der langsomt og selvsikkert udfolder sig. Stemmerne supplerer hinanden fint og bærer stor ærlighed og oprigtighed. Kærligheden behandles med alvor, og nummeret ender ikke som en oversentimental kærlighedsduet, men derimod som et af albummets bedste sange. Ud over kærligheden kredser Julie Maria i sine tekster også om den lurende ensomhed, den altopslugende længsel efter så meget, og det at turde satse. I “Måske egnet” lader Julie Maria tvivlen komme til orde. Det kan være svært at finde ud af, hvad og hvem der skal satses på – som titlen også hentyder til. »Du siger jeg er hende du vil ha / Jeg frygter du får mig en dag,« synger Julie Maria og fortsætter i debatterende duet med sig selv, hvor både ja’er og nej’er klinger om kap. To stærke country-inspirerede numre ligger i forlængelse af hinanden: “De andre” og “Nattevandrer”. Førstnævnte er tilbagelænet cool med et skarpt blik på den hverdag, der kan blive lidt for hverdagsagtig, mens “Nattevandrer” med den smilende, pulserende rytme bestemt har ørehængerkvaliteter. I “Hjerteløv” viser den pæne sangerinde, at hun også kan rocke. Det er et af de numre, hvor samspillet mellem det sarte og det kraftige kan sende tankerne hen på Under Byen. På kanten af virkeligheden er ikke i nærheden af at være så eksperimenterende som Under Byens plader, men der er en smule lighed i sartheden og vokalen, hvor Julie Maria ligesom Henriette Sennenvaldt kan tangere det stemningsfyldt naive – “En sommerpige” er et eksempel. Netop dette nummer er dog noget svagt, bl.a. fordi vokalen bliver for spinkel. Som sangerinde skaber Julie Maria med fraseringer og skift i tryk og tempo en uregelmæssig, levende stil. Den styrer hun med ro og sikkerhed på de af numrene, der har nok krop til at understøtte vokalen – det gælder størstedelen. Men f.eks. er “Min Tornerose” forvirrende i opbygningen – særligt i omkvædet, hvor Julie Maria synes at flakke omkring og jage melodier, der ikke lader sig fange ind. Vokalen og melodien kommer her til at virke ufærdige. Resten af albummet et til gengæld ikke ufærdigt. På kanten af virkeligheden er et velproduceret og lækkert album, hvor Julie Marias vedkommende sange kommer fint til deres ret. Kort sagt er Julie Maria med få forbiere og mange mål en interessant ny spiller på det danske musiklandshold.

Nyheder

Tour-travlhed hos Figurines

26. september 2007
Camilla Grausen

Figurines på omfattende efterårstour i bl.a. Danmark og USA Tidligere har Figurines tourneret heftigt i både Europa og USA i forbindelse med udgivelsen af deres forrige album Skeleton. Nu hvor sommerens When the Deer Wore Blue skal promoveres, ligger Figurines heller ikke på den lade side. Bandet har netop påbegyndt en omfattende tour, og kan se frem til et travlt efterår. Foto: Simon Birk De danske fans skal også passes, og Figurines starter oktober måned med en koncert i Odense Studenterhus den 3. oktober. Herefter går turen til Vega i København 4. oktober, Voxhall i Århus 5. oktober og til sidst Studenterhuset i Aalborg 6. oktober. Touren bringer bandet til Tyskland og Frankrig samt til USA og Canada, hvor der skal gives en længere række koncerter. Det nye album udkom for ganske nylig på Paper Bag Records (Tokyo Police Club, You Say Party! We Say Die!, Under Byen) i Canada og The Control Group i USA. Figurines afslutter deres tour i begyndelsen af november med at varme op for Kaiser Chiefs i Norge og Sverige. Hvis man lider af en næsten ubærlig nysgerrighed for se, om Christian Hjelm optræder iført cowboy-hat i Dallas eller Beach Boys-skjorte i Californien, er der mulighed for at finde mere info om de udenlandske koncert-datoer via Figurines’ hjemmeside.

Plader

Voxtrot: s.t.

7. september 2007
Camilla Grausen

Når jeg forestiller mig et band fra Texas, er det støvet country med sydstatsaccent og cowboyhat, der umiddelbart starter på det indre stereoanlæg. Da jeg satte texanske Voxtrots selvbetitlede debut på, var det imidlertid slet ikke den lyd, der mødte mig. På det musikalske verdenskort skal Voxtrot snarere placeres i London. Bandets lyd er i al fald ikke ulig den, man kender fra britiske bands som Maxïmo Park og Razorlight. Voxtrot giver selv en “Introduction” med albummets første nummer: en rimelig dækkende smagsprøve på, hvad Voxtrot har at byde på. Lyttervenlig pop/rock med sporadisk brug af klaver og strygere samt frontmand Ramesh Srivastavas bløde stemme, der af og til bliver skinger, når desperationen eller entusiasmen stiger. Voxtrot folder sig ud og lader energien strømme i “Kid Gloves”, hvor intensiteten er i top hos trommerne og guitarerne. Det samme gælder vokalen, hvor Srivastava insisterer på, at der skal ske noget: »Cheer me up, cheer me up, I’m a miserable fuck«. Tempoet er godt, og nummeret er albummets bedste skæring. Generelt er det de livlige numre, der fungerer bedst for Voxtrot. Den dunkende bas og det melodiske omkvæd i “Firecracker”, den fandenivoldske energi i Libertines-stil i “Brother in Conflict”, hvor omkædet dog lyder lidt fladt og skuffer i forhold til resten af nummeret. Fra denne afdeling af numre er der en del gode øjeblikke imellem. Desværre går andre numre for meget på autopilot. “Easy” og “The Future Pt.” er lidt for banale og forudsigelige, og sidstnævnte lyder som et af Travis’ mere kedelige numre. Albummets næstsidste suk er det eneste rigtigt stille nummer – “Real Live Version”. Det er en køn ballade, men igen lidt kedelig og for meget ‘klassisk ballade’ med klaver, strygere og Srivastava, der forsøger sig med de allerhøjeste toner. Albummet skal dog ikke afrundes med ømme toner, og de pulserende trommer er tilbage på “Blood Red Blood”, hvor lidt blæsere tilføjes. De kunne have givet et kraftigt løft til bandets lyd, men nøjes desværre med nogle lidt forkølede baggrundstrut. Lyden på Voxtrot er for så vidt moden, for man kan godt høre, at bandet ikke er helt grønne. Med tre ep’er i ryggen har de med første fuldlængde-forsøg ønsket at imponere og få en bred lyd. Det lykkes ikke helt, men albummet er en gedigen debut, hvor det dog lyder, som om der er nogle idéer, der ikke er blevet realiseret helt. Desuden er der nogle steder, hvor bandet springer over, hvor gærdet er lavest og følger en lidt for ofte hørt rockformel. Spørgsmålet er så bare, hvad bandet skal gøre for at forbedre sig til næste gang? Ramesh Srivastava har selv et bud: »I have to loose my idols to find my voice,« synger han i al fald i “Brother in Conflict”. Voxtrots lyd er ikke plagiat, men bestemt heller ikke unik. Så måske er det dét, der skal til.

Nyheder

Kom til PJ Harvey-intimkoncert i KBH

3. september 2007
Camilla Grausen

Nu på torsdag giver Polly Jean Harvey intimkoncert i DR Byen Foto: Maria Mochnacz DR’s musikprogram Liga har inviteret PJ Harvey til at give en mini-koncert, hvor hun vil spille numre fra det kommende album. Albummet White Chalk udkommer den 24. september, og det er i denne anledning, den talentfulde rockdronning besøger Danmark. Koncerten finder sted torsdag den 6. september kl. 19 i DR Byen i København. iBYEN.dk giver to heldige fans muligheden for at komme til koncerten, hvor der ikke lukkes flere end 30 personer ind. Du kan deltage i konkurrencen her. For alle dem, der ikke er så heldige at blive blandt de 30, der får lov til at opleve Frk. Harvey på tæt hold, kan vi berolige med, at koncerten optages og vises i Liga den 13. september på DR1.

Nyheder

Aalborgs studenterhus fejrer jubilæum

26. august 2007
Camilla Grausen

Den nordjyske hovedstad holder fest med interessante bands. Studenterhuset i Aalborg holder jubilæumsfest lørdag den 15. september. Arrangementet foregår både udendørs på Gammel Torv fra kl. 15, og fortsætter så indenfor i Studenterhuset når mørket falder på. Thee Attacks Til festen spiller en række ikke helt kedelige bands. Under Byen leverer altid underfundig og storladen kunst, bysbørnene fra Thee Attacks står for garagerock som den lød i 60erne, hvorefter Highway Child træder videre ind i næste årti med vaskeægte 70er-rock – på årets Roskilde Festival væltede de ikke Undertoners anmelder omkuld, men de overbeviste ham dog om, at de er Danmarks uforfalskede rockkonger. På plakaten er desuden også Junkyard Productions, The Dub Collective, ’Club Vixen Galla’ samt Klangsystemets DJ Team. Hele baduljen er gratis for dig, der befinder dig i det nordjyske og gerne vil være med til at fejre Studenterhuset (og for den sags skyld også for alle jer andre). Se mere på Studenterhusets hjemmeside.

Nyheder

Beirut til København

12. august 2007
Camilla Grausen

Efterårskoncert i København med Zach Condon aka Beirut Undskyld til de læsere, der blev forvirret af overskriften og troede, at denne nyhed handler om en ny flyrute direkte fra Beirut til København. Det var ikke det vi mente. Undskyld hvis vi skuffede nogen. Foto: Ben Chrisman Til de læsere, der imidlertid ikke planlægger rejser til eller fra Mellemøsten, men derimod er blevet glade for den amerikanske musiker Beirut, kan vi sige, at der er grund til at glæde sig. Det er nemlig blevet offentliggjort, at Beirut giver koncert i Lille Vega i København søndag den 18. november kl. 21. Bag kunstnernavnet Beirut gemmer den unge amerikaner Zach Condon sig. Efter en længere Europarejse bevæbnet med sin trompet, blev Condon inspireret af lyden af folkemusikken fra Europa og især Balkan. Det resulterede i den anmelderroste debut Gulag Orkestar, der udkom sidste år. Som Undertoner tidligere har fortalt, kommer der desuden nyt fra Beirut til efteråret. Mon ikke der bliver mulighed for at høre det nye materiale i Vega.

Plader

Tori Amos: American Doll Posse

8. august 2007
Camilla Grausen

»I’m every woman,« sang Chaka Khan, og de ord synes Tori Amos nu at efterleve. På Strange Little Girls fra 2001 tog hun et skridt på vej mod personlighedsspaltningen, og med American Doll Posse er forvandlingen nu komplet: Tori Amos er kløvet i fem: Santa, Clyde, Isabel, Pip og Tori. Denne gruppe af vidt forskellige kvindetyper udgør The American Doll Posse, og hver kvinde har sine egne sange på albummet. Det er noget af et projekt, Tori Amos har givet sig i kast med. Det hele er komplet med masser af billeder af de fem Tori-afskygninger, fem blogs på nettet for slet ikke at tale om de 23 selvproducerede numre på albummet. Tori Amos har altid været en produktiv dame, der ikke har været bange for at tage fat. Og i en alder af 44 år er dette hendes niende album. Tori Amos giver som regel sin mening råt for usødet, og American Doll Posse er ingen undtagelse. Denne gang er det en vis hr. Bush, der får sandheden at vide lige fra albummets åbner “Yo George”, hvor Amos undrer sig: »Where have we gone wrong, America?« og spørger videre: »Is this just the madness of King George?« Videre går det med den dejligt skæve single “Big Wheel” og andre numre, der er betydeligt mere rockede, end vi er vant til fra Tori Amos – “Teenage Hustling”, “Body and Soul” og “Code Red” er fine eksempler. Det er en positiv overraskelse, at Tori Amos også mestrer rocknumre. I det hele taget er der en høj frekvens af numre med fuld musikalsk besætning, så der her ikke kun er tale om sange med vokal og klaver, som Tori Amos ellers normalt foretrækker. Der er naturligvis stadig skæringer, hvor klaver og vokal dominerer. Ofte er der lag-på-lag-vokaler, og numrene er dybtfølte og kønne såsom den inderlige og smukke “Girl Disappearing”. Der er et par særprægede overraskelser undervejs, og “Mr. Bad Man” er en lille listig sag med lyse vokaler og en melodi, der bider sig fast. Også “Velvet Revolution” på albummets sidste del bryder stilen og får én til at spidse ører med kun mandolin, klaver og fransk stemning. Efterhånden bliver det hele dog lidt langt. 23 fuldvoksne sange fylder immervæk godt på ét album, og Tori Amos burde have luget lidt ud i numrene, da man sagtens kan finde en håndfuld at sortere fra. Konceptet med de fem forskellige kvinder, med hver deres syn på verden, er både sjov og interessant, men når albummets toner smyger sig ud af højtalerne, glemmer man hurtigt Pip, Clyde, Santa, Isabel og husker kun Tori Amos. For American Doll Posse lyder stadig som et Tori Amos-album. Konceptet lægger op til en stor spændvidde i musikken ligesom i kvindetyperne, men den er der ikke helt. Det kunne have været spændende at høre Tori Amos udfordre sig selv endnu mere og følge sine egne damer helt til dørs. Det er ikke første gang, Tori Amos flirter med konceptalbum, og hun har denne gang ført sine eksperimenter længere ud end før. Jeg er dog lidt i tvivl om, om hun ønsker at tage springet, folde sit koncept helt ud og lave et album med en helt anden lyd, eller om hun helst vil blive ved med at lave Tori Amos-albums i den velkendte stil. Uanset hvad der i grunden er damens intention, er American Doll Posse er stærkt album, der indeholder en række både smukke og slagkraftige numre. En mere komprimeret version kunne være tæt på hendes bedste album.

Nyheder

Kom på scenen med Rufus Wainwright

25. juni 2007
Camilla Grausen

Du kan stadig nå at komme til at optræde med The Gay Messiah i Operaen næste tirsdag. På Rufus Wainwrights hjemmeside kan man læse, at der hver aften på Wainwrights igangværende verdensturné vil blive inviteret en fan op på scenen. Denne fan skal så stå for den talte del af nummeret “Between My Legs” fra Wainwrights nye album Release The Stars. Wainwright holder auditions via YouTube, hvor man kan indspille sit forsøg med teksten fra “Between My Legs” og måske blive den heldige, der skal møde The Ruf (som han så sødt kalder sig selv) og optræde med ham på scenen – f.eks. i Operaen i København tirsdag den 3. juli. Man kan nå at deltage i konkurrencen indtil fem dage før den koncert, man ønsker at optræde til. For god ordens skyld skal det understreges, at man kun kan deltage hvis man allerede har billet til den valgte koncert. Så desværre for Rufus Wainwright-fans med spoken word-talenter men uden billet, kan konkurrencen ikke skaffe jer en billet til den komplet udsolgte koncert.

Plader

Pelle Carlberg: In a Nutshell

20. juni 2007
Camilla Grausen

Efter opvæksten i Uppsala prøvede Pelle Carlberg lykken i forskellige bands og fandt den i Edson, der også er i stald hos Labrador Records. Edson eksisterer stadig, men nu koncentrerer Carlberg sig om sin solokarriere. Everything. Now! hed solodebuten fra 2005, og nu er toeren In a Nutshell på gaden. Sammen med sit “one-man band”, Henrik Nilsson, spiller Carlberg luftig guitarpop fra samme skuffe som Belle and Sebastian og The Go-Betweens. Han har forstand på gode popsange, og de fleste numre er ørehængere, dog uden at være særlig nyskabende eller særegne. Det smittende humør, melodierne og den gennemarbejdede lyd, som bl.a. kan høres i “Showercream and Onions” kan ingen dog tage fra svenskeren. Bedst er Carlberg dog på tekstsiden, hvor hans velformulerede tekster handler om hverdagsemner som middelklassehjemmet, jobbet og indkøb – og en lille smule kærlighed. Carlbergs morsomme og rammende dagligdagsobservationer er prisværdige som f.eks. “Clever Girls Like Clever Boys Much More Than Clever Boys Like Clever Girls”, der handler om præcis det, titlen indikerer: kloge piger, der foretrækker kloge drenge, mens drengene desværre vælger anderledes: »I have a friend who’s in this Mensa club / He has no trouble to admit / He wants a woman with ambitions / That go as far as raising kids« – og sådan er der jo så mange små paradokser, som er værd at tage fat i. Det skader heller ikke nummeret, at melodien med maracas, trompet og håndklap nemt sætter sig fast i øregangene. En anden pudsig tekst er “I Touched You at the Sound Check”, der handler om dengang Mike Joyce, trommeslageren fra The Smiths, var dj på Stengade 30 i København. Carlberg mødte ham, og det gjorde åbenbart stort indtryk. Selvom teksten er morsom, kommer Carlberg dog ikke i nærheden af niveauet fra debutens “Go to Hell, Miss Rydell”, hvor Carlberg som den forsmåede musiker synger om sit opkald til en anmelder, der har givet Edson en dårlig anmeldelse. Det er yderst morsomt, og Carlbergs forurettede tekst og tonen i nummeret passer perfekt sammen. Den musikalske side af dette nummer var måske intet vidunder, men nummeret er alligevel i en klasse for sig i Carlbergs repertoire. Pladens titel taget i betragtning må man gå ud fra, at Pelle Carlberg i en nøddeskal netop er en popglad dreng med sprogligt overskud. Men på albummets sidste regulære nummer, der netop bærer titlen “In a Nutshell”, overrasker Carlberg. Med kun vemodigt klaver og lidt akustisk guitar, ser vi en helt ny side af Carlberg. Et rigtig fint lille nummer og en fin detalje, der viser, at Carlbergs talenter rækker ud over den genre, han er mest velbevandret i. Dog lader Carlberg sit velkendte humoristiske pop-jeg få det sidste ord med et skjult nummer til slut. Sangen handler om Carlbergs problemer med “Mr. Labrador” – pladeselskabschefen, der brokker sig og siger, at Carlberg aldrig vil »mingle at the Grammy awards« eller komme til Hong Kong, hvis han ikke får skrevet en hit-sang. Men i et melodiøst (næsten hit-agtigt) omkvæd erklærer Carlberg, at han aldrig vil skrive en hit-sang. Hits eller ej; det er ikke så vigtigt, hvilken kategori Carlbergs numre havner i. Der er gode popmelodier for alle pengene. Det sidste ekstra mangler dog. Carlbergs tekster er hans force og gør ham til noget andet end inspirationskilderne. Derfor er det vigtigt, at han ikke forfalder til tekstlige kærlighedsligegyldigheder som “I Love You, You Imbecile”. Det, der mangler på In a Nutshell er perler, hvor melodien, formuleringerne og humoren går hånd i hånd – det er ikke nemt at skabe, men Carlberg er rigtig tæt på.

Nyheder

Nye danske bands på fynsk festival

20. juni 2007
Camilla Grausen

Den lille Kildemose Festival løber af stablen den 29. og 30. juni med flere interessante bands. Lige omkring der hvor kragerne vender, i en gammel have på Fyn mellem Ørbæk og Svindinge, holder Kildemose Festival “œBlue Moon Party”. Det sker den sidste weekend i juni, og på bandlisten kan man bl.a. finde Manual, Aerosol, Causa Sui, Highway Child, Cherry Overdrive og Rumskib. Den lille festival kan inkl. campingområdet maks. rumme 300 mennesker, så der er garanteret en intim og hyggelig atmosfære. For at komme med til den fynske havefest, skal man blive medlem af foreningen “œKildemosefestivalens venner”. Det koster 200 kr. – se hele programmet og mere info her.

Interview

Dúné – vi er bare en tand bedre end de andre

25. maj 2007
Camilla Grausen

Deres debutalbum udkommer først i overmorgen, og de fleste medlemmer er først lige blevet myndige. Alligevel har Dúné allerede opnået stor succes. Bandet er stensikre på, hvad de vil, og udgivelsen af debuten er næste skridt på vejen. Undertoner mødte bandet til en snak om live-koncerter, dobbeltliv og store drømme. (27.05.07)Debutalbummet har fået titlen We Are In There You Are Out Here og udkommer d. 29. maj. Men allerede nu har Dúné godt gang i karrieren. På en yderst regnfuld dag knap to uger inden udgivelsen havde 3/7 af bandet været tidligt oppe og taget turen fra hjembyen Skive til Vesterbro i København. Her mødtes Undertoner med Mattias Kolstrup, Cecilie Dyrberg og Ole Bjørn Sørensen på en lille café. Publikum skal være sultneDúnés medvind skyldes især deres selvsikre live-koncerter, hvor bandet tager både publikum og anmeldere med storm. På sidste års Spot-festival var Undertoners anmelder ingen undtagelse. “œDet gode ved live-koncerter er selvfølgelig, at man får musikken ud til mange mennesker – og for os er det dér, vi får al vores energi ud,” fortæller Mattias og forklarer, at bandet er glade for, at publikum har reageret så positivt, på trods af at albummet endnu ikke er udkommet: “Folk er virkelig med – især på numre som “Bloodlines” (tidl. Ugens Uundgåelige på P3, red.) og “Robot Beat”, og det er rigtig fedt.”Cecilie tager over: “Vi slutter altid af med et nummer, der hedder “Go Go Valentina” – igennem koncerten eskalerer energien, og dét er klimakset. Det er også derfor, vi ikke spiller ekstra-numre efter det.” Ole uddyber: “Det virker måske mærkeligt, men det er mere kompromisløst – vi vil gerne have, at publikum ikke bliver “mætte”; de skal gå sultne fra koncerten”. Tidlig succes?Ingen af Dúné-medlemmer har nået de 20 år endnu, og Skive-bandet er dermed yngre end de fleste nye bands i branchen. Indtil nu har de kun et par ep’er bag sig, men de får alligevel meget ros og opmærksomhed. Men det får dem ikke til at føle, at karrieren er gået stærkt. Trods deres unge alder har de allerede spillet sammen som band i seks år. Ole og Cecilie nikker samtykkende, mens Mattias forklarer, at “det nok virker, som om det er gået hurtigt, hvis man ser på det udefra, men det virker ikke sådan for os – vi har altid vidst, hvad vi ville,” Med et smil på læben tilføjer han: “Vi har da spillet sammen i længere tid end Franz Ferdinand.”Ole understreger, at Dúné har kæmpet lige så hårdt som alle andre, og at det er “noget pis, når folk siger, at det er snyd, at det er gået så hurtigt”. Mattias overtager: “Vi er bare en tand bedre end de andre. Vi har gjort det, vi gerne ville, og det har så vist sig at passe godt med, hvad folk kan lide.” DobbeltlivOm det nye album forklarer bandet, at de begyndte indspilningerne sidste år med Troels Abrahamsen (Veto, I Know That You Know) som producer. Men selv om de var nået halvvejs med indspilningerne, valgte de at droppe dem: “Hans lyd var langt fra Dúnés udgangspunkt og ikke så hård. Det er lidt svært at forklare, men det var en anderledes lyd,” siger Ole. Bandet lærte dog også meget i løbet af de fire uger med Troels Abrahamsen.”Vi har brugt mange af hans idéer alligevel, især mht. vokalerne – så på en måde er han alligevel uofficiel producer på albummet.” siger Mattias. Indspilningerne blev påbegyndt igen ved juletid med en ny producer, englænderen Mark Willis. Indspilningsprocessen var lidt speciel, for Mark Willis arbejdede fra Hamburg, mens Dúné indspillede i Randers, hvor Mattias forklarer, at han i den periode kom til studiet i Randers hver dag efter skole for at indspille vokaler.Så blev det sendt til Hamburg, og meget af kommunikationen omkring tilblivelsen af albummet foregik via mail og telefon. Bandet fortæller, at det nye album sætter punktum for den periode, der har været indtil nu, og nogle af numrene er nye versioner af numre tilbage fra 2003. Et af de nye numre er “Dry Lips”, der handler om det mærkværdige “dobbeltliv”, Dúné har ført indtil nu: Bandmedlemmerne er almindelige skoleelever i hverdagen og står på scenen eller i studiet i weekenderne. Det er en tilværelse, der vil fortsætte noget tid endnu, for de fleste er ved at afslutte 2.g, og tænker i denne tid ikke kun på albumudgivelse, men også på eksamener.Cecilie er ikke i tvivl om, hvordan dobbeltlivet har været: “Megahårdt og megafedt.” Mattias mener, at det gælder om at koncentrere sig om én ting ad gangen – holde musikken ude, når det handler om skolen, og også omvendt at skubbe tankerne om eksamen væk, når det drejer sig om musikken: “Det er meget vigtigt at lære at holde fokus – men det er også det eneste, der er tid til. Jeg bruger kun tid på skole og musik. Intet andet.” Vi er ikke indie-helligeDer er altså syv medlemmer i Dúné, men ikke desto mindre fungerer banddemokratiet, forklarer Cecilie: “Vi er enige om helhedslyden. Nogle ting bliver vendt 100 gange og går igennem flere personer, men vi når et samlet resultat, som alle kan være enige om.” Mattias og Ole fortæller, at de to for nylig havde nogle ophedede diskussioner, hvor de var “ved at rive hovederne af hinanden.”“Men så må man bare give en krammer og se at få pakket det udstyr sammen … selv om jeg stadig synes, jeg har ret,” siger Ole.Mattias fortæller, at det nærmere er det visuelle – f.eks. video og cover – som det er svært at blive enige om: “Og her kommer pladeselskab, manager, distribution også ind og har en mening.”“Alle har også ret til at have en mening,” siger Ole: “Vi var vant til at gøre alting selv, men nu er der branchefolk med, der har ekspert-viden. Det gælder om at suge af deres erfaring.” Mattias supplerer: “Man er nødt til at give slip nogle steder og gå på kompromis.” Ole afbryder: “Fordi vi vil noget mere end andre bands – den der løftede indie-pegefinger om at lave alting selv, den kan vi ikke bruge til noget.”“Nej, for så ender det med, at musikken bare bliver en hobby. Vi er indie, men vi er ikke indie-hellige” siger Mattias og griner. Dúné får en travl sommer med masser af koncerter, og debuten udgives også i Tyskland, og muligvis senere i England. Mattias fortæller, at de håber på udgivelse “worldwide” i slutningen af 2008 og siger om fremtiden: “Vi er totalt fokuserede. Det her er det, vi vil – uanset alle de problemer, der kommer undervejs.” De andre er enige, og Cecilie konkluderer: “Vi kan ikke forestille os andet end at spille musik. Musik musik musik.” Læs også Undertoners anmeldelse af:Dúné: We Are In There, You Are Out Here

Plader

The Jack Stafford Foundation: Long Live Love

25. maj 2007
Camilla Grausen

Jack Stafford og Jasmine Wynants er forelskede. Det er forelskede og elsker hinanden og synes hinanden er det bedste i verden. De er hinandens »cherry on the cake«, og deres kærlighed vil vare evigt, også efter døden. For at få noget af al den kærlighed ud har de som The Jack Stafford Foundation udgivet et album, de kalder Long Live Love. Dette album består så af sange med titler som “The Love Drug”, “I Think I Like You Just the Way You Are”, “Me Amore” og “Together”. På coveret har de placeret et ikke særlig æstetisk skønt nærbillede af dem selv i et intenst kys. Kære læser, do you get the picture? Det er simpelthen ikke til at holde ud. Hvis man prøver at tage en dyb indånding og se igennem de pussenussede tekster, hvor hvert andet ord er »love«, kan man desværre konkludere, at masser af kærlighed ikke nødvendigvis afføder god musik, og The Jack Stafford Foundations Long Live Love er et temmelig ujævnt album. Duoen består af engelske Jack Stafford og belgiske Jasmine Wynants. De mødte hinanden i Amsterdam ved udgivelsen af Staffords første album, Exes i 2005, og siden da er romantikken og musikken blomstret. Bag sig har The Jack Stafford Foundation et band bestående af en række hollandske musikere, der støtter Wynants og Staffords duetter. De fleste numre indeholder akustisk guitar og er en blanding mellem kærlighedspop, singer/songwriter med country-inspirationer og rundkredssang fra hippiekollektivet. Melodierne i numrene er uden de store overraskelser. Rytmerne er langsomme, og tonen er ganske beroligende. Albummet har gode sider, og de to bedste skæringer er “The Love Drug” og “Hollywood Goodbyes”, der begge er country-prægede numre, hvor vokalsammensætningerne fungerer fint. “The Coming Change” er også et flot stemningsfyldt nummer, hvor bl.a. harpespillet kaster et eventyrligt skær, og celloer undervejs i nummeret skaber et dybere lag i musikken. De gode numre er dog i mindretal i forhold til en række middelmådige numre med usikre vokaler, især fra Stafford. Duoen er dog ikke humorforladt, og nogle af numrene får én til at trække på smilebåndet, bl.a. i “Hollywood Goodbyes”, hvor Wynants erklærer: »We’re ordinary people, we don’t need Hollywood goodbyes«. Og i “Not Another Love Song” synger parret: »All the best songs are bitter / Being angry just sounds better« (måske de så hellere skulle have puttet nogle af de bitre sange på albummet?). Når duoens humor virkelig tager over, er det dog ikke morsomt, nærmere bare unødvendigt. Det er svært grine af eller være interesseret i, at Stafford ikke lukker døren, når han tisser, efterlader tånegle på gulvet, og at Wynants’ ånde er skrækkelig om morgenen – men at parret elsker hinanden alligevel. På samme måde ender mange af numrene med enten af være tonstungt kærlighedssnask ala “œdu er sød – nej, du er sød – nej, DU er sød!” eller umorsomt pjat, der ender med at være lidt småulækkert. På “The World Is Wonderful” kommer alle de værste sider af duoen frem: Hippie-fællessangen med tamburiner og mundharpe, kvalmende søde tekster – »I’m so happy / The world is wonderful / The skies are blue / My dreams come true / And I’m in love with you« – og handler bl.a. om parrets 1-års dag. Og om prævention og menstruation. Det er forfærdeligt på alle måder, og jeg ville ønske, at jeg aldrig havde hørt den. Der er alt for mange sange på Long Live Love, som aldrig burde være blevet udbredt til andre end turtelduerne selv. Med stor fordel kunne den lille håndfuld af gode numre være blevet udgivet som en ep. Resten af sangene kunne så udgøre en anden cd, der kunne være parrets 1-års-gave til hinanden – og brændt i kun to eksemplarer.

Nyheder

Chill out med livebands i Aalborg

16. maj 2007
Camilla Grausen

Fire gange Chill I Parken afholdes i Aalborg – første gang nu på lørdag. Foreningen Skridtet videre holder for tredje år i træk Chill I Parken, der er et “klassisk” chill out-arrangement ala Stella Polaris, som det kendes fra København og Århus. Der bydes bl.a. på electronica, lounge, indierock, reggae samt live-optrædener fra Tone, Good Luck Casper og LHT Soundsystem m.fl. Desuden er der lagt op til hygge og afslappet stemning med kunst, beach volley, fodbold, grill-mad og andre løjer. Arrangementet er gratis. Hele herligheden foregår altså for første gang denne sommer nu på lørdag d. 19. maj fra kl. 15 i Fjordmarken, ved lystbådhavnen i Aalborg. Til hvert af arrangementerne vil der være afterparty på forskellige steder i byen, og på lørdag foregår det på Kruckow fra kl. 22. Mere info kan findes her

Plader

Mushi: Unfairytales

9. maj 2007
Camilla Grausen

Jeg aner ikke, hvorfor man vælger at bruge et ord, der klinger så fjollet som Mushi som kunstnernavn. Svaret har Rasmus Fynbo formentlig, der i lækkert jakkesæt og med selvsikker attitude pryder bagsiden af coveret – han gemmer sig i al fald bag navnet. Den musikalske entusiasme stråler ud af hans talentfulde nye udspil, så han er tilgivet. Rasmus Fynbo har skrevet sange i mange år og har et imponerende antal liggende hjemme i skuffen. Nogle af dem blev udgivet på Unbelonging fra 2004, der dog ikke nåede ud til et ret stort publikum. Nu når Fynbo forhåbentlig ud til flere ører landet over med sit andet album Unfairytales. På albummet medvirker i alt 18 forskellige musikere, men det er Fynbo, der har skrevet og produceret alt. De 18 kreative sjæle bidrager under Fynbos ledelse med mange forskellige specielle instrumenter – bl.a. mandolin, harmonika og trompet. Også mange genrer deltager i lyden på Unfairytales, og det er unægteligt svært at finde paralleller til andre kunstnere, der holder i mere end ét nummer. Lyden er meget international, og Fynbo formår at holde tøjlerne samlet, så albummet ikke ender som én stor rodebutik. Rasmus Fynbo har stort talent for at skrive iørefalende melodier, og f.eks. er to af de største ørehængere – og albummets bedste numre – “Unfairytale” og “Trivial Decay” til at synge med på allerede efter første lyt. Det er melodier, der sidder fast og er svære at ryste af sig igen. Hvad der også skinner soleklart igennem på albummet, er en massiv glæde og entusiasme ved at lave musik og at få sangene formidlet videre til lyttere. Albummet er personligt og kommer fra en mand, der har meget på hjerte. Dette gælder også på tekst-siden, hvor Fynbo fremlægger en række små historier om forskellige mennesker i mere eller mindre dagligdags problemer og paradokser. De små bizarre sandheder, verden gemmer på; ulykkelig kærlighed til en patologisk løgner (“Pieces of Nothing”), den rige pladeboss’ besvær med at beholde sine penge selv (“Rich Man’s Burden”) og sågar rumstations-fantomkærlighed inspireret af filmen Solaris (“Death Shall Have No Dominion”). Der er nok af idéer, og de fremlægges i flot stil af Fynbos på én gang afslappede og meget engagerede vokal. Albummets første halvdel er en livlig blanding af mange inspirationer fra forskellige dele af Europa, hvor både sigøjnere og mafiabosser synes at stå faddere til den lille ny. Kreativiteten er i top, og albummet er medrivende. Den sidste halvdel af albummet byder desværre på nogle svage ballader, der ikke rigtig lykkes for Mushi. “Sea of Debris” med kvindevokal ender som et rimelig kikset forsøg på en storladen ballade, og denne og andre fra sidste halvdel trækker ned i den samlede bedømmelse. Det kan dog ikke ændre på, at størstedelen af Unfairytales er en flot præstation, hvor det kan mærkes, at manden bag projektet har lagt et lille stykke af sig selv i albummet, der er endt som et professionelt og talentfuldt tilløb. Det kan godt gå hen og blive rigtig interessant i fremtiden at høre mere til Rasmus Fynbo, da han i dansk sammenhæng har noget usædvanligt livfuldt og unikt at byde på.

Koncerter

Of Montreal, 06.05.07, Loppen, København

8. maj 2007
Camilla Grausen

Direkte importeret fra Georgia gjorde Of Montreal søndag til en fest på et varmt og proppet Loppen. Med en kombination af kostumefest og popkoncert fik vi en række af bandets perler, og med Kevin Barnes som kejtet krukke i forgrunden legemliggjorde Of Montreal denne aften sjælen i deres musik.

Plader

Cosmic Rough Riders: The Stars Look Different From Down Here

3. maj 2007
Camilla Grausen

Sigter man for bredt, kan man risikere ikke at ramme noget som helst. Det er, hvad der beklageligvis er sket for skotske Cosmic Rough Riders. Glasgow-trioen har eksisteret siden 1998, og The Stars Look Different From Down Here er bandets fjerde album. I pressemeddelelsen skrives der, at bandet efterhånden har en lyd, der indfanger unge og gamle, det moderne, “vintage” samt det lette og intense – og at bandet synes at have intet mindre end en “universel appel” til musikelskere i hele … ja, hele universet åbenbart. Man kan sagtens bilde mig ind, at ingen vil finde Cosmic Rough Riders ubehagelige at lytte til, for deres lyd er tilpasset, gennemsnitlig og behagelig. Der er ingen kanter eller upolerethed. Glasgow-drengene trækker i høj grad på lyden fra Coldplay og U2, men kvalitetsmæssigt når de dog ikke i nærheden af idolerne. Den eneste lighed er, at Cosmic Rough Riders’ forsanger Stephen Fleming har en stemme, der lyder lidt som Bonos. En anden af skotternes selvproklamerede referencer er Beach Boys, men almindeligt kor som støtte til forsangeren er altså ikke automatisk i samme kategori som de liflige californiske vokalharmonier. Ikke desto mindre er det en ganske god stemme, mini-Bono besidder, og af samme grund er det ironisk, at nogle af numrene er produceret så tåbeligt, at hans stemme er tæt på at drukne i instrumenter og kor. Stephen Flemings vokal er et af de bedre kort, bandet har på hånden, så det er dumt at gemme det væk. Lou Reed kunne lige akkurat pull it off da han sang “Satellite of Love”, men nogen burde have fortalt Cosmic Rough Riders, at der virkelig skal meget til for at kunne slippe afsted med at bygge en sang op om linien: »I’m just a satellite«, og på nummeret “Just a Satellite” lykkes det heller ikke. Imidlertid triller dette nummer og resten af albummet lige så sikkert og ufarligt derudaf i midterste gear uden nogen særlige udsving, afkørsler eller opbremsninger, og leverer velmenende guitarrock for alle pengene. Nu skal det heller ikke være negative miner det hele, for det ville alligevel været uretfærdigt overfor trioen, hvis håndværk i det store hele er fint, og der er ikke mange af deres numre, der er dårlige. “Lost in America” er et udmærket nummer, hvor Stephen Flemings vokal i versene er forvrænget i god Sparklehorse-stil, og nummeret lægger sig da også op ad den gode Mark Linkous, men spændingerne og potentialet i nummeret indfries ikke i omkvædet, der bliver til flad guitarpop. Albummet afsluttes med titelnummeret, en forholdsvis simpel sag udelukkende bestående af nøgen vokal og klaver. Men faktisk er det dette nummer, som Cosmic Rough Riders slipper bedst fra på hele albummet. Den melankolske klavermelodi kæler for lytteren, og vokalen og teksten er, omend en lille smule patetisk, alligevel rørende. Jeg vil erklære mig uenig i, at Cosmic Rough Riders har “universel appel”, men jeg kan høre, at de forsøger. I bandets forsøg på at lave musik, som det er svært at hade, er de dog endt i den anden grøft. Deres nyeste album er godt nok svært at hade, men det er også svært virkelig at elske. Det har simpelthen ikke personlighed nok

Nyheder

Tori Amos’ pigebande på vej

24. april 2007
Camilla Grausen

Tori Amos udgiver sit niende album American Doll Posse på tirsdag, den 1. maj. Som på Strange Little Girls (2001) har Tori Amos leget med forskellige kvinderoller, og denne gang er temaet endnu mere gennemført. Det nye album er bygget op omkring fem aliasser, der alle er baseret på græske gudinder og kvindelige arketyper, og navnene er Santa, Clyde, Isabel, Tori og Pip. I Tori Amos’ nye video til nummeret “Big Wheel”, kan du møde alle fem. På sin hjemmeside har den rødhårede furie løbende afsløret detaljer om det 23 numre lange album, og samme sted kan du læse mere om pigerne i den amerikanske dukkegruppe. På Amos’ myspace-side er det også muligt at høre fire numre fra albummet. Tori Amos drager desuden snart på turné, og hun kommer forbi Falconer Salen på Frederiksberg den 13. juni. Hvis du er interesseret i at finde ud af, om hun har Santa, Clyde, Isabel og Pip med på scenen, kan billetter købes her.