Hvis fodboldhold kan have maskotter, hvorfor skulle bands så ikke kunne? Tiger Tunes har deres menneskestore smilende (og til tider dansende) tiger, og The Flaming Lips har en hel zoologisk have sluppet løs på scenen, når de spiller live. Og så er der københavnske The Elephants. De har – ikke overraskende, navnet taget i betragtning – en elefant. Ifølge frontcoveret tilmed en lettere fordrukken og belæst art (dyreverdenens svar på Fante eller Bukowski, måske?).
Men ligesom bandets maskot er en miniaturemodel af det store snabeldyr, er The Elephants også en light-version af såvel øvrige bands som et fremtidigt selv. Little Beast-ep’en er med andre ord et udviklingsudspil, som er mest til gavn for bandet selv end for et egentligt publikum. Sidstnævnte skal nok komme senere.
At dømme ud fra Little Beast har The Elephants nemlig fat i den lange ende. De gør sig i en varmblodig, melodisk form for indierock – ikke helt ulig Superchunk og de århusianske Delicia Mini. Det er rock med vægt på et dobbelt guitararbejde fra Bjarne Bendtsen og Martine Madsen, hvilket i flere af sangene er ganske spændende og interessant. Tonerne fra hver seksstrengede affyringsrampe løber frem mod hinanden, drejer rundt i luften, nærmer sig af og til lettere skæve højderygge, men lander altid sikkert. Det er lyden af noget simpelt, der gøres lækkert vellydende, af og til med en fremdrift som taget direkte ud af en rock’n’roll-sang fra 50’erne. Herligt.
Således åbner The Elephants deres udspil med et fængende guitarhook, som sammen med den øvrige instrumentering efterlader et dynamisk, fremadrettet indtryk. Men selv samme indtryk holdes desværre også tilbage af nummerets måske mest essentielle element, nemlig vokalmelodien som hverken skurrer eller ophidser. Den lander i et anonymt tomrum og formår ikke at hænge fast, efter sidste tone er ringet ud.
Sanger Bjarne Bendtsen besidder ellers en udmærket vokal, der blot ikke har sonderet toneterrænet i tilstrækkelig grad til at hive ørehængerne hjem. Men man kan ikke klandre ham for at gøre sig et forsøg. I “With Your Lips Dry” forsøger Bendtsen sig med en kæk og krukket stemmeføring som en anden Greg Dulli (Afghan Whigs), der skal spille op som en forførisk charlatan, man Bendtsen fremstår mest af alt som en sleazeball, der har overvurderet egne evner.
Det er måske nærmere udtrykket i “5 Minutes”, The Elephants bør bevæge sig nærmere i retning af. Det er en sang, der dufter af The Smiths tilsat et par skefulde af den specielle indiepoplyd a la Eggstone, vi kender fra den anden side af Øresund. Humøret er højt og lunefuldt, og nummeret afstedkommer som udspillets stærkeste.
Med “Satellite” rammer The Elephants en naiv bittersødme, som er ganske nuttet. Bendtsen synger om en udlængsel, som han ønsker at komme til livs sammen med sit hjertes udkårne: »If you’re happy or sad, you should leave the town tonight with me.« Problemet er blot, at man aldrig mærker denne følelse på egen krop, fordi bandet endnu ikke mestrer det at inkorporere den i sangens melodilinje. Det lyder mest af alt jævnt dansk og som noget, der foregår lige her eller i naboens baghave.
Man må dog give Bendtsen, at han har et positivt og drømmerisk hjerte, der dunker højlydt i tekstuniverset. Det er svært ikke at trække på smilebåndet af linjer som »We make the meteors live on / And there’s no one near to blame us / Why dream of the ocean when you can have the ocean? / You don’t stop right now.« Men overordnet består The Elephants’ tekster mest af ligegyldig overflade frem for dybde; man føler simpelthen ikke, at den syngende vokal har så forfærdelig meget på hjerte.
Little Beast er altså langt fra et betydningsfyldt udspil. Men flere steder mellem akkorderne synes man at kunne fornemme, at The Elephants er på et udviklingsstadie, som kan føre dem fremad. Udtrykket skal finpudses, de gode melodier skal graves frem – og helst fra et sted hvor det enten gør ondt eller godt; så længe en følelig og oprigtig nerve kommer til udtryk.
