Få rockbands kan miste et nøglemedlem og stadig fortsætte med integriteten intakt. De fleste bands bryder simpelthen op, men nogle sætter lid til idéen – lad os kalde det for The Doors-syndromet – at de skal fortsætte. Further Seems Forever har deres at se til med en ny forsanger efter Chris Carrabbas afsked med gruppen. Further Seems Forever forsanger, Jason Gleason, har masser at glæde sig over. Den nyligt udgivne opfølger til debutpladen sælger udmærket, og bandet er blevet vel modtaget på deres turné. Alt dette er er vigtigt for især Gleason, siden det er hans første udgivelse i front for emo-kvintetten, efter han tog over efter Chris Carrabba, som havde forladt bandet til fordel for sit eget projekt, Dashboard Confessional. Og Carrabba er alle steder, på alle forsider. Gleason får ikke mange chancer. Dog har han en ganske solid plade i ryggen, How to Start a Fire, og med den er Gleason trådt de første skridt væk fra Carrabas fingeraftryk, som sandelig har gjort sit til at hjælpe debuten, The Moon is Down (2001), til at være den bedst sælgende plade hos selskabet, Tooth and Nail. Gleason er ikke bare en tilfældig gut, som er trådt i Carrabbas fodspor; han er Furthers nye sanger. “Jeg tror ikke, at vi kunne have lavet en bedre plade for at slippe væk fra alle de ting og bare være vores eget band. Det er noget, jeg tænker mere over, end andre gør, udlukkende fordi jeg er ham, der er trådt ind fra siden. Jeg synes bestemt, at pladen lyder som en Further Seems Forever-plade, men det er et fuldstændig anderledes Further Seems Forever. De fleste folk har det ok med, at han er Dashboard og vi er Further, og sådan er det bare. Hvis man ikke kan lide det, så er det bare ærgerligt.” Emo som ikke græder How to Start a Fire er en hvirvlende tur gennem diverse powerpop og post-hardcore-konventioner, som ikke vakler rundt i forudsigelige melodier og rytmer tilsat selvmedlidende tekster. Faktisk er How to Start a Fire en af de sjældne nutidige plader, som ikke drukner i sin egen depression, så man kan godt pakke alle emogråd-jokes langt væk, for Further Seems Forever præsenterer en lyd, som både blødt og hårdtslående udtrykker en stærk troværdighed. Pladen har med andre ord masser af poppede hooks, men så sandelig med solide rødder i emocorens intensitet. Men det er ikke nemt at skille sig ud, når et voldsomt antal bands dannes hvert år, hvis eneste kunstneriske mål er at komme til at lyde henad Saves the Day og Thursday. Gleasons holdning til egen rolle i bandet er bestemt noget, han har gjort sig tanker om. “Som frontperson synes jeg, der følger en masse ansvarlighed med. Hvorfor ikke udnytte det som en måde at nå folk på i stedet for bare at synge om, at min kæreste slog op med mig, eller at jeg er vild med computerspil?” Men det er ikke nemt at forestille sig, at der skulle være ubetrådte territorier i emoverdenen, som Further Seems Forever kunne søge mod. Dog påstår Gleason det modsatte. “Der er så mange musikalske områder, som bands kan udforske. Jeg tror, at en af grundene til, at vi ikke lyder som mange af de bands, der kommer frem, er, at vi er ikke en del af scenen længere. Der kommer konstant nye bands frem nu, så vi sidder i bandbussen, og vores booker ringer os op og siger: ’Hey, vi har forberedt en turné til jer, og det bliver så stort! De har solgt omkring en million plader, og det er dét her emoband!’ Og vi spørger ’Ok, hvem er det med?’ De nævner et band, som ingen af os nogensinde har hørt om før.” Og det er, hvor Further Seems Forever sidder: Fanget et sted mellem horder af indtil nu ukendte emobands, som for en stund får lov at tage del i den store fest, samt mellem en pladeindustri og et undergrundsfænomen – fanget mellem indieintegriteten og det kommercielle Dashboard-marked. Det er et svært valg for et band, som blot ønsker at være kendte for den musik, de nu laver. Ingen af valgmulighederne viser sig dog aktuelle, og hvis bandet skal slippe ud af sådan en situation, skal det ske gennem How to Start a Fire. Uanset hvor bandet ender henne – enten som et band, der har gjort et stort navn ud af sig selv, eller som et band, der blot figurerer som en fodnote i fortællingen om Dashboard Confessional – bliver det ikke uden kamp. Gleason bruger ikke tid på at snakke om, at Chris Carrabba er på forsiden af det ene blad efter det andet, han bruger tid på at snakke om, at hans band har en ny plade ude. Som det ser ud nu, håber han, at lidt omtale er alt, hvad de har brug for. “Vi har udgivet denne plade, og vi vil få en masse nye lyttere“, gætter han. “Vi kan næsten garantere, at den vil sælge ligeså mange plader som den gamle. Dem, der kan lide det, vil selvfølgelig købe den, og dem, der ikke kan lide mig, vil købe pladen for at høre, om jeg fejler.”
