The William Blakes har efter en uforholdsmæssig lang pladepause endelig udgivet nyt. De fire år, de har ladet vente på sig, er dem dog hurtigt tilgivet, for det har tydeligvis været tiltrængt, og på 1991, deres syvende plade, får man otte skarpe numre, der langt hen ad vejen sidder lige i skabet.
Den amerikanske singer-songwriter Cass McCombs er tilbage med melankolske observationer og stille samfundskritik. Det er blevet til en udmærket alternativ folk plade, der dog ikke ligefrem revolutionerer nogle genrer.
Med Modig har det aarhusianske band Natlyst begået en forfærdeligt forførende og vedkommende debutplade. De smukke tekster omvikles af simple melodier, der dog til tider kan forekomme så spartanske, at det kan være svært at høre, at bandet består af hele 11 mennesker.
Yung er stadig unge, længselsfulde og energiske. Men de efterlod også Undertoners anmelder med en følelse af et band, der ikke rigtig har rykket sig.
Bo Ningen leverede en hårdtrockende, men også underligt søgende koncert til Journey.rock i Pumpehuset.
Black Midi kom, så og sejrede ved deres koncert til Journey.rock i Pumpehuset. Det hypede britiske undergrundsband leverede i den grad varen.
Homeshake lokkede masser af publikummer til Pumpehuset for at høre blød, sexet indiepop på en onsdag aften.
Communions leverede en solid og overbevisende koncert til Journey.indie.
Der er igen dømt psykedelisk rock med et mellemøstligt tvist, når israelske Ouzo Bazooka folder sig ud på deres tredje album, Transporter. Det er ikke ligefrem fornyende eller banebrydende, men når det svinger, er det svært at stå stille.
På en grå og kedelig onsdag aften spillede amerikanske Algiers klar til politisk kamp med liv og sjæl, gimmicks og, ja, gimmicks. Det blev til en noget blandet affære, der trods fede sange ikke rigtig formåede at hive i hjertestrengene.
Kun to år efter, den amerikanske kunster LP slog igennem med sin platinsælgende plade Lost on You, er hun tilbage med sit femte album, Heart to Mouth – en rodet omgang diva-pop/rock med tryk på kærlighedsklicheerne og alt, alt for meget vibrato.
Byd din grå decemberweekend velkommen med nummeret ”Say, Can You Hear” - seneste singleudspil fra den canadiske drømmepop-trio Men I Trust.
Er The Love Coffin Danmarks nye post-punk håb? Efter den præstation, de leverede en sen fredag aften på Loppen i København, kunne noget tyde på det.
Der skulle gå hele 11 år, før den engelske supergruppe The Good, the Bad & the Queen var klar med en opfølgningsplade til det selvbetitlede debutalbum. Spørgsmålet er selvfølgelig, om den såkaldte svære toer lever op til forventningerne? Spoiler alert: Det gør den. Den er faktisk bedre end forgængeren.
Det er otte år siden, amerikanske John Grant for alvor slog igennem med albummet Queen of Denmark. Nu er han tilbage med sit fjerde, Love is Magic, og er i den forbindelse i København for at spille koncert. Vi fik lov til at bruge en hel time i mandens selskab, og det blev til en lang, klog snak om kærlighed, forandring, lykke, ensomhed, og ikke mindst Danmark.
Den amerikanske elektroniske duo Beacon er tilbage med deres tredje album Gravity Pairs. Som album er det rigtig udmærket – atmosfærisk og forførende. Skiller man det fra hinanden, bliver man hurtigt skuffet.
Kærligheden banker på her på amerikanske John Grants fjerde soloalbumLove Is Magic, og det klæder både musikken og teksterne. Det vanlige elektroniske, eksperimenterende lydbillede forbliver intakt, mens tekstuniverset kredser om de helt store følelser.
Lise Westzynthius har udgivet sit femte album JA; en selvransagende kærlighedsplade, der efterlader en underlig bitter eftersmag af pinlig selvudstilling og banalt sprogbrug.
Der overraskes og begejstres på Jungles andet album For Ever, et spændende og varieret album, som både kan få de fleste op af stolen, men også efterlader lytteren med noget at tænke over.
Interpol er tilbage, og de lyder næsten som sig selv. Det er der kommet en fortrinsvis up-tempo plade ud af, der i sin iver efter at køre derudad desværre ender med at blive noget fragmenteret og en lille smule ensformig.
