Charlatans er stadig i udmærket form, men denne liveplade tilføjer ikke rigtig noget nyt til Manchester-bandets lyd. Ikke et vigtigt køb for andre end store fans.
Skribent - Rasmus Bækgaard
Dot Allison: We Are Science
Trommeprogrammeringerne er stramme, basgangene tunge - og vokalen yndefuld som de allerfærreste. Dot Allison mestrer kontrasternes kunst og frembringer en elektronisk variant af Mazzy Star og Mercury Revs bud på manende skønhed.
The Coral: s.t.
En forrygende tidsmaskinetur til 1968. Vidunderligt skævt og melodisk.
Piano Magic: Writers Without Homes
Glen Johnsons kunstnerkollektiv leverer en laaaangstrakt, stillestående plade, der ikke rigtig har noget musikalsk indhold inde bag de intellektuelle spilfægterier.
Bright Eyes: Lifted or the Story Is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground
Bright Eyes' tredje album er en aldeles blændende omgang lofi-folk, som løftes til skyerne af skæve arrangementer og fængende melodier.
Leftlane: Release
Leftlane spiller pop-rock af den midtsøgende slags, der sagtens ville kunne få et bredt gennembrud, men som til gengæld ikke kan byde på de store musikalske dybder.
Dave Gahan: Paper Monsters
Dave Gahan overlever det farlige forsøg på at lave et soloalbum med æren i behold, men viser samtidig, hvorfor det er Martin Gore, der er den kreative drivkraft i Depeche Mode.
The Thrills: So Much for the City
Irske The Thrills leverer en forfriskende og livsbekræftende omgang pop, der dufter mere af californisk solskin end af irsk regnvejr.
The Sleepy Jackson: s.t.
Minialbum fra den for tiden hypede australske gruppe, der viser, at gruppen med sin uhøjtidelige og skramlede pop er værd at holde øje med i fremtiden.
The Adventures of Jet: Muscle
Flot og vellydende 80'er-rock, der er så kedelig og forudsigelig, at det én gang for alle beviser, at det ikke er alt fra den tid, der er værd at grave op.
Ryan Adams: Demolition
Ryan Adams har helt sikkert store evner som sangskriver, men til gengæld beviser Demolition, at han er temmelig uduelig, når det gælder om at sortere skidt og kanel hver for sig.
Death in Vegas: Scorpio Rising
En glimrende kollision mellem små-psykedelisk rock og electronica.
Ms Led: Afternoon in Central Park
Et energisk og melodiøst udspil fra amerikanske Ms Led, der ikke genopfinder indierocken, men mindre kan også gøre det, når bandet så åbenlyst nyder at spille - og slipper mere end hæderligt fra det.
Sweatmaster: Sharp Cut
Med sugerøret langt nede i rockens primale instinkter - og i bunken af rock-klichéer - præsterer finske Sweatmaster en omgang lige-ud-ad-landevejen-rock for fuld skrue, men med for få iørefaldende omkvæd.
Badly Drawn Boy: Have You Fed the Fish?
Med blikket i det musikalske bakspejl har Damon Gough med blød hånd tegnet endnu et godmodigt, rart popalbum, der dog desværre er knap så skævt som debutpladen.
Lambchop: Is a Woman
Ikke en eneste tone er overflødig på Kurt Wagner og Lambchops aldeles fremragende opfølger til Nixon. En afdæmpet kraftpræstation af de helt store.
Superheroes: s.t.
Endnu et skud fængende synth-fikseret pop fra Skives fineste eksportvare. Heller ikke med Superheroes rammer Thomas Troelsen og co. kategorien "mesterværk", men mindre kan også gøre det.
Nina Nastasia: The Blackened Air
Et nærværende og meget stemningsskabende album, der balancerer mellem at være en løs skitse og et aldeles storslået sadcore-værk.
Tindersticks: Trouble Every Day
Tindersticks gentager sit samarbejde med den franske instruktør Claire Dénis – desværre med et umådelig kedeligt resultat.
Love as Laughter: Sea to Shining Sea
Skramlet lofi-rock fra den amerikanske vestkyst. Love as Laughter er på det meste af Sea to Shining Sea et indtagende bekendtskab, der ikke gør rockmusik sværere end højst nødvendigt.