Plader

Dave Gahan: Paper Monsters

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Dave Gahan overlever det farlige forsøg på at lave et soloalbum med æren i behold, men viser samtidig, hvorfor det er Martin Gore, der er den kreative drivkraft i Depeche Mode.

At soloplader er en yderst farlig disciplin, er langtfra nogen nyhed. Gennem musikhistorien har der været utallige eksempler på, at sangere eller guitarister har forsøgt sig på egen hånd uden den store succes. Også selv om personen bag solopladen umiddelbart har fremstået som den enerådende kunstneriske drivkraft i sit normale band.

Efter mere end 20 år som sanger og superstjerne i Depeche Mode forsøger Dave Gahan sig nu på egen hånd, selv om han aldrig har spillet den store kreative rolle i gruppen. Siden Vince Clarke i starten af 80’erne forlod gruppen til fordel for Yazoo og Erasure, har det været Martin Gore, der har været den kreative kraft i gruppen, mens Dave Gahan har været den person, der udadtil har karakteriseret bandet. Gahan har imidlertid i en del år følt sig tilsidesat i Depeche Mode.

Dave Gahan er sluppet nogenlunde hæderligt fra forsøget med Paper Monsters, om end der er langt op til det høje niveau, der har kendetegnet de fleste Depeche Mode-albums, og som sangskriver kan Gahan langt fra måle sig med Martin Gore.

Stilmæssigt adskiller denne soloplade sig ikke væsentligt fra det, man normalt kender fra Depeche Mode, om end lydbilledet er mere rockorienteret – lidt i retning af Songs of Faith and Devotion.

At Dave Gahan er en stor sanger, er ikke nogen sensation, og langt hen ad vejen er det også hans vokale præstation, der redder en plade, hvor der er lidt for langt imellem de sange, der for alvor rykker. Men der er dog et par perler i blandt. Særligt i form af anden skæring, “Hold On”, der er en fremragende ballade, hvor Dave Gahans stemme folder sig helt ud. Selv samme sang kan på den dvd, der fulgte med et begrænset oplag af pladen, høres i en endnu bedre akustisk version, og med udgangspunkt i den version kan jeg godt ærgre mig over, at Dave Gahan ikke har haft modet til at springe stilmæssigt længere væk fra Depeche Modes tyngende skygge.

Ellers er det værd at fremhæve den tunge “Black and Blue Again”, hvor der i sidste halvdel bruges nogle iskolde Joy Division-inspirerede keyboardflader. “Hidden House” lyder med sine keyboardflader og guitarspil som The Cure og er et glimrende nummer, mens den ellers udmærkede “Bottle Living” har lånt lidt for meget fra “Personal Jesus”.

Tematisk behandler Dave Gahan på Paper Monsters den næsten altødelæggende nedtur, han udsatte sig selv for midt i 90’erne, hvilket eksempelvis illustreres af singlen “Dirty Sticky Floors”, der på mange måder – også musikalsk – kan ses som en fortsættelse af “Barrel of a Gun” fra Ultra-albummet.

Men på trods af disse højdepunkter er for mange af sangene lidt tandløse og stillestående. Alligevel reddes albummet som sagt hjem af, at Dave Gahan leverer en glimrende vokalpræstation. Konklusionen er derfor, at Paper Monsters er en acceptabel plade, der dog står for meget i skyggen af Dave Gahans fortid.

★★★☆☆☆

Leave a Reply