To Undertoner-darlings fyldte onsdag aften Lille Vega med melodisk rock og forførende støj. Både Baby In Vain og Yung leverede op til flere nye numre med en betændt energi, der viser, at ingen af de to bands er gået all-in på velsmurt indierock endnu. Det burde tænde en ild i de fleste, men publikum virkede en anelse tilbageholdende.
Søndag aften i København satte Brooklyn-støjrockbandet Bambara en ny standard for, hvordan man mestrer en punkkoncert. Med cowboytwang, intens larm og en ubønhørlig energi havde de fem musikere publikum i et jerngreb fra start til slut.
I et krydsfelt mellem nytænkende post-rock, midwest emo, improvisation og kontemporær klassisk musik finder man den Londonbaserede oktet Caroline. De er både opfindsomme og frygtløse i deres musikalske udforskning, og så har de har lavet et af de smukkeste og mest interessante debutalbums længe.
Pompeii er en cocktail af synths, psych og glaminflueret artpop. En kombination, der glider let og lækkert ind i øregangen, men den savner desværre både nogle hits og den kant, vi er vant til fra den eksperimenterende waliser.
Efter mere end tre års stilhed er Shiny Darkly trådt ud af skyggerne med en mere rå og umiddelbar lyd. HEAVYY trækker både på americana og teatralske takter, men dysterhed og underliggende støj er stadig varemærket.
Københavnske Shiny Darkly nægter at sidde stille. De er i konstant udvikling, og på deres nye EP er de mere ærlige og blottede end før. Drivkraften kommer inde fra dem selv.
På sit tredje album leverer Dinner først og fremmest et roligt og helende værk. Dream Work er lyden af at være på vej hjem fra klubben efter at have danset hele natten, hvor solen i LA er ved at stå op til lyden af reflekterende, elektronisk indie-pop.
Choppers fjerde single, ”HEX.X.X.”, er lo-fi-soundtracket til The Rocky Horror Picture Show, hvis filmen ikke foregik på et slot i 1974, men på Manchester-klubben The Haçienda i slut 80’erne.
Of the Wand and the Moons første album i 10 år er storladent, forførende og dunkelt. Med en eminent god produktion og en buldrende dyb røst trækkes man igennem ti atmosfæriske stykker musik, der byder på messende neofolk, 60’er-inspireret singer-songwriter og endda larmende post-rock.
Det hviderussiske synthpop- og post-punkband Molchat Doma spillede op til dyster dans for et næsten fyldt Store Vega. Musikerne var i topform, og de havde greb om publikum, specielt når sangene fra de ældste udgivelser bankede ud af højtalerne. Koncerten var dog en anelse for lang.
Uruguayansk-amerikanske Juan Wauters har lavet et fragmenteret indiepopalbum, der leger med både folk, soveværelses-R’n’B og hip-hop. Sangene er både inderlige og vellydende, men flowet afbrydes også af mindre interessante feltoptagelser.
Younolovebunnys nyeste album Monster Jazz, er en omgang hjemmelavet tweepop, der charmerer sig direkte ind i sommerhjertet. De gode melodier er i overflod, og musikken emmer af 70’ernes folk og især 90’ernes lo-fi rock og pop. Dovenskab og opstemthed på en og samme gang.
Communions’ anden fuldlængdeudgivelse byder på enormt velproduceret indierock med iørefaldende melodier, rørende vokalleveringer og gennemtænkte sangforløb. Ambitionsniveauet fra debuten er løftet gevaldigt, og det københavnske brødrepar når næsten hele vejen i mål.
Black Honey har skruet op for fuzzpedalerne og ned for discolyden på deres andet album, der fremstår bedre tænkt end forgængeren. En fyldig, filmisk produktion og en gennemarbejdet æstetik lægger dog ikke skjul på, at flere sange lyder uddaterede og uinspirerede.
På The Weather Stations nye album har Tamara Lindeman kastet sig over klaveret frem for guitaren. Resultatet er et umådeligt rart og afmålt indiefolkalbum. Enkelte sange kæmper dog med at lyde interessante.
