"America's Heart and Soul," hvis man spørger Disney. En fabriksby i staten New England, hvis man spørger Google. Både tillokkende og afskræmmende collegerock, hvis man spørger Undertoner.
Skribent - Mathias Askholm
P:ano: Brigadoon
P:ano er pop af typen, som langsomt indynder sig. Det er sød musik, der lefler for lytteren, men det er spændende og frem for alt et udspil, der vidner om muligheder. Det er traditionel indiepop med en evne for sange, der lyder som nyfalden sne. Det er anbefalelsesværdigt.
Eleven Minutes Away: Arson Followed Me Home
Det er lang tid siden, rock’n’roll blev proklameret død, men hvad med emo-rocken, dens skrigende og hylende bastardbror? Er det kampsange eller begravelsessalmer, Eleven Minutes Away byder på med Arson Followed Me Home? Desværre mestendels det sidste.
Mørk: Keisaku Muscle-Harbour
Når du kigger efter monstre under børnesengen. Når du går ud efter en druktur i midtbyen. Når du lukker øjnene for sidste gang. Det er der, og det vokser sig ind på dig. Du kan kæmpe alt, hvad du vil, men du slipper ikke for at skulle hives ned gennem det altomsluttende mørke.
Chixdiggit: Pink Razors
(Nogle) piger kan åbenbart lide, hvad dette canadiske band præsterer. Deres power-pop virker dog i denne anmelders ører kunstigt sødet og uden reelt indhold. Bestemt ikke anbefalet.
Maxïmo Park: A Certain Trigger
Maxïmo Park spiller på alle effekter. Fra socialrealisme set fra en udslukt arbejderklasse til stroboskopstjerner i rockklubbens røgtunge luft. Det er lystige øjebliksbilleder af en tilværelse fuld af tvivl, men tvivle kan man dog også på autenticiteten. Selskabeligt og fornøjeligt er det ikke desto mindre.
Oneida: The Wedding
Et lydmonster af maskindele og syltetøjsglas. En idé, der kun kan realiseres af folk med sygeligt megen fritid. Et nyt Oneida-album har ramt gaden, musikpusheren og alle de forkerte steder – pas på, at ikke også du bliver ramt. Du slipper aldrig herfra.
Sweatmaster: Tom Tom Bullet
Solbriller og lidt for stramme bukser. Rockrødder og 60'er-fascination. Sweatmasters Tom Tom Bullet præsterer garagerock som alle de andre. Det er stilsikkert, skarpt og klichéfyldt. Kedsomheden forjages heldigvis for det meste af danselysten.
El Oso: Whichever Chapter Covers Now
El Oso finder ingen dybere sandheder på dette album, men i deres livsglade søgen kommer de forbi både venlige melodier og kantede guitarer. Vellykket indiepop uden irriterende attituder.
Langsyne: Silent Storm
Det er et ruskende tordenvejr, der har ramt musikbutikkerne med denne debut fra danske [Langsyne]. Progressiv tungrock af en anden støbning end man som regel hører på dansk jord, men måske er Mike Patton et lige lovligt stort idol?
Black Mountain: s.t.
Stille revolutioner. Dæmpede lys i mørket. Modsætninger og rockhistorie parret på nye psykedeliske måder. Jerk With a Bomb er genopstået med en personlig genindspilning af 40 års rockhistorie.
The Prefects: Are Amateur Wankers
Dette er den rigtige vare. Engelsk punk fra '77-'79, der først nu er blevet udgivet. Kan man ikke få nok af obskure bands, der tumlede rundt på denne scene for snart 20 år siden, er dette interessant. Ellers ikke.
Mates of State: All Day EP
Denne ep er et forelsket, kriblende og frem for alt imponerende udspil. Der trækkes store veksler på vokalharmonier de to medlemmer imellem, og det virker. Kærligheden mellem Kori Gardner og Jason Hammel går rent igennem.
The Paper Chase & Red Worms’ Farm: The Paper Chase Meet Red Worms’ Farm
Dette er musik for musikkens skyld – eller snarere for eksperimentets skyld. Forvent uindbydende kanter og skæve toner, men led også efter den skæve vellyd – den er der skam.
Gogol Bordello vs. Tamir Muskat: J.U.F.
J.U.F., Jewish-Ukrainische-Freundschaft, er produktet af det New York/ungarske sigøjner-punkband Gogol Bordellos samarbejde med Tamir Muskat fra Vibromonk om at spille en gang hoftevridende dansemusik. Og dette lykkes for dem.
RTX: Transmaniacon
Royal Trux uden en håndfuld vokaler og Neil Hagerty – eller et nyt og særegent projekt? Jennifer Herrema, den ene halvdel af hedengangne Royal Trux, har åbenlyst besvær med at bestemme en retning for sit nye projekt.
Q and Not U: Power
Ingredienserne til denne fest er lige dele dance-punk, neo-funk, post-punk og ja – drenget og barnlig spilleglæde. Har du ikke mod på at danse hele natten lang, skal du slet ikke begynde på denne plade. Skip et par numre, og du har soundtracket til den perfekte fest.
Lock and Key: Pull Up the Floorboards
Kærligheden, og helst den slags der ætser som syre i et åbent sår, har altid været drivkraften bag det meste musik. Dette er lyden af glasskår, der vrides rundt i hjertet på Lock and Keys forsanger Ryan Shanahans hjerte.
One Hundred Years: Lindenow EP
Australsk kulde og regntung rock. Kan du lide danske Amber, vil One Hundred Years så afgjort falde i god jord.
Delicia Mini: Skuggi
Skuggi er essensen af efterårshygge. Dette er stemningen ved at sidde med en kop varm chokolade på en kold og våd efterårsdag, hvor vinden hyler, og man virkelig nyder, at ilden er opfundet. Dette er rigtig godt.