Ok, så er det nu, hvis du vil have prikket lidt til din forestilling om, hvordan musik kan lyde. Amerikanske Thank You, der udkommer på Thrill Jockey, kommer nemlig forbi Danmark i weekenden, og der er god grund til at være opmærksom. Thank You spiller en ret flippet version af spastisk noiserock med masser af hylende vokaler, løbske jungletrommer, progressivt orgel og stikkende guitar. Hvis man synes OOIOO og Ponytail er fede, burde man helt sikkert troppe op. Hvis man ikke kender de bands, bør man troppe op alligevel. Der skulle være en god chance for en oplevelsesrig aften. Ikke kun pga. Thank You for der er nemlig også opvarmning med. I både Århus og København er østrigske Valina, der spiller mathrock, med, og i Århus spiller desuden franske Aymeric Hainaux, der laver lydcollager og human beatbox, mens København bliver underholdt af den københavnske math-duo The Conquering Light of Flora and Fauna. I Århus står LJUD for arrangementet på Musikcafeen fredag den 9. oktober, og i København er det Club Adorno, der arrangerer på Lades Kælder dagen efter.
Skribent - Kim Elgaard Andersen
Lightning Dust spiller på Loppen
Hvis man er typen, der godt kan lide melodier svøbt i massivt klaver, så skal man nok sætte kryds i kalenderen tirsdag den 8. december. Der besøger Lightning Dust nemlig Loppen. Ligthning Dust er et sideprojekt til Black Mountain, og selvom vi ikke har været alt for begejstrede for bandets album her på Undertoner, hverken debuten eller det nye album Infinite Light, så kan det nu godt betale sig at kigge forbi alligevel. Black Mountain er jo kendt for at levere nogle ret gode live-oplevelser, hvorfor der også er sandsynlighed for, at Lightning Dust gør det samme. Det nye album er indspillet med et Steinway flygel, men om de slæber sådan et med på Loppen er uvist.
Devendra Banhart samarbejder med GZA
Ja, det virker måske ikke som det mest logiske samarbejde, men nu hvor Jay-Z har proklameret sin kærlighed til indie, og der generelt er en masse krydsen over mellem de to scener, giver det på en måde mening, at GZA og Banhart skal arbejde sammen. Det mulige samarbejde afslører Banhart i et interview med Paste Magazine. Det viser sig, at Banhart er stor fan af Wu-Tang Clan, og især GZA’s lyriske evner beskriver han i absolutte termer. Indtil videre har de kun udvekslet tekster og hængt lidt ud sammen, men Banhart mener, at der godt kan komme et album ud af det. Freakfolk-rap er måske heller ikke en helt dårlig genre, selvom jeg ikke lige kan komme i tanke om så mange andre album i den kategori.
The Drones, 03.10.09, Lille Vega, København
The Drones ignorerede et halvtomt lokale og et lidet engageret publikum og leverede uforfalsket rock'n'roll fra skridtet af.
Fredagsvideo: The Roots: “How I Got Over”
I sommer kunne vi her på Undertoner rapportere, at The Roots nok snart var klar med deres nye album, men nu fortæller de ovre hos Prefix, at pladen er blevet udskudt til februar. Februar!? Helt ærligt. Nå, men i stedet kan vi glæde os over videoen til titelnummeret “How I Got Over”, der lige er blevet offentliggjort. Det lyder som klassisk The Roots, hvilket vil sige, at det er pissefedt. Faktisk en meget fængende sang, der giver varme langt ind i sjælen, så man har noget at stå imod med weekenden over.
Nyt om nyt album med LCD Soundsystem
Ovre hos Drowned in Sound abonnerer de på Mojo, og det er ikke nogen dårlig idé, for deri kan man læse James Murphy udtale sig om LCD Soundsystems nye album. Han fortæller bl.a. at de optager i et palæ og leger, at de er en kult helt klædt i hvidt fra 1973. Desuden fortæller han, at tilgangen til pladen er den samme som for Sound of Silver, nemlig at tage flere chancer, og det lover jo utrolig godt for den nye plade. Indtil videre er der ingen vokaler på albummet, ingen titel og ingen nærmere udgivelsesdato end foråret 2010, men mon ikke vi kommer til at høre mere til det album i løbet af efteråret/vinteren. Jeg knuger mine hænder i spænding.
The Drones spiller Vega op
Hvis man er til langsom, indædt bluespunk, så må man ikke snyde sig selv for australske The Drones, der spiller på Lille Vega på lørdag den 3. oktober. Sidste år udgav de det fremragende Havilah-album, og deres første album med den episke titel Wait Long by the River and the Bodies of Your Enemis Will Float by bliver allerede regnet for så meget for en klassiker, at de har spillet det i sin fulde længde til de så populære “Don’t Look Back”-koncerter. Det burde være noget for alle, der er til Nick Cave, men vel at mærke hans gamle band The Birthday Party, der i deres hænder er på valium. Især Gareth Liddiards grødede stemme er værd at lytte til. Desuden får bandet opvarmning af lokale The City Kill, der lige har udgivet deres selvbetitlede album på Red Tape. Og det giver ganske god mening, da der er en oversøisk forbindelse via Matthew Moller, der sjovt nok er australier. Så hvis man er til konfronterende Aussie-rock, er Lille Vega stedet at være på lørdag.
Lyt til Karen O’s lydspor
Som tidligere nævnt her på Undertoner, så har Karen O fra Yeah Yeah Yeahs under navnet Karen O and the Kids lavet lydsporet til Spike Jonzes filmatisering af “Where the Wild Things Are”. Nu er der mulighed for at lytte til 30-sekunders lydbidder på Stereogum. Og selv om det ikke er meget, er det alligevel nok til at give en god fornemmelse af de tit ret børne-agtige sange (det er jo også en børnefilm) med sprælsk akustisk guitar og synge-med-omkvæd. Albummet udkommer i dag, og filmen har Danmarkspremiere 27. november.
Morrissey udgiver b-sider
Så er det endnu engang tid til at spytte i kassen til vores alle sammens yndlingskrukke. Morrissey udgiver nemlig et opsamlings-album med 18 b-sider fra de sidste fire albums singler. Så hvis man ikke er så fanatisk en Morrissey-samler, at man køber hver eneste single for at få b-siderne, men alligevel er fanatisk nok til, at man vil høre de fravalgte numre, så er det den perfekte opsamling. Samtidig kan rigtige fans, der køber den med det samme og ikke venter på at få den i julegave, få en limited bonusdisc med. Albummet hedder Swords og er ude 26. oktober. Her er tracklisten: 1. Good Looking Man About Town 2. Don’t Make Fun Of Daddy’s Voice 3. If You Don’t Like Me, Don’t Look At Me 4. Ganglord 5. My Dearest Love 6. The Never-Played Symphonies 7. Sweetie-Pie 8. Christian Dior 9. Shame Is The Name 10. Munich Air Disaster 1958 11. I Knew I Was Next 12. It’s Hard To Walk Tall When You’re Small 13. Teenage Dad On His Estate 14. Children In Pieces 15. Friday Mourning 16. My Life Is A Succession Of People Saying Goodbye 17. Drive-In Saturday 18. Because Of My Poor Education Og bonusdiscen: 1. Black Cloud 2. I’m Throwing My Arms Around Paris 3. I Just Want To See The Boy Happy 4. Why Don’t You Find Out For Yourself 5. One Day Goodbye Will Be Farewell 6. You Just Haven’t Earned It Yet, Baby 7. Life Is A Pigsty 8. I’m OK By Myself
David Sylvian: Manafon
David Sylvian vender efter seks år tilbage med en opfølger til Blemish og rammer med en række improviserede stykker nådesløst plet i sin afbildning af ramponerede skæbner.
Fredagsvideo: Aliens: “Sunlamp Show”
Så er der tegnefilm! Ikke så meget bøvl. Ikke så meget fis. Bare rendyrket virkelighedsflugt. Det leverer The Aliens, der består af tidligere medlemmer af hedengangne The Beta Band. “Sunlamp Show” er fra bandets andet album, Luna, og er skamløs retro-hippie-psychpop. Og det har vi alle brug for. Så slip dine bekymringer og glid ind i The Aliens’ magiske og verdensfjerne verden. God weekend indeed!
Eyedea & Abilities: By the Throat
På deres tredje album skifter hiphop-duoen spor til et langt mere punket og aggressivt udtryk, men teksterne kredser stadig om et personligt forhold til verden.
Singvogel kravler ud fra Gellerups beton med ny plade
Så er der snart tid til skumle sange og finurlig dansk lyrik. Den århusianske gruppe Singvogel har nemlig været gravet ned under Gellerups beton med producer Troels Bech (Sort Sol, Olesen-Olesen) for at indspille et nyt album, der bliver opfølger til Doktors Dosis fra 2007. Det vil sige, at Peter Laugesen endnu engang er holdt ude fra det gode selskab, og teksterne bliver sunget af A. Hansn, »landets måske ringeste sanger«, som bandet så nydeligt betegner ham. På Singvogels Myspace kan man allerede nu høre tre sange fra det nye album, “Ud efter noget”, “Ud ad døren”, og “Kong Henrik”, men nogen decideret udgivelsesdato vil bandet ikke ud med. Til gengæld kan de opleves live i oktober på følgende steder: 15. oktober: Lobby, Århus 16. oktober: 1000Fryd, Ålborg 17. oktober: Kontrast, Herning 23. oktober: Gimle, Føllenslev 29. oktober: Elværket, Helsingør 30. oktober: Drone, København 31. oktober: Kulturmaskinen, Odense
Se Flaming Lips’ nye musikvideo
Ja, vi har jo allerede haft mulighed for at sniglytte til Flaming Lips’ nye album via The Colbert rapport. Nu har vi også mulighed for at se videoen til “I Can Be a Frog”. Et nummer som ikke har slikket på helt så mange løvfrøer, som resten af albummet rygtes at have, men faktisk minder meget om de sædvanlige halvakustiske singler, Flaming Lips udgiver. Til gengæld ser det fjollede pigebarn i videoen ud til, at hun som minimum har røget noget af onkel Coynes hemmelige tobak. Nå, vi glæder os til Embryonic udkommer 12. oktober, så vi kan lytte til misfosteret. Indtil da er der fjernsyn: The Flaming Lips “I Can Be A Frog”
No wave i Kødbyen
Kødbyen. Smag på ordet. Råt kød. Det skriger på koncerter med ekstreme bands. Derfor er det passende, at det københavnske pladeselskab Red Tape har arrangeret en koncert med no wave-bandet No God. Historisk reminder: No wave var en protest mod pladeselskabernes kommercialisering af punk under navnet ‘new wave’, hvorfor musikken var harsk som daggammel kaffe. Nå, det foregår nu på torsdag den 24. september kl. 21 i Warehouse 9, Staldgade 23 på Vesterbro og koster sølle 40 kr. Og for den pris får man tyske No More, danske City Kill, Amphipods og film med i købet. Ifølge en pressemeddelelse fra Red Tape har de lavet en voxpop på No God og fundet følgende udtalelser: Lydmanden: Hold kæft hvor jeg trængte til det spark i røven! Pige fra København: Det er som at være i Berlin. Fyr fra København: I gør mig rasende! Fyr fra Marokko: Det lyder sgu som Miles Davis. Pige fra New York: You are the fucking best band I’ve ever heard! Fyr fra Amager: Det er shoppingmusik! Action-packed pee wee!
Fredagsvideo: Sunset Rubdown: “Black Swan”
Det er ikke længe siden, at Sunset Rubdown besøgte Loppen og leverede en energisk version af “Black Swan” i en i øvrigt engageret koncert. Her var alle de lurende og skumle momenter komprimeret, så sangen fremstod meget mere ligefrem. Nu kan man opleve sangen sådan som den tager sig ud på bandets fremragende Dragonslayer-album fra i år. Der er nemlig blevet lavet en syret og urovækkende video til det mørke og frembrusende nummer. Med sådan pomp og pragt går vi weekenden i møde:
Valravn: Koder på snor
Et smukt og dystert favntag med nordisk folkemusik kørt gennem et elektronisk filter gør Valravns andet album til et særdeles tiltrængt indslag på musikscenen.
Pelican klar med nyt album og smagsprøver
Så er der metal til folk, der ikke kan lide metal. Pelican udgiver nemlig deres næste album, What We All Come to Need, den 27. oktober. Bandet er skiftet fra Hydra Head til Southern Lord, hvor de allerede har udgivet ep’en Ephemeral. Men det forhindrer ikke Hydra Head-selskabets boss og Isis-frontmand Aaron Turner i at bidrage på pladen. Desuden deltager Greg Anderson fra Sunn O))), og Allen Epley (Life & Times/ex-Shiner) lægger endda vokal på det sidste nummer, hvilket er et overvældende nyt træk for det ellers tavse postmetal-band. Men ellers lyder alt til at være ved det gamle, hvilket man kan forsikre sig om ved at lytte til de lydprøver Stereogum har fået fat på til to af albummets sange: Pelican: “An Inch Above Sand” [audio:] Pelican: “Strung Up from the Sky” [audio:] Og så er der en trackliste: 1. Glimmer 2. The Creeper 3. Ephemeral 4. Specks Of Light 5. Strung Up From The Sky 6. An Inch Above Sand 7. What We All Come To Need 8. Final Breath
Vampire Weekend udgiver opfølger
De fleste danskere har de sidste par dage fået en grundig introduktion til viral markedsføring af VisitDenmark, og hvad det kan føre med sig af positiv og negativ omtale. Men det er jo ikke noget decideret nyt begreb, og Animal Collective brugte det eksempelvis ganske effektivt til at promovere Merriweather Post Pavilion. Vampire Weekend har også forsøgt sig med reklamer af en blondine, dog af langt mindre kontroversiel karakter end VisitDenmarks kampagne. I første omgang var det uden tekst med et link til www.ithinkuracontra.com. Nu fører det så videre til Vampire Weekends hjemmeside, hvor det afsløres, at bandet udgiver en ny plade den 11. januar med titlen Contra, der er opfølgeren til den selvbetitlede debut. Indtil videre er det alt, vi får og så denne trackliste: 1. Horchata 2. White Sky 3. Holiday 4. California English 5. Taxi Cab 6. Run 7. Cousins 8. Giving Up the Gun 9. Diplomat’s Son 10. I Think Ur a Contra
Castanets spiller i København og udgiver ny plade
Nogle gange flasker livet sig sådan, at man slet ikke tror på flaskehalse. I hvert fald for os, der holder af Ray Raposas psykedeliske folkband Castanets, der om nogen forstår at gøre en ellers hyggelig genre uhyggelig. Sidste år udgav han/de den fremragende City of Refuge, og nu er han/de klar med opfølgeren. Den kommer til at hedde Texas Rose, The Thaw, And The Beasts og bliver udgivet 22. september via Asthmatic Kitty. Og dem der er så heldige at være i København den 25. oktober, kan minsandten høre sangene live, når bandet spiller på Lades Kælder. Det er Club Adorno, der står bag bookningen, og selvom det er en lidt usædvanlig booking for bookergruppen, der normalt fokuserer på mathrock, så er det ikke desto mindre en særdeles glædelig booking. Hvad Club Adorno ellers har på programmet i efteråret kan efterforskes på deres myspace. Her er “My Heart” fra det nye album: Castanets – My Heart from Asthmatic Kitty on Vimeo.
