Det er næsten ikke til at tro, at der allerede er gået fem år siden The Books udgav Lost + Safe, men når nu markedet bugner af så meget andet musik, er det let at blive glemt. Det er nu ærgeligt for The Books havde en særlig stil, kraftig inspireret af Enos og Byrnes My Life in the Bush of Ghosts, som der trods alt ikke var mange andre, der dyrkede. Og stadig ikke dyrker. Derfor er det også godt at høre, at gruppen vender tilbage til sommer med et nyt album. Det fortæller Prefix Mag. Grunden til den lange ventetid skyldes, at begge d’herrer er blevet gift, har fået børn og købt hus, hvilket naturligvis kan være temmelig krævende, som de fortæller på deres Tumblr-side. Desuden er de også skiftet fra Tomlab til Temporary Residence, men en præcis udgivelsesdato mangler stadig.
Nyheder
Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…
Det klassiske electronica-label Mille Plateaux genopstår
I gamle dage kunne de virkelig lave musik, bl.a. ved at tegne med sprittusch på en cd og bruge de digitale fejl som kilde, når cd-afspilleren forgæves forsøgte at aflæse den binære kode korrekt. Ikke som i dag hvor alt bare bliver lavet på computer. Et af de selskaber, der stod for den slags nytænkning var Mille Plateaux, der i 1993 begyndte at udgive plader med bl.a. Oval, Alec Empire, Kid 606, Gas o.lign. Især blev selskabet kendt for sine Clicks & Cuts-serier, der gav overblik over eksperimenterende electronica, som ellers kunne være et felt, der var svært overskueligt. Det var især glitch-genren, der fik eksponering gennem pladeselskabet. I 2004 lukkede selskabet, da deres ejere gik fallit, og siden er det forsøgt genoplivet engang i mellem uden seriøs opbakning. Men nu har en vis Marcus Gabler besluttet sig for at gøre noget ved sagen og lover på hjemmesiden, at der kommer ny hjemmeside, nye bands og endda også nye underselskaber. Desuden er der også lovning på en ny Clicks & Cuts-opsamling, der i så fald bliver den femte i serien. Snart er der mere musik at pudse designerbrillen til.
April-koncerter: Under Deerhoof holder Serge popfest med heste og Tunng
Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. Direkte til jer: April!
Huset i Magstræde fejrer 40-års-fødselsdag med Oh No Ono
Huset i Magstræde fejrer 40-års-jubilæum i weekenden den 16.-18. april med en fest, der varer intet mindre end 40 timer og fylder alle husets scener. Med til at fejre Husets runde fødselsdag er Oh No Ono, der netop nu er godt i gang med at turnere i USA, hvor deres roste album fra sidste år, Eggs, også er udkommet. Eggs nåede en flot placering som nummer to på Undertoners liste over de bedste danske albums fra 2009. Bandet kan opleves i Musikcaféen i Huset lørdag den 17. april kl. 22.30. Huset i Magstræde i København er landets ældste kulturhus. De mange scener og lokaler til musik, stand-up, film, teater, café og meget mere, har været gennem stor udvikling i løbet af de 40 år. Lukning har også truet Huset mere end én gang, men kulturhuset står stadig, og denne weekend vil personale, kunstnere og gæster fejre Husets fortid, nutid og fremtid. Den store jubilæumsfest skydes i gang med taler, jazz og lagkage fredag den 16. april kl. 16. Henover de kommende 40 timer vil Huset – udover Oh No Ono-koncert – lægge hus til poetry slam, jazz jam, balkanrytmer, pandekagebagning, børneunderholdning, koncert med indierockbandet Are We Brothers?, dans ved DameUlove DJ crew og meget mere. Hele herligheden slutter søndag morgen kl. 5-8 med morgenmad (eller nok nærmere natmad for nogens vedkommende). Billet til 40-års-fødselsdag på 40 timer koster – pudsigt nok – 40 kr. Det må siges at være en beskeden pris, selv hvis man bare går til Oh No Ono-koncert. Det præcise program kan ses i Husets kalender.
Nyt dansk pladeselskab hedder Kanel
Pladeselskaber er der nok af, fristes man til at sige. Sådan var det ikke for 20 år siden, men i dag er det umuligt at få et overblik. Det er dog et sundhedstegn. Et tegn på den iværksætterånd, der præger musikmiljøet, og det gåpåmod, der skal til for at få udgivet sin musik. Om så de store pladeselskaber er interesserede eller ej. Det skal de nok blive, når hittet fylder radiofladen ud. Et af de nyeste, rygende varme pladeselskaber er Kanel Records, der alene har det formål at udgive god musik. Al eventuelt overskud skal skydes ind i nye udgivelser, og på den vis kommer der forhåbentlig mange plader fra selskabet. Og der er allerede tre i trykkeriet. Balkanbandet Klepti Klepti har allerede gjort sig bemærket med deres festlige koncerter. Nu kan man snart høre dem på plade også. Desuden har Kanel Records fået fat i et nyt projekt fra Cola Freaks’ Kristoffer K, der hedder Glow Kit. Sammen med Kasper B spiller de angiveligt garage-pop. Sidst, men ikke mindst udgiver selskabet en ep med Dad Rocks!, som er et soloprojekt for Mimas-sanger Snævar Njáll Albertsson, der skulle være venlig folk og islandsk pop. Og det bliver samtidig selskabets debut. Pladen kommer til at hedde Digital Age og er på gaden 12. april.
Wolf Parade udgiver dobbeltalbum…måske
I december opsnusede Prefix Mag, at der var nyt Wolf Parade-album på vej. Nu har de fundet ud af, at bandet allerede har indspillet alle sangene, og der er så mange gode, at de overvejer at udgive et dobbelt-album. Albummet bliver en opfølger til At Mount Zoomer fra 2008 og udkommer på Sub Pop den 29. juni, hvis alt går vel. Men først skal de finde ud af, hvordan de vil udgive de 15 sange, de har indspillet, som varer over 80 minutter til sammen. Overvejelserne går på et album og en ep eller en dobbelt-udgivelse. At skære noget af fedtet fra, er ikke en mulighed, da de ikke selv mener, der er svage numre i mellem. Vi får se. I øvrigt kan det nævnes, at Hadji Bakara, der var med til at danne bandet, er gået ud for at skrive en Ph.d. Om det er derfor, at Dan Boeckner og Dante DeCaro mest spiller keyboards på pladen, så det lyder i retning af Depeche Mode, er uvist.
Spejderrobot arbejder med usynlige hænder
Bare fordi ens hænder er usynlige, behøver de jo ikke at være uduelige. Mikael Elkjær, der er inde i Spejderrobot, virker i hvert fald til at være en aktiv herre, selvom en lille dreng mente, han havde usynlige hænder. Nu er det blevet titlen på opfølgningsalbummet til debuten, Falder baglæns ind i igår, og sidste års samarbejde med Emil de Waal. Helt præcis lyder titlen Manden med de usynlige hænder, og albummet udkommer 17. maj, hvilket tilmed er hr. Elkjærs fødselsdag. Albummet er blevet til i en kælder på Vesterbro under Kødbyens Flæsketorv, og den dekadente stemning har ifølge en pressemeddelelse fra Playground præget albummet. Elkjær fik lyst til at bevæge sig ud i mere dystre landskaber, og hans live-optrædenders energi og håndspillede magi skulle efter sigende også have fundet vej til pladen. Tilbage står bare ét spørgsmål: Kan man spejde med usynlige hænder?
Sleater-Kinney bliver gendannet?
Et af de vigtigste bands i riot grrrl-bevægelsen var Sleater-Kinney. De var også et af de længst levende, men tog en pause på ubestemt tid efter deres album Woods fra 2005. Men nu svirrer rygterne på både Tiny Mix Tapes og Prefix Mag om en mulig genforening, efter medstifter af gruppen Carrie Brownstein i et interview med IFC om en ny film, hun er med i, har luftet ideen om en genforening af bandet og en ny udgivelse indenfor de næste fem år. Hmm, det er jo ikke verdens sikreste kort at hænge sig i. Hvad der dog er mere sikkert, er, at hun har startet et nyt band med Janet Weiss, der lige har udgivet nyt album med Quasi, og som var Sleater-Kinneys primære trommeslager. De har syv sange indtil videre, men hvornår det bliver omsat til et album, er også uvist. Lad os nu se det, inden vi begynder at håbe på genforeninger, selvom de er populære for tiden.
Gorillaz til Roskilde Festival
Så klarede Roskilde Festival det, der forventes af dem. De har skaffet noget usædvanligt. Det er måske lidt unfair at forvente det af dem, men de har selv været med til at indgyde den forventning i deres publikum, fordi de tidligere år har præsenteret unikke oplevelser. I år har de anskaffet Gorillaz, der dermed giver den ene af to festival-optrædender på Roskilde Festival. Det er noget af et scoop for den aldrende festival, da deres live-optrædender skulle være ret usædvanlige. Vi taler jo her om et fiktivt band, hvorfor det skulle være en overflod i multimedia. Ifølge festivalen er det en fuld produktion med videoanimationer, udsmykning og film, så der er god grund til at glæde sig.
Teenage Fanclub kommer ud af skyggerne
Nu hvor Alex Chilton desværre er død, er det rart at tænke på, at der stadig er nogen til at føre powerpoppens traditioner videre. En af de helt store og stolte arvtagere er skotske Teenage Fanclub, der dog ikke har været så aktive de sidste mange år. Men nu fortæller Prefix Mag, at bandet planlægger at udgive opfølgeren til Man-Made fra 2005. Albummet kommer til at hedde Shadows, men der er desværre ingen udgivelsesdato endnu. Til gengæld spiller de nogle datoer i England i maj og juni, så vi kan selvfølgelig håbe på en Roskilde-dato.
Target inviterer til påskekalas
For folk, der ikke er for trætte af at puste æg og lede efter dem i haven bagefter, sammen med irriterende småsøskende, byder Targets tre pladeselskaber (Mighty Music, Tactic Records og Target Records) i påsken indenfor i Råhuset, Onkel Dannys Plads 7, til Target Label Nights. Fra torsdag d. 1. april til lørdag d. 3. […]
Fredagsvideo: Dominique Young Unique: “Show My Ass”
Hellig røg, jeg skal love for den unge dame her har nogle saftige skamlæber. M.I.A. har virkelig banet vejen for nogle opfindsomme hunkøn på hiphop-scenen. 17-årige Dominique Young Unique har lige indspillet en ep, men forhåbentlig får vi en fuldlængde fra hende også, for “Show My Ass” her er meget lovende. Über-svedig, energisk nummer, der ligger et sted mellem M.I.A./Diplos uforudsigelige produktioner og Spank Rocks hårde electro-kærlighed. Så er det bare at flå rumpen op og kaste den ud på de nærmeste kvadratmeter, der kan tåle fysiske vibrationer. Smak!
Alex Chilton (Big Star) R.I.P.
Alex Chilton, en af powerpoppens grundlæggere med bandet Big Star, døde i går af et formodet hjerteanfald.
Simon Gylden funderer over døden på nyt album
Det lyder måske utroligt, men den danske sangskriver Simon Gylden er på vej med sit 7. album siden debuten fra 2000. Den nye plade kommer til at hedde Debilitated Deliberations on Death og er anden del i trilogien, der startede med sidste års Stoopid Love Songs. På den nye plade er emnet døden ifølge en pressemeddelelse fra hans pladeselskab. Der er blandt andet en sang om Armin Meiwes, Kannibalen fra Rotenburg, der eftersøgte et offer på internettet, hvorefter en Bernd Brandes meldte sig, og sammen forsøgte de at spise Brandes’ penis, hvorefter Brandes blev slået ihjel og spist af Armin. Albummet udkommer digitalt 1. april med virtuel booklet, og det udkommer kun digitalt, da finanserne ikke tillader fysiske eksemplarer. På Simon Gyldens hjemmeside kan man se videoen til albummet første single “Hey Dad”.
