Hvis man er klar på en usædvanlig koncertoplevelse, så bør man tage ind at se Baby Dee, når hun spiller den 27. marts i Warehouse9 og dagen efter i Literaturhaus. Hun har tidligere spillet harpe for Antony & the Johnsons og spiller selv en musik i retning af kammerpop og cabaret med hendes eget personlige twist. Hun har desuden også spillet for folk som Current 93, Marc Almond og Bonnie ‘Prince’ Billy, så det er en velrespekteret dame, der besøger Danmark snart. Hvilket hun i øvrigt har gjort før, og det faktum, at man ikke længere kan reservere billet til arrangementet i Warehouse9, tyder jo på, at hun virkelig er en live-oplevelse værd. Der vil dog være et begrænset antal billetter til salg i døren fra kl. 20 og frem ifølge arrangøren Bragagild, der laver koncerterne i samarbejde med The Dragonfly Society, Warehouse9 og Literaturhaus. Derfor er det nok en god idé at købe billet til Literaturhaus-koncerten nu, hvis man vil opleve en intim aften med en ekstraordinær performer.
Nyheder
Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…
Japandroids genudgiver ep’er.
Roskilde-aktuelle Japandroids er allerede nu så spændende, at man er begyndt at grave i deres fortid. Derfor udkommer deres to første selvudgivne og nu totalt uopdrivelige ep’er på Polyvinyl 11. maj. Det fortæller My Old Kentucky Blog. Ep’erne udkom oprindeligt som All Lies og Lullaby Death Jams i 2007 og 2008, men udkommer nu samlet som No Singles. Desuden får man en 32 siders booklet med, der opruller bandets tidlige historie krydret med billeder og showplakater. Det skal nok blive et fint supplement til sidste års meget omtalte Post-Nothing. Her er en trackliste: 1. Darkness on the Edge of Gastown 2. No Allegiance to the Queen 3. Sexual Aerosol 4. Lovers/Strangers 5. Lucifer’s Symphony 6. Couture Suicide 7. Avant Sleepwalk 8. Coma Complacency 9. To Hell With Good Intentions 10. Press Corps
The Amazing kommer til Aalborg og København
Sæt kryds i kalenderen, hvis du har brug for lidt musikalsk massage. Det var sådan Anders Hougaard Laustsen omtalte The Amazings debutalbum i sin anmeldelse fra sidste år. Men selvom det var bandets debut, er det nu ikke en flok grønskollinger, der kommer og spiller. Sanger og sangskriver Christoffer Gunrup var nemlig tidligere med i Granada og får hjælp af Reine Fiske og John Holmegard fra Dungen. Derfor er der lagt op til en blød omgang psych iblandet folkrock, når The Amazing kommer til Aalborgs Studenterhus torsdag den 18. marts og dagen efter i København, ligeledes i Studenterhuset. En sjælden mulighed for at få luftet din poncho.
Fredagsvideo: Lone Wolf: “Keep Your Eyes on the Road”
“Sledgehammer” står stadig for mig, som et af 80’ernes helt store hits. Det sjove er, at jeg dengang i 80’erne var ret glad for Peter Gabriel og Phil Collins uden at være så bevidst om, at jeg siden skulle blive langt mere glad for deres Genesis-albums fra 70’erne, der jo er noget helt andet. Men videoen til “Sledgehammer” overgår nummerets popkvaliteter og vandt i 1987 ni MTV-awards, hvilket stadig i dag er rekord. Peter Gabriel tilbragte 16 timer under glas under optagelserne. Nu har Lone Wolf lavet en helt utrolig original hyldest til videoen i samarbejde med filmtegner Ashley, hvor Lone Wolf tilbragte 45 timer på settet for at indspille videoen. Sangen “Keep Your Eyes on the Road” er fra hans nye album, The Devil and I, og det er i øvrigt også en god sang. Men videoen er virkelig pragtfuld og giver sit eget spin på elementerne i “Sledgehammer”-videoen, så de passer til Lone Wolfs sang. Se først originalen her og så hyldesten bagefter:
Det nye sort er det nye sort
På fredag den 12. marts får Danmark et nyt musikmagasin. Og i disse hypermoderne tider, hvor alt foregår på det der internet, er det bemærkelsesværdigt, at det bliver et fysisk magasin. Men man kan dog stadig læse magasinet på nettet på adressen Detnyesort.org. Bladet har til formål at udfylde et hul, de mener, der er på den danske front, ved udelukkende at fokusere på den danske undergrund. Og det er så lige meget, om vi taler metal, hiphop eller ultrakonservativ neofolk, så længe det bare er dansk. Umiddelbart virker det som et fornuftigt initiativ, der især kan være interessant for nye bands at læse, da der er selvhjælps-artikler i første udgave som “Sådan får dit band støtte” og “Bagom de danske bookere”. Derudover bliver der skrevet om dubstep, postrock, og der er sågar en artikel med den lokkende titel “Dur ikke – væk: en kronik om danske talentshows”. På fredag udkommer bladet gratis i Aalborg, Århus, Odense og København, men jeg har ikke oplysninger om hvor, dog er det sandsynligt, at det kan findes i diverse musikforretninger. Bladet er på 36 sider i et oplag på 3000, og blad nr. 2 er allerede på trapperne. Desuden er der releasekoncert for bladet 12. marts på Studenterhuset i Århus under Strange Ears Festivalen med Among Relatives og Yuno samt et surprise act som optrædende, og 4. april i Huset i Magstræde. Velkommen til!
Dirty Projectors, Beach House og Health til Roskilde Festival
Roskilde Festival har trukket tre amerikanske indie-navne op af deres store sombrero, der har begejstret Undertoner-redaktionen i løbet af det sidste år. Vi smiler bredt ved tanken om sommer.
Melvins slår en brud ihjel
Ah, Melvins. Denne herlige omformelige størrelse, som siden 80’erne har defineret deres helt egen version af ‘heavy’. Med Buzz Osbourne og Dale Crover som eneste faste medlemmer har de ligget stabilt i undergrunden og fuldstændig upåvirket af tidens trends kørt deres egne forskruede ideer igennem. Selv da grungen var på sit højeste, blev de ikke rigtig hvirvlet op i mainstream. De var for sære. De havde ellers været med til at forme den scene, og det var dem, der præsenterede Kurt Cobain og Krist Novoselic for al den punkrock, der inspirerede til deres hits. Med tiden har de ikke kun inspireret grungens lyd, men også nyere amerikanske metal-bands som Mastodon og Tool. Japanske Boris har endda snuppet deres navn fra en Melvins-sang. Nå, nok med Melvins Class 101. Grunden til denne hyldest er, at bandet udsender nyt album på Ipecac 1. juni, som Prefix Mag fortæller. Pladen kommer til at hedde The Bride Screamed Murder, og Big Business vil igen være en del af bandet, som de har været siden 2006’s (A) Senile Animal. Det betyder to trommesæt, dobbelt så meget pedalkraft.
Weirdo promotionsvideo for Apples in Stereo
Sådan en mandag morgen kunne man da godt have brug for at komme til en anden dimension, hva’? Vi har fundet et klip fra et tv-program fra en anden dimension, der pudsigt nok nævner The Apples in Stereo, der helt tilfældigt udkommer med et nyt album 20. april på Yep Roc. Når fair skal være fair, var det faktisk Prefix Mag, der fandt det først. Nå, men albummet hedder Travellers in Space and Time, og man kan finde mere info om det på stepthroughtheportal.com. Men først synes jeg, du skal nyde dette sjældne tv-indslag fra en anden dimension, der syret nok har Elijah Wood som vært. What are the odds?
Mark Linkous har taget sit eget liv – R.I.P.
Mark Linkous, hovedmanden bag Sparklehorse, har taget sit eget liv, ifølge en officiel udmelding fra hans familie.
Fredagsvideo: Darwin Deez: “Radar Detector”
Nu hvor du sikkert alligevel har set OK Gos fantastiske nye video, der er et mesterstykke udi årsag og virkning, alle mulige andre steder på tip af venner og familie, og jeg ikke vil plage dig med Trey Songz’ hyperklistrede “Neighbors Know My Name”, hvor han synger i bedste flødestil, om hvordan hans elsker råber hans navn, når de lader sexjuicen flyde, så har jeg fundet noget helt andet. Darwin Deez har nemlig lavet et funky og humørskabende lille indie-hit, der hedder “Radar Detector”, og i videoen får man små hyggelige tips til weekendens sysler. Det er meget bedre end væltede domino-brikker og overlækre kælescener.
Marts’ koncerter: Forår i ørene
Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. Vi giver jer: Marts!
Lis Er Stille udgiver ny plade
Hvor forsvandt de hen? Lis Er Stille var særdeles aktive for en tre-fire år siden, hvor de i 2006 og 2007 udgav deres to første plader, men så forsvandt det ambitiøse postrock-band. Måske skulle de have en kunstnerisk tænkepause efter den svage Apathobvious. Nu er de i hvert fald tilbage og udgiver 10. april deres tredje album med titlen The Collibro. Og noget synes der bestemt at være sket. Der er i hvert fald 12 numre på det nye album, så med mindre det bliver et dobbeltalbum, er der stor sandsynlighed for at sangene simpelthen er kortere end førhen. Desuden er albummet mastereret og mixet af Magnus Lindberg fra det svenske postmetal-band Cult of Luna. Så måske har de fået en tungere lyd? Her er i hvert fald de 12 sange på albummet: 1. All the Blood 2. Send in the Scouts 3. Recalling the Color 4. Like a Common Wave 5. Shards of the Ending 6. Through the Quest of Your Designs 7. Break or Steal 8. The Real Children 9. The Painted 10. Behold the Remnant Pars of Me 11. In the Seed 12. Beneath the Broken Country
Hiphop til Roskilde Festival
Så vågner man (altså jeg) op dagen efter en langt ude koncert med Anti-Pop Consortium på Loppen, hvor Beans’ ustoppelige flow gav seriøse pandeskaller og ærgrer sig lidt over, at koncerten lå oveni Brother Alis koncert på Rust, og hvem redder så dagen? Det gør såmænd Roskilde Festival, der har hyret Brother Ali til at spille til sommer. Brother Ali er et af de stærkeste kort fra Rhymesayers-familien og leverede sidste år en fængende plade, der dog var lidt for lang. Live kan han være en fyrig satan, hvilket han beviste sidst Atmosphere var i byen ved at fyre en a capella politisk freestyle af, der fik hele Vega op under loftet. Udover Brother Ali har Roskilde Festival også hyret den flamboyante rapper Tech N9ne, der spillede på festivalen i 2006, og danske Kasper Spez, der i lidt mere roligt tempo leverer personlige og poetiske tekster, bl.a. på hans album Fantasten fra sidste år, der var et af dem, vi overså. Desuden har Soundvenue snuset sig frem til, at de sejlivede grunge-veteraner i Alice in Chains har afsat en dag i deres kalender til at komme til Roskilde.
Undertoners februar
Endnu en måned er druknet i sne, og vi gør dig opmærksom på de ting, du ikke fik læst, så du kan få inspiration til rejsegrammofonen.
