Den engelske guitar-ekvilibrists tidlige værker bliver endelig tilgængelige igen. James Blackshaw udgav sidste år den fremragende The Cloud of Unknowing, der fik forsinkede, men fortjente roser her fra redaktionen. Er du dog en af dem, som stadigvæk ikke føler, at din kvote af 12-strenget instrumental-folk er blevet opfyldt, så er der gode ting i vente. Blackshaws pladeselskab, Tompkins Square Records, genudsender nemlig fire af englænderens tidlige bedrifter. Det skriver Pitchfork. Det drejer sig om debuten Celeste, den efterfølgende Lost Prayers and Motionless Dances, der begge er fra 2004 samt Sunshrine og White Goddess, som udkom året efter. Det er dog kun de tre førstnævnte albums, der udkommer i cd-form. Således bliver White Goddess kun tilgængelig på vinyl, hvor den kommer til at være del af en dobbelt-LP sammen med Lost Prayers and Motionless Dances. De to resterende plader bliver også udsendt som en dobbeltudgivelse på vinyl. Alle udgivelserne er sat til at udkomme d. 25. marts.
Nyheder
Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…
Low tilbage til København i april
7. august 2007 indtog Low scenen på Vega i København – til anmeldernes store begejstring. Nu kan selv samme skriverkarle godt spidse gåsefjerpennene igen, for Mimi Parker, Alan Sparhawk og Matt Livingston kommer nemlig tilbage. Mens alle vi andre har travlt med at mindes den tyske besættelse af Danmark, spiller Low nemlig endnu en koncert i København d. 9. april på samme spillested som i august. Showet er en del af en to uger lang turné i Europa, der kommer ganske kort tid efter, at Alan Sparhawk har udsendt sit første album med sideprojektet Retribution Gospel Choir.
Forårs-ep fra Animal Collective
Vandet er forbandet. Mælken er neutral. Her hos Undertoner er redaktionen netop gået i behandling. Men det skyldes hverken snaps, ømme fingre, mavesurhed eller andre kendte musikskribentsygdomme. Diagnosen? Vi er Animal Collective-fanboys. Det vidner de i alt 20 1/2 U’er vi har givet de seneste fire udgivelser fra bandet da også om. Derfor glæder vi os virkelig meget til den 8. april, hvor bandet, ifølge InSounds udgivelsesliste, udgiver ep’en Water Curses. Bandets pladeselskab har endnu ikke fortalt noget om tracklisten til ep’en, men den vil vi nu gerne give jer alligevel. Ifølge Rate Your Music er der nemlig interessant coverversion-nyt: 1. Street Flash2. Water Curses3. What I Do4. Holland, 1945 “Holland, 1945” stammer oprindeligt fra Neutral Milk Hotels efterhånden indie-kanoniserede album In the Aeroplane over the Sea. Den sang glæder vi os til at høre Animal Collective fortolke. Vi kan dog ikke give nogen smagsprøve på det endnu. Til gengæld vil vi gerne spille lidt af åbningsnummeret “Street Flash” for jer. Det starter lidt over to minutter inde i videoen her:Læs også Undertoners anmeldelser af:Animal Collective: Strawberry JamAnimal Collective: FeelsAnimal Collective & Vashti Bunyan: Prospect HummerAnimal Collective: Sung TongsPanda Bear: Person Pitch
Nyt Lack-album til marts
Der er intet overflødigt fedt på 2008-udgaven af Lack. Tre år efter at de udgav Be There Pulse, der endte med et så – efter danske forhold – flot salgstal som 6.000 eksemplarer, er kvartetten igen albumaktuelle d. 3. marts. Denne gang med en plade, hvor der ikke bliver hvilet på nogen laurbær. Til sammen sniger de 13 numre på Saturate Every Atom sig kun lige op over en halv times varighed, og blot et enkelt af dem overstiger tre minutter. Således er der noget hurtigere afregning end på Be There Pulse. Tekstmæssigt lader Lack til gengæld til at ligne sig selv. I hvert fald melder pressematerialet fra bandets pladeselskab, Play/Rec, om emner som kampen om det offentlige rum og dansk asylpolitik. Kender man Lack ret, har de alvorlige miner på, når de beskæftiger sig med den slags emner. Men plads til et smil eller to er der da på tracklisten; vi morer os i hvert fald over det med palæstinensertørklæderne: 1. Behead 2. CPH 3. Indie Kids Wear the Keffiyeh But Can’t Spell PLO 4. Bombing the Moon 5. Naked Girls 6. I Want You to Call Me Peter North 7. Happiest Thing Alive 8. Watchmen 9. O.R.A.L. (Open Relationships Are for Losers) 10. Hund 11. Cocky 12. Continuum 13. Italian Shoes, Asylum Suicides
Boredoms udgiver livealbum på nyt pladeselskab
De innovative psych-rockere fejrer pladeselskabsskift med en liveudgivelse. Boredoms er klar med det nyeste udspil i deres Super Roots-serie. Det skriver Prefix. Således udgiver de excentriske japanere Super Roots 9 d. 8. april og pladen bliver den første hos det legendariske pladeselskab Thrill Jockey Records. Super Roots 9 består af en liveoptagelse fra en koncert i Japan, der blev afholdt juleaften 2004. Det er første gang Boredoms udgiver et livealbum, og at dømme efter de enormt positive reaktioner, der fulgte ovenpå japanernes koncert sidste år i Radiohusets Koncertsal, så er der virkelig noget at se frem til. Super Roots 9 blev allerede i 2007 udsendt i Japan, men får nu altså amerikansk premiere i forbindelse med skiftet til Thrill Jockey Records. Pladen indeholder kun det over 40 minutter lange nummer “LIVWE!!”, så nu er der solid ammunition til de eksperimenterende dj’s, der har tyndslidt de samme postrock-plader, hver gang de skulle på toilettet.
Snöleoparden albumdebuterer til marts
Århusianske Jonas Stampe alias Snöleoparden har gennem de seneste år leveret nogle af de mere særprægede livekoncerter på dansk grund – bl.a. i Turbinehallerne for halvandet år siden. Koncerter, der har bestået af en højst egenartet blanding af orientalsk musik, rendyrket støj, arabisk-klingende eksperimenter, ekvilibristisk xylofonspil og den obligatoriske Sebastian-hyldest, en fortolkning af “Hodja fra Pjort”. Sidstnævnte er en af ingredienserne på Snöleopardens selvbetitlede debutalbum, hvor en flok meget entusiastiske børn skråler med på 80’er-børnehittet. Albummet udkommer 3. marts på Rump Recordings og dermed bliver selskabets første udgivelse, der ikke kan placeres i electronica-kategorien. I stedet stritter det i lige så mange retninger som koncerterne. Der ligger smagsprøver på Myspace, og tracklisten ser således ud: 1. Nr. 1 2. Hodja fra Pjort 3. Xylofon 4. Water Puppet Theatre 5. Snabel E 6. Den Evige 7. Lillecykel 8. Dreng 9. Trance 10. UFO 11. Grieg
Portishead spiller i København til april
Vi er nogle stykker, hvis bedste erfaringer med KB-Hallen inkluderer enten Kenneth Carlsen eller Frederik Fetterlein – men til april giver engelske Portishead os muligheden for at få lavet om på det. Ifølge NME.com kommer det nærmest mytiske triphopband nemlig til Frederiksberg d. 4. april som led i en stor Europa-turné. Anledningen er, at bandet 10 dage senere udgiver sit første album i 11 år. Albummet er fortsat omgærdet af meget hemmelighedskræmmeri, men mon ikke koncerten vil løfte sløret for en god portion af de nye numre?
David & the Citizens forærer ep væk
De sidste par år har man ikke hørt det helt store til svenske David & the Citizens. Godt nok udgav David Fridlund & co. albummet Stop the Tape! Stop the Tape! i 2006, men i hvert fald ovre på den her side af Øresund gik det noget mere ubemærket hen, end da bandet udgav sine første to plader, For All Happy Endings og Until the Sadness Is Gone, i starten af det nye årtusinde. Fridlund har skiftet flittigt ud blandt sine med-Citizens, og på det seneste har han efter alt at dømme primært optaget på egen hånd. I hvert fald lader det til, at han har været alene om arbejdet med ep’en I Saw My Reflection and I Didn’t Recognize Myself, som han har lagt ud til god gammeldags gratis download. Der er pt. intet nyt om nye regulære udgivelser fra David & the Citizens, men ifølge Fridlunds blog er der godt gang i sangskrivningen og optagelserne i øjeblikket.
Decemberists-forsanger udgiver livealbum
Colin Meloy synger live og gør det så godt, at det bliver udgivet. I 2006 tog forsanger Colin Meloy fra det fremragende amerikanske band, The Decemberists, på en akustisk solotour, og det har nu udmundet i en liveudgivelse, der har fået den knivskarpe titel Colin Meloy Sings Live! Det skriver Pitchfork. Live-pladen udkommer på Kill Rock Stars og rammer det amerikanske marked d. 8. april. Der er endnu ikke kommet en europæisk udgivelsesdato. Albummet byder på 14 sange samt den obligatoriske småsnak med publikum. Derudover har der også sneget sig cover-sangbidder fra så store kunstnere som The Smiths, R.E.M. og Pink Floyd. Cover-kunsten er skam heller ikke fremmed for Meloy, der under sin solotour solgte eksklusive EP’er, hvor han fortolkede Morrissey og Shirley Collins. Derudover indeholder Colin Meloy Sings Live! også kompositioner fra Meloys første band, Tarkio. Tracklisten ser således ud: 1. Devil’s Elbow2. We Both Go Down Together3. Evoking a Campfire Singalong [småsnak]4. The Gymnast, High Above the Ground5. Here I Dreamt I Was an Architect / Dreams6. Dracula’s Daughter [tidligere uudgivet]7. Wonder [tidligere uudgivet]8. A Brief Introduction to Shirley Collins [småsnak]9. Barbara Allen10. The Engine Driver11. On the Bus Mall12. A Skull, a Ship, and a Sheep [småsnak]13. California One/Youth and Beauty Brigade / Ask14. The Bachelor and the Bride15. A Cautionary Song16. Red Right Ankle17. Bandit Queen
Darla genudgiver Japancakes-plader
Klassikerfornyere genudgiver deres første plader. Amerikanske Japancakes skabte en del omtale, da de sidste år havde frækheden til ikke blot at genindspille My Bloody Valentines übermesterværk, Loveless, men samtidigt erstatte vokalerne med cello og pedalsteel-guitar. Den opmærksomhed kan nu ganske fortjent fortsætte. Pladeselskabet Darla Records har nemlig besluttet at genudgive det instrumentale kollektivs første tre udgivelser. Det drejer sig om debuten, If I Could See Dallas, den efterfølgende Down the Elements, der begge er fra 2000 samt The Sleepy Strange, der udkom året efter. I følge Prefix udkommer genudgivelserne d. 12. februar. Japancakes udgav i 2007 desuden Giving Machines, så der skulle være rigeligt med instrumentalt materiale at fylde indkøbskurven med.
Field Music-forsanger solodebuterer
2007 var lidt af et år for Sunderland-bandet Field Music. Det var knap kommet i gang, før trioen udgav den aldeles glimrende Tones of Town, som vi her på stedet jublede højt og længe over. I hvert fald så længe, at vi ikke nåede at få tørret det store smil af, inden bandet i foråret offentliggjorde, at de sådan set ikke gad være Field Music længere. Og så tilføjede de nogle lidt kryptiske bemærkninger om, at de alligevel gerne ville være Field Music sammen, men bare ikke være et traditionelt band. Efterhånden er tågerne lettet, og det viser sig, at de tre fremover vil være en slags kreativt fællesskab, hvorfra de så hver især kan bevæge sig i forskellige retninger. Den første af de tre, der rører på sig, er forsangeren David Brewis, der d. 28. januar udsender sit første soloalbum. Under pseudonymet School of Language er han nemlig kommet ind i folden hos Chicago-selskabet Thrill Jockey. Det betyder, at debuten, der har fået titlen Sea From Shore, bringer ham i fint selskab med bands som Tortoise, The Sea and Cake og Mouse on Mars. Og hvordan lyder Sea From Shore så? Bl.a. sådan her.
The Walkmen i slutfasen med nyt album
Det amerikanske band The Walkmen har færdiggjort ni numre til det kommende album, der forventes udgivet dette forår. Bandet har planlagt, at endnu seks numre skal med på albummet. Hvor bandet førhen primært har været et ligefremt rockband, er der flere instrument-eksperimenter på det kommende album, der blandt omfatter trompet og violin. De to spiller en større rolle på et af numrene på det kommende album, der efter sigende skulle være som en Roy Orbison-sang med et enormt crescendo. Albummet, der endnu ikke har fået en titel, er primært indspillet i New York, men bandet har også været en tur i Mississippi. Sidst The Walkmen gav lyd fra sig var med albummet A Hundred Miles Off og coveralbummet med Harry Nilsson-numre fra hans klassiske album Pussycats. Læs anmeldelsen af The Walkmens Bows + ArrowsLæs et interview med The Walkmen fra 2004
Tunng-sideprojekt klar med debutalbum
Engelske Tunng har ikke hvilet på nogen laurbær de seneste år. I august udkom deres tredje album på to et halvt år, Good Arrows, men selv ikke den efterfølgende tour-aktivitet på begge sider af udgivelsesdatoen har kunnet få forsanger Sam Genders til at holde sig i ro. Tværtimod har Genders dannet et nyt band ved siden af Tunng. Det hedder The Accidental, og skal man dømme efter de smagsprøver, som er til at støve op, ligger kvartettens folkede lyd ikke voldsomt langt fra Tunngs. Hvis vi skal blive ved parallellerne, udkommer The Accidentals debutsingle på Static Caravan, der udgav Tunng-debuten Mother’s Daughter … and Other Songs – mens gruppens første fuldlængdealbum i løbet af foråret udkommer via Full Time Hobby, der huser Tunng nu om dage. Ja, det er med at udnytte sine kontakter.
The Zombies kommer til København
Det legendariske psych-popband lægger vejen forbi Amager Bio til februar. Det er efterhånden et stykke tid siden, at engelske The Zombies offentliggjorde deres planer om en reunion, der markerede 40 års jubilæet for mesterværket Odessey & Oracle. Det skulle markeres ved to London-koncerter i marts 2008, hvor pladen vil blive opført i sin helhed. Danske fans behøver dog ikke at finde passene frem lige med det første. Englænderne giver nemlig koncert d. 7. februar i Amager Bio. Om den københavnske koncert også byder på Odessey & Oracle i sin helhed vides ikke endnu, men mon ikke, at der er fine chancer for at høre en god håndfuld uopslidelige popperler fra 1968? Billetterne er sat til salg og koster 200 kr. plus gebyr.
