Den norske sangerinde Ane Brun har indspillet sammen med Sveriges Radios Symfoniorkester og på papiret lyder det som oplagt ide at parre et stort orkester med en storladen og til tider teatralsk stemme. Desværre forbliver samarbejdet delvist uforløst og resultatet en smule trættende.
Australske Primo! har med deres debutalbum, Amici, begået en helt igennem minimalistisk rockplade. Velovervejet naivisme der musikalsk er spændende uden at være varieret, men som lyrisk bliver svækket af en insisteren på at skære alt overskydende fra.
Nogle gange kan man simpelthen ikke lade være med hovedkulds at forelske sig. At give sig hen, fuldstændigt, og uden hæmninger til de følelser, der følger med, når sød musik opstår. Og jeg er forelsket; forelsket i en plade, som er skrevet, spillet og sunget af to engelske teenagepiger på 19 år. Forelsket i et album, der med sine vidunderligt varierede numre perfekt fanger de store følelser blandet med den ekstreme skrøbelighed, som findes i alle unge på dette forvirrende tidspunkt i livet. Jeg er forelsket i det vanvittige bandnavn, Let’s Eat Grandma, og jeg er forelsket i deres anden plade, I’m All Ears.
The Now Now, Gorillaz' netop udkomne sjette album, er et underligt sammensurium af velkendte, elektroniske beats og uinteressante ballader, der lyder mere lovende, end det egentlig er.
Med Now That I'm a River er engelske Charles Watson fra duoen Slow Club sprunget ud som både soloartist. Det er der kommet en vældig behagelig plade ud af, der trods sine højaktuelle temaer alligevel ikke rigtig formår at vælte nogen omkuld af begejstring.
