Lige knap 1.600 koncerter i løbet af fem dage? Det lyder som en drøm for alle musikinteresserede – altså lige indtil det bliver til et mareridt, fordi man skal til at vælge langt hovedparten af koncerterne fra. Under alle omstændigheder er det, hvad Texas-festivalen South by Southwest serverer for branchefolk, musikjournalister og andet godtfolk i dagene fra d. 12. til d. 16. marts. Sidste år sendte Danmark repræsentanter som Mew, Powersolo og Under Byen, og igen i år har arrangørerne udvist pæn interesse for vores lille andedam. Både Slaraffenland og The Kissaway Trail spillede på festivalen sidste år, og de har fået genvalg. Snake and Jet’s Amazing Bullet Band, der albumdebuterede sidste år, har også fået adgang til det fine (om end ret så omfangsrige selskab, og de kan følges med genopstandne The Raveonettes, The Fashion, The Blue Van og Afenginn. Hele herligheden (nej, okay, ikke det hele, men i hvert fald udvalgte dele) kan du i øvrigt læse mere om efter festivalen, idet vi har en skribent til stede. Vi håber, han ikke bliver kvalt i al den musik.
Nyheder
Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…
Slut med Godspeed You! Black Emperor
Det er tæt på at være fem år siden, det efterhånden legendariske Montreal-band Godspeed You! Black Emperor sidst gjorde opmærksom på sig selv. Det skyldtes, at de under en USA-turné blev arresteret pga. terror-mistanke. Der er næppe den store tvivl om, at det canadiske kollektiv ikke nærer varme følelser for deres naboland mod syd, men politiet var ikke i stand til at finde nogen beviser for postrockernes påståede terror-intentioner. Siden da har det været svært at finde nogen beviser for, at Godspeed You! Black Emperor skulle have intentioner om at indspille og udgive ny musik. I et interview med engelske Drowned in Sound går et af medlemmerne, Efrim Menuck, længere i retning af at dødsdømme GY!BE, end bandet hidtil er gået. Han påpeger, at han for tiden ikke har lyst til at lave mere med Godspeed og understreger derefter, at bands efter hans mening ikke holder til at være sat på pause ret lang tid. Menuck siger det altså ikke direkte, men i vores ører lyder det som en endelig dom: goodbye Godspeed.
Download alle Of Montreals covernumre
2007 var lidt af et år for Of Montreal. Georgia-bandet markerede sit 10 års jubilæum ved at udgive Hissing Fauna, Are You the Destroyer?, hvor forsanger Kevin Barnes detaljeret skildrer sine egne psykiske problemer, og for første gang i en hel del år var anmelderne så godt som udelt positive over for Barnes & co. Det blev til flotte årslisteplaceringer rundt omkring – herunder her hos os – og Barnes smed endnu mere benzin på opmærksomhedens bål ved bl.a. at smide tøjet under en koncert i Las Vegas. Som om det ikke var nok til at gøre Of Montreal spektakulære, er det også værd at nævne, at bandet har en stor passion for at spille covernumre. Så stor en passion, at det kan være vanskeligt at holde styr på bandets bedrifter. Det har bloggen You Ain’t No Picasso taget konsekvensen af ved at samle mere end 50 af gruppens coverversioner – til aldeles fri afbenyttelse.
Svenske Amandine på Lades Kælder
Det svenske band Amandine starter d. 21. marts sin Europa-turne på Lades Kælder i København. Bandets seneste album Solace In Sore Hands udkom i foråret 2007, og allerede denne december begyndte bandet at indspille nye numre til hvad, der ender med at blive bandets tredje album. Bandet tager dog indspilningerne ganske afslappet og har valgt at indspille numrene efterhånden, som de bliver skrevet i stedet for at indspille hele albummet på en gang. Som en lille teaser for Amandines Europa-turne udgiver bandets pladeselskab FatCat Records en digital single med to uudgivne numre. Tracklisten ligger dog ikke klar endnu. Indtil da kan en række af bandets ældre numre frit downloades her som mp3:SecretsWakeSparrowHaloBlood and Marrow Læs også Undertoners anmeldelse af: Amandine: This Is Where Our Hearts Collide
Xiu Xiu og 18th Dye til Pop Revo-festival
I august, da koncertarrangørgruppen Pop Revo afholdt 2007-udgaven af sin årlige festival, klappede vi i vores små hænder her på siden. Malurten i bægeret var, at vi syntes, at tre dage var lige i overkanten, og at antallet af bands sagtens kunne skæres ned. Pop Revo-folkene har lyttet og kan nu fortælle os, at 2008-festivalen kun kommer til at vare to dage, nemlig 2. og 3. maj. Ligesom sidste år løber arrangementet af stablen i Århus, nærmere bestemt i sTUDENTERHUS åRHUS. (Nej, Caps Lock-fejlen ligger ikke hos os.) Og ja, nu skal vi nok komme til det interessante: De to første bands, Pop Revo kan offentliggøre, er et par godbidder. Dels fejrer dansk-tyske 18th Dye den snarlige udgivelse af deres comebackalbum, Amorine Queen, ved at gøre Århus-festivalen til et af fikspunkterne på deres forårsminiturné i Danmark. Dels har Pop Revo fået fingrene i amerikanske Xiu Xiu. Den lettere excentriske Jamie Stewart og hans bandfæller har base i Californien, men der er ikke meget strandsjov over deres lyd. Tværtimod drives musikken af en nogle gange afdæmpet og andre gange ekshibitionisk desperation. Xiu Xiu har netop udgivet albummet Women as Lovers, hvorfra nummeret “F.T.W.” ligger til download hos bandets selskab Kill Rock Stars.
Live-album fra Bonnie 'Prince' Billy
Der er udkommet et nyt live-album med Bonnie ‘Prince’ Billy. Helt fra Australien. Landet, der er fyldt med kænguruer, royale fans af det danske kongehus og et hvidt musikskur tegnet af et dansk arkitektgeni, har narret os. Der er så langt til Australien, at vi her på Undertoner slet ikke opdagede, at Spunk Records har udgivet et australsk live-album med Bonnie ‘Prince’ Billy og hans band. Wilding In The West er Billys andet live-album siden Summer in the South East, og det blev optaget i det centrale Californien af Paul Oldham. Sammen med Dawn Mccarthy, Emmett Kelly, Aram Stith og Azita Oldham udgjorde han det snart faste backingband for Billy. Albummet indeholder tre numre af Neil Michael Hagerty og udkom d. 22. januar – uden vi opdagede det….shame on you Australia. Trackliste:1. O Let It Be2. Little Small Song (Lost Blues) 3. Then The Letting Go 4. The Gator 5. Master & Everyone 6. No Such As What I Want 7. Naked Lion 8. No Bad News 9. Wai 10. Three Questions 11. Weaker Soldier 12. I Called You Back 13. Magnificent Billy 14. Is It The Sea? / My Home Is The Sea Albummet kan blandt andet købes hos Amazon.
Hør nyt nummer fra Tindersticks
Ingen sagde det for alvor højt, men rundt omkring i indskudte sætninger sneg anmelderne sig til at erklære Tindersticks døde, da forsanger Stuart A. Staples udgav sit andet soloalbum, Leaving Songs. Og all right, albumtitlen smagte af afsked, ligesom åbningssangen hed “Goodbye to Old Friends”. Men bandet meldte aldrig ud, at det var slut. Hvilket det altså heller ikke var. For godt nok har Tindersticks slanket sig siden deres seneste album, Waiting for the Moon, der udkom for fem år siden, men at der er tre i stedet for seks medlemmer, holder ikke Staples & co. tilbage. Tværtimod udgiver de d. 28. april albummet The Hungry Saw, som de indspillede i Frankrig sidste år. Selv om der er tre måneder til udgivelsesdatoen, har Tindersticks allerede en smagsprøve parat. På trioens Myspace-side ligger nemlig “The Flicker of a Little Girl”, som lyder lysere og lettere i udtrykket end Waiting for the Moon-sangene. Tracklisten viser ikke kun, at The Hungry Saw tilsyneladende bliver en kortfattet omgang med blot ni numre. Næ, der er også en interessant hilsen til ham her. (Sidste åndssvage eurodance-henvisning i denne nyhed. Vi sværger.) 1. Introduction 2. Yesterdays Tomorrows 3. The Flicker of a Little Girl 4. Come Feel the Sun 5. E-Type 6. The Other Side of the World 7. The Organist Entertains 8. The Hungry Saw 9. Mother Dear
Syvende album fra Mia Doi Todd
Mia Doi Todds kommende album Gia er det syvende fra kvinden med den beundringsværdige stemme. Stemmen kendes både fra hendes mange solo-album og fra hendes arbejder sammen med bla. Dntel. Hun er klassisk trænet, og kombineret med hendes dybe, kraftfulde røst er hendes stemme let genkendelig og meget stemningsskabende. Mia Doi Todd har selv skrevet alle numrene til Gia, som hun har produceret i samarbejde med Build An Ark-medlemmerne Carlos Nino og Miguel Atwood-Ferguson. Sammen med Chicago-bassisten Joshua Abrams, som har spillet sammen med blandt andet Sam Prekop og Prefuse 73, hjælper de to med at give stemmen tilpas musikalsk modspil. Trackliste1. River Of Life / The Yes Song2. Night Of A Thousand Kisses 3. Big Bad Wolf & Black Widow Spider 4. Sleepless Nights5. Esperar Es Caro6. Kokoro 7. Can I Borrow You?8. Wolf Reprise 9. In The End 10. Old World New World Læs anmeldelsen af Manzanita
Koncert-højdepunkter i februar
Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. Her i februar er koncert-Danmark virkelig på vej ud af vinterhiet. Måneden fylder de københavnske haller med adskillige af de rigtig store rocknavne, så det bliver en februar med knald på. Dog med blødere danske stødpuder indimellem. The Cure Rigtig mange danske musikfans har glædet sig til onsdag den 13. februar. Det er dagen, hvor The Cure omsider giver koncert i Danmark og indtager Forum på Frederiksberg. Det er vist ingen overdrivelse at sige, at The Cure har ikonstatus inden for alternativ rock og har inspireret hundredevis af andre bands gennem deres lange karriere. Senere på foråret udkommer The Cures nye album, og smagsprøver herfra kan forhåbentlig opleves til den udsolgte koncert i Forum. Showet starter kl. 19 og opvarmningen leveres af 65 Days of Static. Inden måneden fortsætter med flere rockmastodonter, er det også værd at nævne, at danske Michael Møller fra moi Caprice optræder live. I efteråret udgav Møller sit første soloalbum, Every Streetcar’s Got a Name, med en samling sange, der alle kredser om lidenskab, kærlighed og sex. Hvor meget af det, manden tager med på scenen, kan du selv finde ud af torsdag den 14. i Lille Vega i København eller lørdag den 16. i Voxhall i Århus. Søndag den 24. februar indtager amerikanske Queens of the Stone Age, med rocktroldmanden Josh Homme i forgrunden, KB Hallen på Frederiksberg. Koncerten er en del af deres særdeles omfattende Europaturné med albummet Era Vulgaris, der udkom i sommer. Sveden når knap nok at tørre eller hyletonen i hovedet fortie inden det københavnske igen skal rockes godt og grundigt igennem af endnu en stærk frontmand med ustabil bandbesætning. Amerikanske The Smashing Pumpkins med primus motor Billy Corgan besøger igen deres solide danske fanbase når de giver koncert i Valby Hallen onsdag den 27. februar. Setlister fra andre af turnéens koncerter viser, at bandet kommer godt igennem bagkataloget, så det er sikkert også tilfældet den 27. Undertoner har tidligere fortalt, at to af de store herrer i dansk musik, Jens Unmack og Nikolaj Nørlund, tager på turné sammen. Turnéen er nu i fuld gang, og du kan opleve Unmack og Nørlund rundt omkring i landet måneden igennem. Hold øje med koncertkalenderen for datoer.
Thee Silver Mt. Zion kommer til Danmark
Det storslåede canadiske kollektiv indtager Århus. I december måned skrev Undertoner om det nye album, der var på vej fra de canadiske postrockere med det monumentale navn Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra & Tra-La-La Band. 13 Blues for Thirteen Moons udkommer d. 25. marts, og det betyder, at man har lidt over over en uge til at lære albummet at kende inden man får muligheden for at høre numrene live. Det canadiske kollektive giver nemlig koncert på Voxhall onsdag d. 2. april, og med en billetpris på sølle 150 kr. bør man virkelig ikke snyde sig selv for en garanteret transcenderende oplevelse i Århus. Billetterne er allerede sat til salg.
Hent ny Clinic-single ganske gratis
“Undertiden lyder Clinic faktisk, som The Raveonettes ville have gjort, hvis Sune Wagner kom fra Helvede og ikke fra Sønderborg,” skrev vores anmelder om Clinics seneste regulære album, Visitations, da det udkom for knap halvandet år siden. Nu har forsanger Ade Blackburn og co. været på endnu en smuttur til Helvede, Sønderjylland eller hvor de nu henter inspiration. I hvert fald udsender de Do It!, deres femte fuldlængdeplade, d. 8. april. Clinic har selv omtalt Do It! som et sommeralbum, og i hvert fald er de i så muntert humør, at de har valgt at forære førstesinglen “Free Not Free” væk. Den kan downloades via Clinics hjemmeside. På Do It! udskriver Clinic følgende musikalske medikamenter: 1. Memories 2. Tomorrow 3. The Witch (Made to Measure) 4. Free Not Free 5. Shopping Bag 6. Corpus Christi 7. Emotions 8. High Coin 9. Mary & Eddie 10. Winged Wheel 11. Coda
The Go-Betweens-sangskriver udgiver soloplade
Resterne af det australske orkester hjælper Robert Forster på første soloplade i 11 år. Oceans Apart var det sidste, australske The Go-Betweens kom til at udgive. Forrige år døde Robert Forsters trofaste sangskriverpartner igennem 25 år, Grant McLennan, og ifølge Robert Forster selv, troede han aldrig, han ville udgive musik igen. Men det gør han altså. Den 29. april udkommer nemlig The Evangelist på YepRoc i USA. Bandet udgøres af de overlevende medlemmer af The Go-Betweens, Adele Pickvance og Glenn Thompson. En komplet trackliste er endnu ikke klar, men ifølge Forsters pladeselskab er der ti sange på The Evangelist. Blandt dem er “Demon Days”, “Pandanus”, “Did She Overtake You”, “The Evangelist” og “Ghost Town”. Sidstnævnte angiveligt en hyldest til Forsters afdøde bandkollega.
Nyt solo-album fra Laetitia Sadier
Laetitia Sadier fra Stereolab er efter tre år klar med sit tredje solo-album som Monade. Albummet har fået titlen Monstre Cosmic og igen giver Laetitia Sadier sig selv lov til at spille guitar og trombone – to af de instrumenter, som hun gerne ville udtrykke sin egen sangskrivning med, da hun i Stereolab ikke er den primære sangskriver. Monade startede som et soveværelses-projekt sammen med Rosie Cuckston fra Pram tilbage i 1996, hvilket gav udtryk i det første album Socialisme Ou Barbarie: The Bedroom Recordings, der udkom på Drag City. Siden skiftede hun selskab, og A Few Steps More udkom på Too Pure i 2005. Too Pure lavede sidste år et interview med Laetitia Sadier om Monade, og det kan høres her (mp3) Monstre Cosmic udkommer d. 18. februar på cd og lp. Trackliste:1. Noir-Noir2. Etoile3. Lost Language4. Elle Topo5. Messe Joyeuse6. Regarde7. Invitation8. Tout En Tout Est Un9. Entre Chien Et Loup10. Change Of Destination11. White Light (hidden track)12. Change Of Destination Again
Nyt Witch-album ude til marts
I slutningen af 2005 og starten af 2006 snakkede rigtig mange folk rigtig meget om amerikanske Witch. Det er et godt spørgsmål, om alle de mange folk reelt forventede, at debutalbummet fra Witch ville være fantastisk. Sikkert og vist er det, at interessen især skyldtes trommeslageren – en mand ved navn J Mascis. Dinosaur Jr.-frontmanden trak masser af opmærksomhed til bandet – en opmærksomhed, som det første album ikke helt kunne leve op til. Bl.a. fordi Mascis ikke er verdens bedste trommeslager – og end ikke er i top-200. Nu har bandet imidlertid haft et par år til at tilpasse sig hinanden, og det får vi at høre 18. marts, hvor album nr. to, Paralyzed, udkommer. Ifølge bandets sangskriver Kyle Thomas har Witch, der siden debutpladen har sagt farvel til guitaristen Asa Irons, denne gang arbejdet på at skabe sange, der passer bedre til Mascis’ spillestil. På bandets MySpace-side fortæller Thomas, at sangene på Paralyzed derfor er hurtigere og mere punk-inspirerede – men uden at slippe taget i den 70’er-heavy-tradition, som debutalbummet refererede så heftigt til.
