Efter fire år har Lightning Bolt fået batterierne opladet og brutaliserer igen deres lytter med den mest smadrede noiserock, verden endnu har set. Nu med variationer.
Skribent - Kim Elgaard Andersen
Grizzly Bear i busuheld
Det er ikke ufarligt at være på tour i Europa. Det måtte Grizzly Bear sande i torsdags efter et show i München. Der blev både deres bus og trailer nemlig ramt, således at traileren blev ødelagt, og busmotoren brød sammen. Hvad de præcis blev ramt af, afslører bandet ikke på deres hjemmeside, men det vigtigste er også, at alle har det fint. Desværre måtte de så bruge et par dage i Østrig og skulle have været special guests til et show i Milano med Wilco, men erstatningsbussen kom for sent, til de kunne nå det. Til gengæld hyggede Annie Clark, også kendt som St. Vincent, der er support for Grizzly Bear, sig i Østrig og klatrede i bjerge og spiste schnitzel. Heldigvis for os her i Danmark påvirker det ikke Grizzly Bears koncert på Vega på tirsdag.
Dungen- og Granada-medlemmer går sammen
The Amazing er en ny svensk gruppe, der den 21. november udgiver sin debut i Danmark via Labelkollektiv. Men det er en svensk gruppe drevet af rutinerede kræfter. Sanger og sangskriver Christoffer Gunrup var nemlig med i hedengangne Granada og ikke nok med det, så er Reine Fiske og Johan Holmegard fra Dungen med i gruppen. Så man kan nok regne ud, at vi er ovre i blødt psykedelisk område. Faktisk er det også behagelig folkrock. Det er i øvrigt ikke første gang, at Dungen støtter et Granada-medlems solo-karriere. Da Anna Järvinen udgav sin solodebut i 2007, agerede hele bandet backing band. Nå, men nu er det Gunrup, det handler om. Man kan høre førstesinglen “Dragon” og andensinglen “Deportation Day” på bandets hjemmeside.
Yo La Tengo, 14.11.09, Den Grå Hal, København
Lørdag aften var Yo La Tengo mere indie, end hvad godt er. Det var i hvert fald ikke livsnerven, der havde drevet dem til Den Grå Hal.
Monsters of Folk spiller tre timer
Om en uge, dvs. fredag den 20. november, spiller Monsters of Folk i Store Vega. Det burde ikke komme som en overraskelse for fans af Bright Eyes, M. Ward og My Morning Jacket, da det netop er hovedmændene bag de navne, der udgør stammen af bandet med det forfærdelige navn. Et navn, der muligvis helt bevidst er en fnisende reference til 80’ernes store heavy-festival Monsters of Rock med navne som AC/DC, Metallica og Ozzy Osbourne. Nu har bandet afsløret, at deres koncert kommer til at vare 2 1/2-3 timer, og det kan jo undre, når bandet kun har udgivet et enkelt album. Bare rolig, du bliver ikke udsat for alenlange jamsessions. Bandets plan er nemlig at foruden at spille numre fra deres fælles album også at spille sange fra Bright Eyes-, My Morning Jacket- og M. Ward-kataloget. Dét i sig selv er jo en god grund til at komme til koncerten. Der er stadig billetter, og da der ikke er opvarmning, gælder det om at være der kl. 20 præcis, hvis man ikke vil gå glip af noget. Vi tager lige videoen til “The Right Place” som smagsprøve:
Fredagsvideo: The Most Serene Republic: “Heavens to Purgatory”
The Most Serene Republic er et af de her canadiske bands, hvor antallet af medlemmer overstiger antallet af medarbejdere i et gammelt kommunistisk bageri. Men modsat de kommunistiske bagerier er det faktisk effektivt i de canadiske bands. For nogle år siden opvarmede The Most Serene Republic, da de lige havde udgivet deres første album, for Broken Social Scene, et band de har en del til fælles med, på Loppen, og i år har de udgivet deres fjerde album …And the Ever Expanding Universe. Hvis man skal dømme efter singlen “Heavens to Purgatory”, så er det et forbandet godt album. Det er i hvert fald en catchy single, og videoen er også ganske morsom, selvom bandet nok var lidt “ved siden af sig selv” den dag. Se og hør (nej, det er ikke product placement) selv:
Sterling udgiver tredje album og animationsvideo
Sterlingske Tidende beretter, at Sterling er ved at være klar med deres tredje album, opfølgeren til Yndigt Land fra 2006. Bandet er dog lidt nærige med oplysninger omkring det og nøjes i første omgang med at udsende en video til sangen “Spring for dit liv”. Videoen er instrueret af Kenneth Boris Jensen og er en herlig sag med en personlig stil, der kværner over det klassiske tema med det grå, konforme, masseproducerende, flokdyrssamfund overfor den farverige, lev-livet-fuldt-ud bohemestil. Videoen kan ses på DR’s nye tv-kanal Pirat-tv, der desværre ikke tillader at implementere videoer på andre websites. Sangen er i øvrigt en elektronisk kioskbasker, der nok skal blive luftet rigeligt i den næste tid.
Dub Tractor og Lusine på Dunkel
Nogle dage har man bare brug for en bytur, hvor man ikke rider på vilde heste og danser sidelæns på bordene med glowsticks i munden. Nogle gange har man brug for elektronisk musik, der udtrykker dansk design og ser ud, som om det er sponsoreret af Apple. Noget behageligt. Den pakke leverer spillestedet/baren Dunkel, når de holder release-fest for Dub Tractors nye album. Anders Remmer er på Sorry gået i en langt mere poppet og sang-orienteret retning. Hvordan det helt præcis lyder, kan du høre på fredag den 13. november. Der spiller Dub Tractor nemlig live ved sin egen releasefest. Desuden spiller Lusine også live. Det projekt har for nylig udgivet albummet A Certain Distance.
Anti-Pop Consortium kommer til København
Først var det noget af et scoop, at Ljud fik hentet Anti-Pop Consortium til Århus til en koncert, der bliver spillet 1. december. Så meget endda, at Christian Klauber skrev sin begejstring ud. Så udgav de deres comeback-album Fluorescent Black, der muligvis ikke er noget mesterværk, men dog stadig af høj kvalitet. Og nu kommer gruppen minsandten også til København. Det er ikke blevet slået stort op. Faktisk er det bare blevet listet ind på Loppens kalender uden øvrig palaver. Men måske er det også kun her hos Undertoner, vi bliver begejstret over nyheden. De spiller i hvert fald 2. marts for 150 kr., så de sjællændere, der gerne vil spare togbilletten til Århus, må lige vente tre måneder mere, før de får Anti-Pop Consortium at se. Det er så spørgsmålet, om de kan vente så længe og tør håbe på, at gruppen stadig er sammen til den tid.
Gogol Bordello spiller på Rådhuspladsen
Under klimatopmødet i København, der efterhånden ser ud til at blive en tam affære uden egentlige resultater eller beslutninger, kan man underholde sig på Rådhuspladsen. Under navnet Hopenhagen bliver der udbudt koncerter, udstillinger, film, kunst og debat i dagene 7.-18. december, hvor klimatopmødet finder sted. Og nu kan arrangørerne bag afsløre, at det populære liveband Gogol Bordello tropper op 15. december. Gogol Bordello spiller efterhånden ofte i Danmark og er populære pga. deres energiske blanding af balkan-musik og punk. Eksempelvis afløste de Lil’ Wayne på Orange Scene i sommers og fik alle til at glemme, at sydstatsrapperen var det oprindelige hovednavn. Programmet for Hopenhagen afsløres 15. november.
Four Tet udgiver fuldlængde
For en uge siden spekulerede jeg på, om Four Tets nye single også betød et nyt album. Han udgav nemlig singlen “Love Cry” i mandags, og det kunne jo fint være en forløber for et nyt album. Det viser sig nu, at det er fuldstændigt rigtigt. Den 25. januar næste år udgiver Four Tet opfølgeren til Everything Ecstatic på Domino. Albummet kommer til at hedde There Is Love in You, og der er allerede en trackliste klar: 1. Angel echoes 2. Love cry 3. Circling 4. Pablo’s heart 5. Sing 6. This unfolds 7. Reversing 8. Plastic people 9. She just likes to fight
Fredagsvideo: JEFF the Brotherhood: “U Got the Look”
Nej, det er ikke et cover af Roxette, selvom det nu ville have været særdeles velkomment. Det er tværtimod den nye single fra JEFF the Brotherhoods debutalbum Heavy Days. Og hvorfor er de så spændende? Det er de måske heller ikke, men de spillede tidligere i Be Your Own Pet, der stoppede deres teenage-punkede aktiviteter sidste år. Nu spiller Jamin og Jake Orrall så larmende garagerock, der er dyppet i morfars svampete. Skal helst nydes sammen med en flok råbende venner. Enjoy!
Liars udgiver nyt album og mærkelige videoer
Liars er nogle nørder. Så er det sagt. For nogle dage siden lancerede de hjemmesiden Sisterworld, hvor der er tre naturvideoer, der ikke rigtig gør andet end at eksistere. Siden Animal Collectives virale markedsføring af Merriweather Post Pavilion, skal vi åbenbart trækkes med nogle sære indfald, før nutidens musikere vil afsløre, at de udgiver et nyt album. Det er forhåbentlig en trend, der dør snart. Nå, men bandet har nu afsløret, at de udsender deres femte album i starten af næste år. Pladen kommer åbenlyst til at hedde Sisterworld og bliver produceret af Tom Biller, der tidligere har arbejdet sammen med Kanye West og Beck. I en pressemeddelelse udtaler nørderne: »Vi er interesserede i de alternative rum folk skaber for at fastholde en identitet i en by som L.A. Miljøer, hvor udstødte og enegængere hylder et forskruet forhold til samfundet«. Jep, Liars holder fast i deres gode, gamle temaer. Så må vi høre, hvordan den lyder ift. deres selvbetitlede fra 2007.
PonyRec fejrer femårsfødselsdag i Århus og København
Det københavnske/berlinske pladeselskab PonyRec, der bl.a. udgiver Marybell Katastrophy, Lily Electric, Tone og Gravy, har holdt ved i fem år nu, og det fejrer de med to fester i Århus og København. Den første fest er i morgen, 5. november, i Århus på Musikcaféen, og den næste fest er på fredag, den 6. november, på Musikcafeen i Huset i Magstræde. De første 50 gæster ved hver fest får ganske gratis en kopi af PonyRec 5 Years-singlen, der er udkommet på 7″ og som download. En single, der byder på nye numre med Green Pitch og Alcoholic Faith Mission. Og netop de to bands spiller til festerne sammen med Halph, som var selskabets første band i folden. Alle tre bands har udgivet albums i år, så de er tændt på at levere deres sange til publikum. Trop op, det koster ikke mere end 60-70 kr. at komme ind.
Mogwai dj’er til CPH:DOX
Hvis man er Mogwai-fan, er det værd at bemærke, at der er verdenspremiere på koncertfilmen “Burning” på CPH:DOX. Filmen er en sort/hvid optagelse af en Mogwai-koncert i Brooklyn og skulle ifølge pressemeddelelsen være en »innovativ film med langt flere lag, end hvad øjet umiddelbart ser«. Den vises første gang på Byens Lys lørdag den 7. november, hvor instruktøren Vincent Moon vil stå klar til at besvare spørgsmål. Men hvis man virkelig vil have den fulde pakke, skal man vente til fredag den 13. november, hvor filmen bliver vist i DOX:CLUB. Dér spiller Stuart Braithwaite & Martin Bulloch fra Mogwai nemlig et eksklusivt DJ-set, og det koster kun 70 kr. at overvære. Filmen udkommer i øvrigt samtidig med udgivelsen af Mogwais første live-album med titlen Special Moves. Materialet er fra samme koncert som filmens fokus.
Richard Youngs: Under Stellar Stream
Richard Youngs har endnu en gang flyttet sin minimalisme et andet sted hen og har med ordrepetitioner lavet noget så fængende, at det nærmest kan kaldes 'pop'.
Spoon på vej med nyt album
For to år siden udgav Spoon et album med den lidt fjollede titel Ga Ga Ga Ga Ga, men det solgte nu ret godt alligevel og cementerede bandets indiefavorit-status. Nu er bandet klar med opfølgeren, der helst skulle fortsætte succesen. Albummet kommer til at hedde Transference og udkommer 25. januar ifølge Pitchfork. Så er der også noget at glæde sig til næste år. Der er endda en trackliste, så man kan sidde og drømme om, hvordan numrene lyder: 1. Before Destruction 2. Is Love Forever? 3. The Mystery Zone 4. Who Makes Your Money 5. Written in Reverse 6. I Saw the Light 7. Trouble Comes Running 8. Goodnight Laura 9. Out Go the Lights 10. Got Nuffin 11. Nobody Gets Me But You
Four Tet udgiver single på mandag
Det sidste stykke tid har Kieran Hebden mest optrådt under sit eget navn sammen med jazz-trommeslageren Steve Reid og har faktisk ikke udgivet et album som Four Tet siden Everything Ecstatic i 2005. Sidste år udkom ep’en Ringer dog, men en fuldlængde er det ikke blevet til. Det ændrer sig muligvis nu, for på mandag udgiver han en 12″-single med titlen “Love Cry” og “Our Bells” på b-siden. Allerede nu kan man høre den rytmetunge, dansable sag på Myspace. Men om det reelt resulterer i et nyt album, melder historien endnu ikke noget om.
Fredagsvideo: Le Corps Mince de Francoise: “Something Golden”
Rent musikalsk set er Finland vel mest kendt for folkloristisk dødsmetal, poppet gothmetal og underlig, elektronisk skovfolk fra Fonal Records. Det er i hvert fald ikke electropop, de har markedsført sig på de sidste par år. Det eneste, der har tilnærmelsesvist noget med den stil at gøre, er Architecture in Helsinki, og de kommer jo som bekendt fra Australien. Men nu har finnerne fået deres egen electropop-gruppe, som forvirrende nok har valgt et fransk navn som Le Corps Mince de Francoise. Men hvad pokker, hvem interesserer sig også for nationaliteter i en global verden. Når musikken er så god som på “Something Golden” her, så gør jeg i hvert fald ikke. Dans, venner, dans!
Shrinebuilder: s.t.
En flok rutinerede heavy-gutter er gået sammen i et band, der har fået en forudsigelig lyd. Desværre har Kim Elgaard Andersen ikke fået lov til at høre hele albummet.
