Baby In Vain
Da lyset i Lille Vega på Vesterbro i København slukker klokken 20:17 onsdag aften træder forsangerne og guitaristerne Lola Hammerich og Andrea Thuesen samt trommeslager Benedicte Pierleoni fra Baby In Vain på scenen. Der lyder et kort »wooo« fra publikum, men det drukner hurtigt i, hvad der formentlig er det tungeste nummer fra det københavnske band hidtil. Guitartonen og -riffet er næsten metalagtigt, og Pierleoni slår så hårdt på trommeskind og bækkener, man skulle tro, koncerten ikke blot havde varet et minut. Det er en ret vild måde at kridte banen op på. I c-stykket breaker sangen over i noget 80’er Sonic Youth-agtig larm, der formentlig slår helt fast, at selv de nyeste skud på Baby In Vains stamme er fyldt med knopper og ru bark.
I de første par numre mudrer de to guitarer lidt sammen, hvilket gør det svært at adskille dem, men energien er ikke til at tage fejl af. Baby In Vain spiller en art rå rock, der ikke er vildt meget af i Danmark, og specielt ”Be My Baby Now” fra See Through (2020) bider fra sig. Pladen, der er trioens anden, blev i øvrigt årets danske plade i 2020 ifølge Undertoner. Baby In Vain lyder altid som sig selv, trods man altid kan trække referencer til specielt amerikansk, eksperimenterende 90’er støjrock og mere dreamy bands som Mazzy Star. De har nemlig en fantastisk styrke i deres to forsangere, der i den grad har hvert deres udtryk. Hammerich med måske den bedste lede, grumme, mest sammenbidte stemme i byen, og Thuesen med sin ligeledes klagende, men mere runde og luftige stemme. En kontrast, der gør musikken uforudsigelig, dynamisk og ikke mindst enormt elskværdig.
Titelsangen fra 2020-albummet åbner helt nøgent med vokal, simple guitarstrøg og et fåtal af lilletrommeslag. Hammerich, som synger sangen, starter rigtig godt ud, men i en enkelt sætning gør stemmen ikke som den skal, og takten sidder pludseligt skævt. Hun får et frustreret blik i ansigtet, men lader sig ikke kue og fortsætter. Det lyder heldigvis kun skævt meget kort, og med Pierleonis taktfaste, markerede beat kommer Hammerich helt profetisk på rette spor igen til tekstbidden, der lyder: »Where are your best friends? / Where are your girls?« Næsten for perfekt til at være sandt. Knapt nok er sangen slut, før gruppen brager igennem med ørehængeren ”Wherever I Go”, hvis guitartema ene og alene synger forårets danske rockfest ind.
Herefter følger ”The Real World”, også fra See Through, og en håndfuld ikke udgivne sange, der viser Baby In Vains mere skønne, drømmende tendenser. Ikke helt ulig et band som Yo La Tengo. To af dem havde David Lynch’ske støvede barvibes, og den ene især nikkede anerkendende mod shoegaze med Hammerichs reverse reverb guitareffekt. Det er ikke just en lyd, jeg har hørt i Baby In Vain-regi før, men jeg byder det velkommen med åbne ører.
Hammerich sætter gang i ”Million” til et forvirret blik fra sine medmusikanter og mumler undskyldende i mikrofonen »forkert sang«, inden hun med et smil i stedet starter ”Koreografi”. En liveversion, der får den ellers pænt skramlede studieversion til at ligne et P3-hit. Baby In Vain er (i hvert fald i aften) bedst, når de larmer rigtig meget, og på begge de førnævnte sange er der så meget smæk på instrumenter og beske vokaler, så jeg undrer mig over, at Vegas tag ikke letter. Vredt, støjende og underskønt. Jeg tænker kortvarigt, at det næsten bliver for meget rock med soloer og ekstra trommefills, men jeg underkaster mig, og rocktrioen ved præcis, hvornår de skal stoppe en sang, før det kammer over.
Slutteligt spiller de ”You Don’t Have to Pretend” med Thuesen på vidunderlig leadvokal. Det er en sang, der kvalificerer sig som ungdomsgenerationens dovne, melankolske take på Lou Reeds ”Perfect Day”. Store ord, ja, men: »Baby, if you stay / We won’t get up / Be in bed all day / I’ll tell you about my life / Play records, I like / Perfect for a while«. Det er en fantastisk lukker på aftenens første koncert.
Yung
Foto: Daniel Nielsen
Aarhusianske Yung har også valgt at åbne med et spritnyt og ikke udgivet nummer. ”Moving Boxes” hedder sangen (ifølge setlisten), der fortsætter i Yungs mangeårige leg med repetitiv post-punk, hvor det samme riff kører i ring under guitarist og forsanger Mikkel Holms markante snakkevokal. Riffet når så småt at gå i benene på mig, før sangen brat skifter tempo og vibe. Det bliver vildt og voldsomt, og ligesom Baby In Vain gjorde det en halv time tidligere, slår Yung fast, at de stadig i 2022 – trods et ryk mod det mere indieklingende de sidste par år – spiller farlig rock, man kan skære sig på.
Et gensyn med ”The Hatch” fra 2016 følger, før endnu en ukendt sang spiller ud af højtalerne. Med den mundrette titel ”Oktober ’18” får vi serveret den første sang fra Yung, hvor guitarist Emil Zethsen ikke bare synger korvokal, men synger en reel duet med Holm. Det kunne de ærligt talt godt fortsætte med at lade ham gøre, for han synger afsindig godt, og vokalafveksling er – som en vis Københavnsk trio demonstrerede tidligere – bare enormt dejligt i ørerne. Derudover har sangen sådan en rigtig Yung-guitarsolo, hvor der ikke spilles en masse lir, men bare jammes et godt riff lidt hårdere end i omkvædet. Less is more.
Der er fra start lidt knas med Zethsens guitarkabel – eller også har lydmanden bare ikke lige helt styr på, hvad der foregår, men det viser sig heldigvis at blive bedre og bedre i løbet af koncerten, og bandet spiller heldigvis alligevel bare derudaf. Yung spiller tre sange i streg fra Ongoing Dispute (2021), der af Undertoner-redaktionen blev kåret til sidste års tredjebedste danske album. Da den næste sang (”Use Ur Confusion”) begynder, bliver jeg glad. Jeg hørte den første gang sidste sommer i Aarhus, og den åbner med en noget så mindeværdig basgang fra Tobias Guldborg Tarp. Det virker blot til, at sangen har fået endnu mere kant siden da, og dynamikken får mig til at tænke i baner af post-hardcore. Det bliver en god dag, når den en gang kommer i en studieversion.
Herefter følger hit-på-hit-på-hit. Singlen ”Blanket” samt ”Marina” og ”Regulators” fra Yungs debutplade Falter (2014) får sat kog i Lille Vega. Dog mest på scenen, hvor Holm har droppet guitaren og mikrofonstativet og bevæger sig mere frit rundt. Publikum virker stadig en smule afventende. Om det er fordi, det er deres første koncert i to år, eller de bare ikke kender de gamle Yung-sange, skal jeg ikke kunne sige, men der er ingen tvivl om, at disse numre ville have været ensbetydende med moshpit og jubel i Aarhus. Selv da en nærmest hardcore punket guitar åbner endnu en ny sang, ”No Joy”, kan det tælles på en enkelt hånd, hvor mange der lader sig rive med af musikken.
Hvis jeg skal sætte én finger på aftenens koncerter, så peger den derfor på publikum. Sjældent har jeg set mage til et så uengageret publikum taget i betragtning, at der var dobbelt op på fed rockmusik for et stående publikum på et relativt tætpakket spillested (for manges vedkommende for første gang i lang tid, gætter jeg på). For også under Baby In Vain stod de forreste i en halvcirkel med i hvert fald to meters afstand til scenen. Der blev – bevares – klappet og hujet efter numrene, men folk stod med fødderne så solidt plantet i jorden, jeg ville tro, de var sømmet fast. Det er meget muligt, onsdag er en hverdag, men at to velrenommerede danske rockbands kan stå og være så energiske på en scene og spille røven ud af bukserne for et så uengageret publikum, er en kende grinagtigt.
Yung lukker og slukker med den enormt catchy ”Blue Uniforms”, der meget muligt er sidste årtis bedste danske rocksang. De sceneoptrædendes tøj er gennemsvedt og panderne funklende af al den brugte energi. Intet mindre giver de den alt, hvad de har. Og intet mindre vender de tilbage efter en kort klapsalve og spiller ekstranummeret ”God”.
Således får Yung vist, at de på ingen måde har lagt punken på hylden, at de gamle udgivelser ikke er bag dem, men at de også har udvidet den palet, der hedder Yung anno 2022. De er ikke bare et punkband, der er begyndt at trække på indierock, de er også et indierockband, der trækker på punk. Hvad end det så betyder. Yung spænder i hvert fald vidt og bredt, og det fungerer. Afsindig godt.
